Man skal have et hjerte af sten for ikke at blive rørt på det nye flygtningemuseum i Oksbøl

Det nye FLUGT-museum tager udgangspunkt i Oksbøllejren, der efter Anden Verdenskrig husede op mod 35.000 tyske flygtninge. Men hovedfortællingen er et partsindlæg i den verserende flygtningedebat

Arkivfoto af Oksbøllejren der i tiden mellem 1945 og 1949 husede omkring 35.000 tyskere, der navnlig fra flygtet fra den fremrykkende røde hær. I alt kom en kvart million tyskere til Danmark efter Tysklands sammenbrud.
Arkivfoto af Oksbøllejren der i tiden mellem 1945 og 1949 husede omkring 35.000 tyskere, der navnlig fra flygtet fra den fremrykkende røde hær. I alt kom en kvart million tyskere til Danmark efter Tysklands sammenbrud. . Arkivfoto: FLUGT

Danmarks nye museumsbygning, der huser FLUGT-museet, det første museum i verden dedikeret til flygtningehistorie, syner ikke af alverden i det kønne skovklædte landskab ved Oksbøl i Sydvestjylland, hvor der en gang for trekvart århundrede siden lå en flygtningelejr.

Lejren, der havde karakter af en midlertidig by, landets sjettestørste, sådan set, husede i perioden fra 1945 til 1949 op mod 35.000 mennesker, som var flygtet fra et Tyskland, der var ved at bryde sammen.

Senere blev Oksbøllejren demonteret af militærnægtere, der aftjente deres værnepligt på stedet, og med få undtagelser blev området givet tilbage til naturen. Blandt undtagelserne er et par tidligere hospitalsbygninger, der i forbindelse med ombygningen er blevet renoverede og står med deres fine røde tegltage og reparerede murstensvægge og ligner et nærliggende parcel- og rækkehuskvarter.

Det mest overraskende er den forbindelse, arkitektfirmaet Bjarke Ingels Group, BIG, har skabt. En struktur dækket af corténstål, der har den egenskab, at overfladen får en køn rustrød farvetone.

Tilbygningen slår et sving ud fra de to eksisterende bygninger og fremstår både som en markering af indgangen og en forbindelse mellem datiden og nutiden: mellem erindringen om de flygtninge, der kom fra Tyskland, og de flygtninge der i dag kommer fra forskellige af verdens krigs- og konfliktzoner. Det svarer ganske nøje til sammenhængen mellem de to permanente udstillinger, der vises i det nyåbnede museum.

Bjarke Ingel Groups tilføjelse til de eksisterende bygninger i Oksbøl har resulteret i et generøst fordelingsrum med højt til loftet. Her ligger forskellige praktiske faciliteter som billetsalg og opbevaringsskabe. Herfra kan man gå ind i fortiden eller nutiden.
Bjarke Ingel Groups tilføjelse til de eksisterende bygninger i Oksbøl har resulteret i et generøst fordelingsrum med højt til loftet. Her ligger forskellige praktiske faciliteter som billetsalg og opbevaringsskabe. Herfra kan man gå ind i fortiden eller nutiden. Foto: Liv Høybye

Det nye museum fremstår altså ikke på nogen måde prangende i landskabet. Måske er det en tendens i tidens arkitektur?

I samme del af landet, 20 minutters kørsel fra FLUGT, ligger eksempelvis Tirpitz bunkersmuseum, ligeledes tegnet af BIG, samt Vadehavscenteret tegnet af Dorte Mandrup. Begge to fremragende bygningsværker som fint underordner sig landskabet. Vi er langt fra tidligere tiders spektakulære kulturbyggerier med Frank Gehrys Guggenheim-museum som det måske mest kendte eksempel.

Tager man til København, kan man se, at det nye museum for Danmarks frihedskamp tegnet af Lundgaard & Tranberg tæt ved Langelinie heller ikke gør noget videre væsen af sig. I Helsingør valgte BIG at lægge det nye søfartsmuseum under jordniveau i en tidligere tørdok. Antagelig fordi det bør være Kronborg, der spiller hovedrollen i det historiske landskab. Slottets historie og bygningsmæssige tyngde ville unægtelig været blevet noget forstyrret, hvis der var rejst et palads i stål og glas med skæve vinkler og skakternede facader ved siden af.

På samme måde i den modsatte ende af landet. Det er landskabet, havet, de gamle bunkers, der visuelt og betydningsmæssige må spille den vigtigste rolle ved Vadehavscenteret i Ribe og de mange bunkersmuseer, og i Oksbøl er det fortiden og minderne; ved siden af museet ligger sådan set en kirkegård for 1675 tyske flygtninge og 121 tyske soldater. Det er altså et alvorligt for nu ikke at sige tungt sted, fordi museet henviser til dramatiske begivenheder i nationens umiddelbare fortid.

Formodentlig har også økonomi og andre praktiske hensyn spillet ind men alligevel: Arkitekturen er påfaldende udramatisk og underspillet, og det fungerer fint i forhold til stedets ånd. Det svungne indgangsparti leder frem til fordelingsområdet og til billetsalg med udlevering af en audioguide, der formidlingsmæssigt er integreret i museets fortælling.

