Prøv avisen
Interview

Iben Mondrup: Man skal ikke pakke sin historie væk

”Man kan ikke pakke sin historie væk, det får man ikke noget godt ud af, men det er vilkårene for mange transnationale adoptivbørn, at de hverken har adgang til deres biologiske ophav eller stedet de kommer fra,” siger Iben Mondrup. – Alle fotos: Julie Meldhede Kristensen.

Med sin nye roman om et ulykkeligt adoptivbarn, ”Tabita”, rammer forfatteren Iben Mondrup lige ind i den aktuelle debat om tvangsfjernelser af børn. Selv skrev hun romanen efter sin egen fars død, og nu har hun til gengæld fået et nyt forhold til sin mor

Forfatteren Iben Mondrup måtte måbe i sofaen, da hun hørte statsministerens nytårstale. På få minutter flyttede statsminister Mette Frederiksen (S) den offentlige debat fra ”hjemsendelser” til ”tvangsfjernelser”, da hun talte for at tvangsfjerne flere børn – for børnenes skyld. Men Iben Mondrups nye roman, ”Tabita”, handler netop om skyggesiden ved at blive anbragt uden for hjemmet.

I Bibelen er Tabitha en voksen kvinde, som apostlen Peter vækker fra de døde. Men i Mondrups nye roman er Tabita en lille grønlandsk pige, der hurtigt føler sig død, da hun får en ny ulykkelig tilværelse som adoptivbarn i 1960’ernes Danmark.

”Jeg havde slet ikke forventet, at bogen ville tale ind i en samtale, der allerede var i gang, men sådan er det blevet efter Mette Frederiksens nytårstale. Det var jo polemisk og politisk af hende at sige, at vi skulle tvangsfjerne flere børn. Og det bedste ved det er netop, at der nu er kommet en debat om, hvad der er bedst for børnene. Men enkelt er det ikke. Der findes selvfølgelig lykkelige adoptioner, men der er også mange triste historier, og jeg har så skrevet om en, der er ulykkelig,” siger Iben Mondrup, hvis nye roman udkom tidligere på ugen

Romanen handler om den lille grønlandske pige Tabita, som mildt sagt ikke bliver lykkelig af at blive flyttet tusindvis af kilometer væk fra sin egen fattige familie i den storslåede grønlandske natur, som kan få selv romanens nordsjællandske overklasselandskaber til at ligne en punkteret hoppeborg.

”Jeg er selv opvokset i Grønland, mens mit sprog blev til, så mit sprog er egnet til at skrive om det grønlandske landskab. Jeg tror, at de erfaringer, man gør sig med landskaber som barn, bliver i en. Og jeg har sværere ved at beskrive den danske natur. Det bliver fladt. Den grønlandske natur er frygtindgydende, men samtidig har man lyst til at overgive sig til den. Jeg var lige deroppe i november, og det er stadig som at komme hjem,” siger hun, da vi mødes på Nordatlantens Hus på Christianshavn for i det mindste at føle os lidt tættere på Grønland i det store hus, hvor man både kan prøve at sidde på en (hundeløs) hundeslæde og stå ved siden af en udstoppet isbjørn. Og vi sidder faktisk under en stor udtørret torsk, som caféen har brugt som smart lampeskærm.

I romanen må Tabita sommetider sulte hos sin biologiske familie i Grønland, når de ikke kan fange fisk nok. Vi lærer den lille fireårige Tabita at kende, da hendes bedstefar dør i prologen, og hendes far er væk, så nu har de ingen mænd til at skaffe dem kød.

Moderen, Abelone, er ovenikøbet højgravid. Hun er hushjælp hos det barnløse danske ægtepar Eva og Berthel. Han driver den lokale butik og kigger langt efter sin mørkhårede hushjælp, mens Eva længes efter et barn derhjemme. Og da barnet så kommer til verden i deres hus, føler Eva fra begyndelsen, at det tilhører husstanden, så hun holder fra fødslen sin husholderskes barn lidt for længe.

Magtforholdet mellem danskerparret og den fattige grønlandske kvinde bliver også her klart, da Berthel få minutter efter siger, at de hellere må rydde op i huset, for den nybagte grønlandske mor tror et øjeblik, at det er hende, der skal stå for det. Men her slutter urimelighederne langtfra. Og romanen er også skrevet for at beskrive et urimeligt kapitel i forholdet mellem grønlændere og danskere, forklarer Iben Mondrup.

”Man siger tit herhjemme, at grønlænderne skal holde op med at betragte sig selv som ofre. Men jeg synes, at vi må fortælle de historier, som forståeligt nok har gjort mange grønlændere bitre og ivrige efter selvstændighed. Som forfatter er det også en kilde til helt utrolige historier, fordi den nye grønlandske historie har udviklet sig så voldsomt fra fangersamfundet i 1950’erne til det højteknologiske samfund i dag.”

”Kultursammenstødet mellem den danske og grønlandske kultur er fyldt med gode fortællinger. Jeg ville faktisk oprindeligt have skrevet om de grønlandske skolebørn, som man i 1960’erne sendte væk fra deres biologiske forældre, når de var bare 11-12 år gamle. De boede så hos plejefamilier i Danmark, så de hurtigere kunne lære at tale dansk, inden de kom tilbage til deres biologiske familier i Grønland, så de kunne lære deres kammerater at tale dansk. Man skulle gøre det grønlandske samfund dansk. Men daniseringen tog overhånd,” siger hun og ser op:

”Jeg var sikker på, at det skadede de børn at være væk fra deres rigtige familier, men da jeg begyndte at researche på det, viste det sig, at der også var tilfælde, hvor grønlandske børn aldrig kom hjem igen, fordi de blev adopteret af deres danske plejefamilier af forskellige årsager. Måske blev deres plejefamilier glade for børnene, eller måske var der sket noget i deres biologiske familier. Der lå altså nogle spændende, men også voldsomme historier, syntes jeg.”

