Wolfgang, kom her!, kalder musikeren Michala Petri, og lidt efter løber en glad, langhåret gravhund hende taktfast i møde med en ivrig hale, der logrer som en hurtig metronom.
Det var børnene, der syntes, at den skulle hedde Wolfgang, fordi de fik den på Mozarts fødselsdag, forklarer den verdensberømte blokfløjtespiller med et smil, idet hun løfter hunden op for sætte den ud i haven, så vi kan tale i fred.
Michala Petri bor i et stort smukt træhus i Kokkedal, og man behøver ikke at være livsstilsekspert for at gætte, at her bor en musiker. Hjemmet er kreativt indrettet med musikmotiver på en del af malerierne på væggene, og på et sort flygel ved siden af køkkenet ligger en pæn samling blokfløjter som sovende dyr, parat til at blive blæst liv i.
Blokfløjten er et særligt instrument, fordi man blæser ned i et stykke natur, et stykke træ, der gengiver åndedrættet mere direkte end andre blæseinstrumenter. Når man blæser i den, får man straks respons, siger Michala Petri, der fik sin første blokfløjte som femårig.
Begge mine forældre er musikere, de spiller henholdsvis violin og klaver, så musik har været en del af mit liv, siden jeg lå i min mors mave, og det har helt sikkert præget mig.
Michala Petris far er med hendes egne ord et udpræget følelsesmenneske, der stammer fra en cirkusslægt, mens hendes mor er følsom, men også meget rationel, med sagførere, læger og videnskabsmænd som forfædre. Selv mener hun at have en heldig blanding af faderens følsomhed og moderens sans for disciplin.
Det viste sig i hvert fald hurtigt, at Michala Petri havde et usædvanligt talent for at spille blokfløjte, så forældrene tog hende ud af skolen, da hun var 11 år, hvor hun i stedet begyndte at pendle til Tyskland sammen med sin mor for at modtage undervisning af den nærmeste blokfløjteprofessor i Europa.
Dernede i Hannover blev hun også indskrevet på konservatoriet, hvor hun allerede blev færdiguddannet som 17-årig. Resten er historien om en imponerende international karriere, der har gjort Michala Petri til et blokfløjteikon, som mange komponister har skrevet musik til. Hun har fløjtet sig til et væld af priser og anmelderroste koncerter verden over.
Og som det foreløbig sidste er hun netop blevet tildelt ærestitlen som adjungeret professor ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, ligesom hun for nylig blev headhuntet som vært ved Radio Klassisk for at tiltrække flere lyttere til den klassiske musik. Men for Michala Petri betyder musik mere end klapsalver og international anerkendelse. For hende er musik også en indgang til det religiøse:
Engang var der en nær ven, en komponist, der sagde til mig, at jeg skulle prøve at bytte Ordet ud med Tonen i den første sætning i Johan-nesevangeliet, så der stod I begyndelsen var Tonen, og Tonen var hos Gud, og Tonen var Gud. Og det giver faktisk god mening for mig. For når jeg står og spiller en koncert, oplever jeg, at det er mere end bare lyd, der går ud og rammer folk, siger hun og tier et øjeblik, inden hun tilføjer:
Musik er guddommelig i sin natur. Jeg opfatter musik som det, der ligger bag alt andet i tilværelsen.
Michala Petri mener ikke, at hun står alene med det syn på musik.
Alle musikere er mennesker, der prøver at komme i kontakt med en verden, vi ikke kan se. Uden at det skal lyde frelst eller underligt, tror jeg, at alle musikere har det ønske. Det præger også deres væremåde. Musikere er som regel meget stille mennesker, fordi de lytter. Sådan er jeg også.
Skal man da ikke være udadvendt for at stille sig op på en scene?
Det er faktisk slet ikke udadvendt at spille koncert, det er i hvert fald udadvendt gennem det indadvendte! Jeg går ind i mig selv og gennem det, jeg møder derinde, mærker jeg de mennesker, jeg spiller for og er sammen med i det øjeblik. Og min erfaring er også, at jo mere jeg giver slip på min udadvendthed, desto mere kommer jeg ud til folk.
Er det også det, du vil lære konservatorieeleverne?
Jeg skal selvfølgelig ikke styre, hvad de gerne vil udtrykke. Det er deres sag, men hvis musikken skal flyde frit, kræver det, at man er så lidt optaget af sin krop som muligt, og det kan man arbejde med gennem vejrtrækningsøvelser og forskellige tekniske trick som at stå rigtigt og bruge små fingerbevægelser.
Et smil breder sig i ansigtet på hende.
Min far fortalte engang, at en gammel violinist blev spurgt, hvad han egentlig gjorde for at spille så vidunderligt. Efter en tænkepause sagde han: Jeg prøver bare på ikke at stå i vejen!. Det tror jeg er rigtigt. Det gælder om at føle sig frem efter den-mindste modstands princip. For det enkleste er som regel det rigtigste. Også inden for musik. Talent synes jeg er en evne til at lære af sine fejl. Det vil jeg selvfølgelig også gerne formidle videre til de studerende.
