Dette er ikke bare en anmeldelse af en teaterforestilling, men også af et teaterrum. Vendsyssels nye samlingssted for scenekunst blev indviet i januar, og de fejrer nu åbningen med at give nyt liv til Ludvig Holbergs science fiction-allegori ”Niels Klims underjordiske rejse”.
Det neonoplyste glashus i Hjørring centrum lokker os ind med sin varme stemning, duft af rødvin og kaffe, bløde bølgende møblementer, gemte hjørner og lækre linjer på ydersiden af den runde sal. Her er plads, selvom her er travlt, og man kan finde sig til rette i teaterstemningen i ro og mag. I den rummelige, men intime sal er der højt til loftet i mere end én forstand. Vi sidder i rundkreds og omsluttes af spillet, der spilles foran og rundt om os, under og over os og byder på mere end én rumlig overraskelse undervejs.
Her er skabt de perfekte rammer for behagelige helhedsoplevelser, som ikke er mange teatre forundt. Ikke underligt, at også Aalborg Teater planlægger at opruste med et nyt teaterhus i kampen om at tiltrække de nordjyske kulturforbrugere.
Det har ganske givet været en udfordring at skabe en forestilling, der kan udfylde rammerne. Teatrets kunstneriske direktør, Peter Schrøder, og scenograf Eilev Skinnarmo har med iscenesættelsen af Niels Klims eventyr tænkt stort og vildt og skørt. Forestillingen er et udstyrsstykke, der bruger hver og én af salens kubikmeter og underholder til bristepunktet – men historien skyder også med satiriske spredehagl uden helt at ramme ned i samtidens kerne.
Niels Klim er en nyligt dimitteret bachelor fra Københavns Universitet. Han ligner til forveksling Erasmus Montanus og Jean de France med sine høje tanker om sig selv og sin foragt for det provinshul i Bergen, han kommer fra.
I sin iver efter anerkendelse tager han på rejse ned i en fjeldhule, hvor han finder Jordens indre univers. Som en imperialistisk Gulliver rejser han fra land til land og møder farverige væsner, der er inkarnationer af samfunds-træk, vi kender: fra de langsomme træfolk i fornuftens land til verdens lykkeligste folk og et tropeland med pyntesyge aber.
Men ingen lader sig imponere af Klims eksamensbevis. Først da han møder et laverestående samfund, får han lov at løfte dem ud af deres tåger, giver dem et skriftsprog, fjender, våben, krig – ja, flere tusinde års civilisationsudvikling på mindre end en halv time. Men hans magtsyge tager overhånd, og han ender som menig klokker tilbage i Bergen uden at have lært sin lektie.
Carsten Svendsen er eminent som Niels Klim og viser stor rækkevidde – det ene øjeblik lille og fyrig, det næste stor og dum. Vi holder med Morten Christensens søde træmand, Bøg, der, så at sige, springer ud foran øjnene på os. Og vi overrumples af Asger Rehers autoritære tilstedeværelse. Mikael Sydvests lysdesign er præcist og effektfuldt. Kostumerne er kunstfærdige, nogle mere veludførte end andre, men alle sprudler af tant og fjas og charme.
Holberg har i det sidste år vist sig populær og relevant som aldrig før. ”Erasmus Montanus” har lige gået sin sejrsgang på Aarhus Teater, og Folketeatrets ”Den politiske kandestøber” turnerer landet rundt.
Til sammenligning er ”Niels Klim” knap så skarpvinklet og let relaterbar. Der er store højdepunkter, men niveauet er svingende, og særligt i første akt tærsker teksten langhalm på nogle flyvske satiriske pointer, der for længst er sivet ind. Nogle fine ordspil og kontemporære kindheste (til postvæsenet, det offentlige, nyfeminisme, og så videre) er lagt ind her og der. Og humoren er bedst, når den er sortest, men har det med at kamme over i plat. Anden akt er mere mørk og vedkommende, men også lang. En flot sløjfe bindes dog til sidst på uventet og rørende vis og får historien om Niels Klim til at sætte sig fast.
”Man skal ikke overse en Klim,” siger Niels Klim selv. Man skal heller ikke overse det nye, lækre Vendsyssel Teater.