”Dengang skulle der heller ikke meget til at fjerne børn fra deres biologiske forældre. Der var måske bare en læge, der kunne give bemyndigelsen til det, hvis den biologiske mor for eksempel fik tuberkulose. Der var jo megen sygdom og fattigdom dengang, men min roman sætter spørgsmålstegn ved, hvad der egentligt var bedst for de børn.”

Økonomisk bliver Tabitas tilværelse forbedret, da Eva og Berthel beslutter at adoptere hende og flytte til Danmark i al hast. For penge er langtfra problemet for dem. Men rige på kærlighed er de ikke. Heller ikke til hinanden.

”På den måde handler romanen også om et ægteskab, som burde være blevet opløst. De burde i hvert fald ikke være blevet adoptivforældre,” siger Iben Mondrup og sukker opgivende, som om der ikke var tale om fantasifostre i hendes eget fiktive drama. Men i sin research til romanen er hun til gengæld også stødt på lignende historier fra virkeligheden.

”Som forfatter kan man sætte sig i en andens sted, hvis man gør sig umage, og det synes jeg, at man skal. Og her har jeg forsøgt at sætte mig i et ulykkeligt barns sted. Jeg er glad for, at jeg ikke selv er politiker og skal stå med det tunge ansvar for at anbringe børn. Men som forfatter kan jeg vise en anbringelse fra forskellige sider. Tabita bliver jo på en måde omsorgssvigtet i sin egen fattige familie, men udsættes så for en anden form for svigt i sin adoptivfamilie. Og det største svigt er, at hun tvinges til at glemme sit gamle liv. Hun må ikke engang tale om Grønland for Eva,” siger hun, nærmest vredt.

”Jeg ved jo ikke selv, hvad det præcis vil sige at være grønlænder i Danmark, men det har optaget mig meget at skrive om et barn, der bliver tvunget til at glemme sit ophav. Det kan jo også ske for et dansk adoptivbarn, der ikke kan få viden om det ophav, det har.”

”Man kan ikke pakke sin historie væk, det får man ikke noget godt ud af, men det er vilkårene for mange transnationale adoptivbørn, at de hverken har adgang til deres biologiske ophav eller stedet, de kommer fra. Og i forhold til tvangsfjernelser tror jeg aldrig, at det er helt enkelt. Man må vurdere barnets tarv fra sag til sag, men man skal tænke sig godt om og lytte til dem, der selv er blevet anbragt uden for hjemmet, før man tvangsfjerner nogen.”

Er du selv modstander af flere tvangsfjernelser?

”Jeg har ikke nogen entydig holdning til det. Det er ulykkeligt, at der findes ulykkelige børn. Men måske skulle man i stedet gøre mere for at støtte de biologiske familier i at passe deres børn. Tidligere havde man en tradition i Grønland, hvor børn, der mistrives hjemme, kunne komme til den nærmeste familie. Man kaldte det elastiske familier. Så kunne man måske bo hos sin bedstemor et par år, indtil der kom overskud i familien igen, og det var ikke tabuiseret. Det var normalt. På den måde kunne man tage hånd om børnene i stedet for at endegyldigt at bortadoptere børnene og rive dem helt væk fra deres biologiske familier.”

Selv har hun haft to danske forældre, som hun først blev adskilt fra, da hun som 18-årig flyttede til Danmark, mens de blev i Grønland. Men det var faktisk faderens død i februar, der satte hende i gang med romanen:

”Det var hårdt at miste min far. Jeg fortrængte ikke sorgen, men den blev mere tålelig, når jeg kunne gå ud og ind af den, så jeg brugte romanen som et nyt rum at gå ind i. Som forfatter kan man jo gå ind i romanens rum og skabe nyt liv, og det var en befrielse ikke at skrive om min egen familie denne her gang,” siger Iben Mondrup, som i 2018 skrev efterkrigsromanen ”Vi er brødre”, der blandt andet netop var inspireret af faderens barndom i Nordjylland. Romanen fik blandt andet seks stjerner her i avisen, og selv var hun også personligt glad for dem.

”Jeg er taknemmelig for, at jeg nåede at skrive min fars historie, mens han levede. Min mor læste den op for ham på hans dødsleje. Det synes jeg var rørende. For den var til ham. Men da han døde, var det, som om jeg genbesøgte hele hans liv. Døden er ikke kun ond, men også nådig. Også for de efterladte.

”Nu er min mor flyttet til Danmark. Og det er helt nyt for mig at have en af mine forældre tæt på mig som voksen, fordi vi bortset fra et par besøg om året har været 4000 kilometer fra hinanden, siden jeg var 18 år. Men nu ser min mor mig som voksen, og sådan nåede jeg aldrig at få det med min far. Jeg var hans pige, men vores forhold byggede meget på min barndom,” siger den 50-årige forfatter og lyser op i et smil:

”Men nu er jeg i gang med at få en mor, som jeg kan tale med i hverdagen, og det er en kæmpe gave.”

”Den grønlandske natur er frygtindgydende, men samtidig har man lyst til at overgive sig til den. Jeg var lige deroppe i november, og det er stadig som at komme hjem,” siger Iben Mondrup, der er opvokset i Grønland.
”Det er ulykkeligt, at der findes ulykkelige børn. Men måske skulle man i stedet gøre mere for at støtte de biologiske familier i at passe deres børn,” siger Iben Mondrup. – Foto: Julie Meldhede Kristensen.