Som ved mange andre nye museer fra – blandt de senest tilkomne – H.C. Andersens Museum i Odense til Designmuseum Danmark i København, er det om noget fortællingen, der er i centrum. Forstået som modsætning til en mere klassisk museal formidlingstradition med stilfærdig fremvisning af forskellige genstande.

Genstande og fotografier er der også i FLUGT, men de indgår som brikker i en overordnet udstillingsscenografi, der synes udsprunget af frygten for det værste et museum kan i dag: Ikke underholde sit publikum.

Tegnestuen BIG har forbundet to eksisterende bygninger med en tredje, der samler museet til et hele. Nybygningen bliver en slags forbindelsesled mellem fortællingerne om fortidens tyske flygtninge og nutidens flygtninge fra mange forskellige lande.
Tegnestuen BIG har forbundet to eksisterende bygninger med en tredje, der samler museet til et hele. Nybygningen bliver en slags forbindelsesled mellem fortællingerne om fortidens tyske flygtninge og nutidens flygtninge fra mange forskellige lande. Foto: Rendering: FLUGT

Arkitekturens påpegning af en forbindelse mellem fortid og nutid afspejles i de to permanente udstillinger. Den mindste er noget beskeden i omfang. Det er den, der beskriver fortiden, Oksbøllejren 1945-1949, gennem småfilm og fotografier fra livet på stedet, modeller af barakkerne der kan give et billede af, hvor tæt flygtningene boede, og det giver da et indtryk af, hvordan livet i lejren har været organiseret med tilbud om kirke, idræt, teater og så videre. Det suppleres af nogle stemmer, man så at sige støder ind i, hvis man går rundt i skoven ved museet med sin audioguide. Audioguiden er også uundværlig i udstillingerne indenfor murerne. Det er den, der udløser de forskellige beretninger.

Mere plads og større armbevægelser kendetegner den udstilling, der adresserer tidens flygtningestrømme. Det er, som om museet formidlingsmæssigt og gennem mange i sig selv vellykkede visuelle greb har lagt hovedindsatsen her. Der er tilbageblik på eksempelvis ungarske flygtninge til Danmark, og danske jøders flugt under krigen til Sverige. Men en meget stor del fokuserer på den diskussion, der på så mange måder deler den danske befolkning. Hvem skal vi hjælpe? Hvor mange? Hvordan? Hvor længe? Kan et museum forlade en tradition for fremvisning af kunstgenstande, kulturhistoriske artefakter og historisk dokumentation til fordel for en fortælling af almenmenneskelig karakter, kan det vel også gå skridtet videre og agere aktivistisk?

Så det er, om man så må sige, en udtalt humanistisk vinkling, der er lagt gennem dokumentation og ikke mindst vidnesbyrd fra herboende flygtninge. Men også ved at sammenstille to pressefotografier, der for alvor afspejler den splittelse, der kendetegner om ikke os alle, så da i hvert fald Debatdanmark:

Begge er fra 2015, da syriske flygtninge går på danske motorveje. Et – ikonisk – billede viser en politibetjent siddende på asfalten og lege med en lille pige, der griner henrykt. Et andet – lige så ikonisk – fotografi gengiver en mand, der spytter på dem, der går på vejen.

Udstillingen søger at facettere opfattelsen af en flygtning ved at lade nogle af dem få taletid og træde frem som mennesker, der er individuelle og ikke blot en gruppe defineret som ”flygtninge” eller ”migranter”. I sin fortælling søger museet at frigøre sig fra tid og sted og så at sige almengøre flygtningebegrebet, og gøre alle de overvejelser nærværende, der har at gøre med opbruddet, flugten, ankomsten til et fremmed land og spørgsmålet, om det måske bliver et hjem? En dag?

Man skal have et hjerte af sten for ikke at blive bevæget af historierne, som man gør, når man møder sin næste frem for at typologisere ham eller hende, og mod udstillingens slutning er der også et rum for eftertanken.

En blandt mange kunne være, hvordan man ville have kunnet etablere en samtale mellem de to fløje i Debat- eller Polemikdanmark, hvor den ene argumenterer med enkelteksempler på skæbner, der da af indlysende grunde ikke bør ud- eller afvises. Og den anden argumenterer for et modsat synspunkt med statistikker over det ene og det andet og skræmmende beretninger om kultursammenstød. Det er en debat, der gennemgående er uforsonlig og karakteriseret af gensidig udskamning og afvisning af modpartens synspunkter.

Dialog synes umulig. Men måske kunne en samtale i stedet for en giftig udveksling af spydigheder begynde efter at have set det nye museums udstilling, der udover at gentage ofte fremførte synspunkter også - og det er så styrken – fortæller mere nuanceret om flygtningenes overvejelser og selvfølgelig rejser spørgsmålet:

Hvad ville man selv gøre?

Bjarke Ingels Group: FLUGT – Refugee Museum of Denmark, Oksbøl