Hvis der er en ting, der altid har irriteret ved tv-serien ”Matador” er det dette: Hvor meget godt, man end kan sige om Ove Sprogøes skildring af den gemytlige Dr. Hansen, virkede det aldrig overbevisende, at netop han skulle springe ud som modstandsmand. Det var i hvert fald ikke, hvad man kunne forvente sig af en radikaler, for nu at parafrasere oberst Hackel.
Hvis vi lader det med det radikale ligge, ramte ”Matador” ikke helt ved siden af. For lægerne var den profession, der var stærkest repræsenteret i modstandskampen.
Den dansk-israelske historiker Dan Kaznelson opgjorde i 2012 omfanget. Ud af de 3420 praktiserende læger i 1943 var mindst 428 aktive i modstandkampen. Det var hver ottende danske læge. Og det i et land, hvor en forsvindende lille del af befolkningen på dette tidspunkt tog del i modstanden. Også et stort antal medicinstuderende var modstandsmænd, og ikke mindre end tre medlemmer af Frihedsrådet – altså modstandbevægelsens øverste ledelse – var læger.
Journalisten Klaus Larsen har i sin bog ”Krigere uden våben – lægerne og modstandskampen” sat sig for at belyse deres indsats og stille spørgsmålet, hvorfor lægerne i så stort antal gik ind i modstanden. I virkeligheden er bogens undertitel lidt misvisende, for den ser ikke alene på lægerne i modstandsbevægelsen, men også på de andre højspændte situationer, som man som dansk læge blev konfronteret med i besættelsesårene og tiden umiddelbart efter: Ud over forholdet til modstanden er det forholdet til den tyske besættelsesmagt – mest i form af behandling af uheldige germanske drypperter – assistancen til jøderne, der måtte flygte i 1943, reaktionen på den store tyske flygtningestrøm mod krigens slutning, behandlingen af internerede landssvigere efter Befrielsen samt lægens rolle i forbindelse med henrettelserne af bemeldte landssvigere.
Klaus Larsen har altså helt grundlæggende fat i det, man på fagsprog kalder saftige sager. For i alle tilfælde stod den enkelte læge over for voldsomme etiske og personlige dilemmaer. I forbindelse med modstandskampen handlede det blandt andet om personlig sikkerhed og hensynet til den førte politik over for forpligtelsen på at hjælpe konkrete mennesker, som havde brug for lægehjælp. I takt med at modstanden voksede, og metoderne blev stadig skrappere, handlede det også om, hvorvidt man som læge overhovedet burde spille en rolle i en indsats, der – i hvert fald på kort sigt – snarere kostede end reddede liv.
En af de ting, der går igen i de beretninger, Klaus Larsen citerer, er, at lægerne var ret afklarede. De vidste, hvad de måtte gøre. Lægen Paul Gerhardt Sivertsen udtrykte dette klart efter krigen:
”Hvis ikke vi, der lever i et af de frieste erhverv, der findes, vi, der som ingen andre kommer i berøring og mere eller mindre almindelig kontakt med befolkningen – hvis ikke vil skulle have brugt denne vor priviliegerede stilling, så ved jeg sandelig ikke hvem.”
Det var måske mere, da lægerne blev stillet over for de tyske flygtninge og siden de internerede landssvigere og værnemagere, at dilemmaerne trådte frem. Flygtningene – der kom op mod 250.000 – blev af modstandsbevægelsen regnet som en eskalering af den tyske besættelse. De var ikke populære i den almindelige befolkning og heller ikke hos lægerne.
Da lægeforeningens formand, Mogens Fenger, forsøgte at slå en handel af med tyskerne, hvor danske læger skulle tilse akutte kirurgiske og andre ”absolut paakrævede tilfælde” blev han udsat for meget skarp kritik af sine kolleger, ikke blot fra ledende læger i modstandsbevægelsen, men også fra lægeforeningen selv, der endte med at meddele, at ”i betragtning af de i landet herskende forhold mener lægeforeningen ikke at kunne medvirke ved organisation af nogen form for lægehjælp til tyske civilflygtninge”.
Ja, det er altså godt stof, Larsen har fat i. Desværre bliver det ikke forløst i fremstillingen. Bogen bygger hovedsagligt på allerede udgivet materiale og andres fremstillinger. Dette er ikke i sig selv et problem, når målet er at formidle historie.
Men det stiller det krav, at formidlingen så skal være skarp. ”Krigere uden våben” er ikke skarp. Den er i alt for høj grad styret af de fremstillinger, den bygger på, og det er næsten sådan, at man kan se syningerne og arene dér, hvor de enkelte dele er føjet sammen.
Særligt er det et problem at sammenhængen mellem den bredere besættelseshistoriske kontekst og den historie, der står i centrum af bogen, virker noget uoverbevisende, ja som om forfatteren ikke rigtig har greb om stoffet.
Klaus Larsen bedyrer at ville svare på, hvorfor lægerne i stort tal gik ind i modstandskampen. Undervejs synes han dog at glemme spørgsmålet, og da det dukker op igen i bogens slutning, står det klart, at han for det første ikke rigtigt kommer med et svar og for det andet, at hans svar ikke bygger på fremstillingen i ”Krigere uden våben”, men i hovedsagen opsummerer andres forskning.
Alt i alt giver det et noget slattent helhedsindtryk, og man kunne have ønsket sig mere.