Ingen lærer har dog nogensinde ændret Michala Petris eget grundlæggende musiksyn, bedyrer hun:
Jeg har faktisk altid oplevet musik som noget mere virkeligt end mange af de ting, man ser. Mere virkeligt end det bord, der står dér. For i forhold til musik er det bord dødt, siger Michala Petri og peger nærmest misbilligende på sit eget træsofabord, inden hun fortsætter:
Når jeg spiller under en koncert, står jeg hele tiden og fornemmer, hvordan stemningen udvikler sig. Og når en koncert bliver rigtig god, kan jeg mærke, at alle føler sig fælles i salen. Hvad de så føler hver især, ved jeg ikke, men jeg kan fornemme, når der opstår en enhed i salen. Og det er den, jeg altid arbejder på at skabe.
Michala Petri holder en pause i sine rolige sætninger for at hælde skoldhed te op, så den parfumerede duft fylder hele rummet, idet hun pludselig begynder på en ny historie, der i begyndelsen ikke synes at handle om musik:
Jeg læste engang en meget fantastisk bog af en fransk forfatter, der hed Jacques Lusseyran. Han blev blind, da han var otte år, og han skriver, at det var noget af det bedste, der skete for ham, fordi det tvang ham til at lære folk at kende, som han kunne mærke, at de virkelig var. Han havde ikke noget ydre at forholde sig til, men gennem deres stemmer kunne han fornemme, hvem de var, siger Michala Petri og giver sig til at fortælle den blinde forfatters historie.
Under krigen brugte modstandsbevægelsen Jacques Lusseyran til at e potentielle nye medlemmer. Og den første gang hans modstandsgruppe trodsede hans anbefaling om at nægte en ny mand adgang til gruppen, viste det sig senere, at det netop blev den nye mand, der stak gruppen til nazisterne, så hele modstandsgruppen kom i koncentrationslejr, fortæller Michala Petri.
Heldigvis overlevede Jacques Lusseyran selv og kom til at inspirere mange mennesker. Han kunne gå hen ad en allé og udpege de træer, der voksede skævt, og han kunne færdes i et rum uden at støde ind i tingene. Det krævede bare, skriver han, at der var relativt stille, så ikke hans selv blev slået ud af balance, og at han ikke selv tvivlede på, at han kunne, siger Michala Petri med et nærmest forbløffet smil, idet hun tilføjer:
Den følelse kan jeg godt genkende, når jeg står på scenen. Det lykkes først, når jeg finder roen til at give slip på tvivlen på mig selv. Det har jeg efterhånden lært. Men når man ser ud i samfundet, synes jeg, at der bliver flere og flere mennesker, der tvivler på sig selv. Der er mange flere unge i dag end tidligere, der har depressioner. Og det tror jeg hænger sammen med, at livet er blevet meget stresset.
Jeg har læst, at vi skal forholde os til over tre gange så mange indtryk dagligt som for få årtier siden, og mange moderne mennesker forholder sig nærmest panisk til stilheden. Det ser jeg som et stort stresstegn. For stilheden er jo netop fundamentet for at mærke sig selv, ligesom jeg af samme grund mener, at stilheden er fundamentet for religiøst liv.
Har du selv oplevet det?
Ja. Jeg kan specielt huske en særlig oplevelse, da jeg var ganske ung. Jeg stod midt i en stor personlig sorg, da jeg en dag gik en tur i skoven i Rold i forbindelse med en turne. Der var helt stille i skoven, det var gråvejr, men pludselig så jeg på et enkelt sted solen ramme nogle små anemoneagtige eller liljekonvalagtige blomster i skovbunden, siger Michala Petri og tier et øjeblik:
Og så hørte jeg musik!, kommer det så.
Ud af stilheden kom der pludselig musik. Det var en slags klokker, men så alligevel ikke, men det trøstede mig i hvert fald og fyldte mig med en fornemmelse af ikke at være alene og en taknemmelighed over, at jeg så havde oplevet det.
Hvad tror du, at det var?
Jeg forbandt det i hvert fald med Gud. Jeg ved ikke, om man kan sige, at det var i en kristen kontekst, selvom jeg betragter mig selv som kristen og som barn kom i kirke hver søndag med min mor. Dengang elskede jeg også at høre salmer. Men jeg forbinder kristendom med kirken, som jo rummer mange forskellige holdninger og fortolkninger af, hvem Gud er. Og det her var en meget personlig oplevelse.
Og siden har jeg også bygget min egen tro på det, som jeg synes er vokset frem i mig selv, og jeg vil ikke kunne leve uden stilheden, siger Michala Petri og inhalerer tavsheden mellem os et øjeblik.
Udenfor blæser vinden liv i træer i haven, hvor Wolfgang venter utålmodigt på, at stilheden bliver brudt.