Prøv avisen

Man skal ikke skamme sig over at være glad

"Jeg begyndte at forske for mig selv ud fra en lidt naiv tanke om, at jeg ved hjælp af min egen kreativitet kunne finde en bedre behandlingsmulighed til min mor," fortæller Martin Vad Bennetzen, der siden har skrevet et ph.d.-projekt, der også kan bruges som grundforskning i cancer. Foto: .

Stort talent og store tragedier har fulgtes ad i 29-årige Martin Vad Bennetzens liv. Det var moderens forgæves kamp mod kræften, der fik ham til at blive forsker inden for molekylær biologi. Siden døde hans far også tidligt. Men selv har han besluttet, at han bedst ærer sine forældre ved at bruge og nyde livet

Tid er som talenter; man er ikke altid herre over, hvad man har at gøre godt med, men man bestemmer i det mindste selv, hvordan man bruger den tid og de talenter, man har fået betroet.

29-årige Martin Vad Bennetzen er et menneske med særlige evner. Et geni ville man måske endda kunne kalde ham, og han har hverken spildt sin tid eller sine talenter de seneste år, hvor han både har stiftet familie med to små børn og gjort lynkarriere som forsker.

I sidste måned forsvarede han sin ph.d.-titel i molekylær biologi med et ph.d.-forskningsprojekt, som han afleverede på rekordtid, et år og to måneder før tid.

LÆS OGSÅ: Forsker skriver historie

Undervejs besluttede han sig oven i købet til at påbegynde en ekstra uddannelse på kandidatniveau, så han ved siden af sin forskeruddannelse også kunne få en MBA i ledelse.Og nu sidder han allerede i et job, der forener forsknings- og forretningsverdenen som Business Scouting Officer på Syddansk Universitet.

Med andre ord er det blevet hans opgave at se erhvervs­muligheder i sine kollegers forskning, så de gode universitetsideer kommer ud i det virkelige liv.

Martin Vad Bennetzen ligner heller ikke en person, der har tænkt sig at stå stille fremover, da han møder op i Syddansk Universitets lobby med hurtige skridt og et stort smil for at lade sig interviewe. Men hvis man tror, at han aldrig har mødt modgang i livet, tager man fejl.

Det var en tragisk telefonopringning, der gav Martin Vad Bennetzens talent en ny retning for syv år siden. Dengang levede han en helt anden tilværelse så langt væk fra forskerverdenen, at hans nærmeste forbindelse til universitetet var hans norske kæreste, der allerede dengang læste medicin.

Selv spillede han musik på danske og udenlandske scener for utilpassede punkere med hang til støjpop.

Han var sologuitarist i rockbandet Lampshade, der turnerede rundt i Danmark, Tyskland og Holland, hvor de havde fået mange fans i undergrundsmiljøet.

Bandet havde allerede fået succes umiddelbart efter, at Martin Vad Bennetzen var gået ud af gymnasiet, og selvom han havde klaret sig mere end godt i skolen, havde han ingen aktuelle planer om at læse videre direkte herefter.

Han trivedes på dét tidspunkt med at spille støjrock for unge mennesker med piercinger og tatoveringer alle tænkelige steder. Men en sen eftermiddag ringede telefonen med en besked, der fik ham på andre tanker.

Opkaldet var ikke engang til ham, men til hans mor. Han var bare tilfældigvis hjemme på besøg. Men da lægen i telefonen sagde, at hun gerne ville have moderen til at komme forbi til en snak om hendes seneste blodprøve, tog både faderen og Martin Vad Bennetzen med.

Jeg vidste slet ikke, at min mor havde haft problemer med spontane sår, fortæller Martin Vad Bennetzen og fortsætter:

Men på den korte køretur hen til lægen nåede vi at tænke en masse tanker. Og på det tidspunkt vidste vi godt, hvad det drejede sig om. Min mor havde selv arbejdet på en kræftafdeling som sygeplejerske, og når man har spontane sår under huden som blå mærker, der ikke heler, er det et tegn på, at man mangler blodplader. Og når man mangler blodplader, kan det meget vel være et tegn på, at der er for mange hvide blodlegemer i blodet, og det er igen et tegn på leukæmi. Lægen bekræftede vores frygt, og de næste test bekræftede den yderligere.

Det viste sig, at moderen havde en aggressiv form for leukæmi, og selvom hun både fik knoglemarvstransplantation og adskillige andre behandlinger, endte hun med at dø halvandet år efter.

Før min mor fik konstateret kræft, var jeg ikke klar over, hvorledes jeg skulle bruge min interesse inden for naturvidenskab. Men min mors sygdom fyldte mig med en følelse af afmagt, der åbnede mine øjne for at arbejde med kræftmedicin og kræftforskning. På det halvandet år nåede vi at miste og vinde hende tilbage mange gange, så der var altså både mange opture og nedture i hendes sygdomsforløb. Men der var ikke meget, vi selv kunne gøre. Jeg er altid kommet meget i kirke, og min tro trøstede mig da nok også lidt, men jeg havde aldrig oplevet en så forfærdelig følelse af afmagt før. Og jeg tror, at det var det, der fik mig til at begyndte at læse i min kærestes lægebøger for at sætte mig ind i, hvad min mor fejlede.

Det blev hurtigt til et ret omfattende selvstudium, fortæller han:

Jeg begyndte at forske for mig selv ud fra en lidt naiv tanke om, at jeg ved hjælp af min egen kreativitet kunne finde en bedre behandlingsmulighed til min mor, efter at jeg fandt ud af, hvor dårlige behandlingsmulighederne var. Jeg havde altid været god til naturvidenskab, men jeg havde ikke vidst, hvordan jeg skulle krystallisere mit talent, så min mors kræftsygdom var med til at give mit talent retning.

Martin Vad Bennetzen forsøgte at kombinere sin gamle gymnasieinteresse for fysik med kærestens medicinbøger.

Jeg fandt på den måde nogle ideer til, hvordan man kunne lave nogle andre medikamenter, og selvom det var meget naivt, viste det sig, at det slet ikke var så tosset endda.

Den unge autodidakte forsker sendte sine teorier ind til den nationale konkurrence Unge Forskere og vandt førstepræmien. Senere viste det sig, at én af hans ideer allerede blev brugt i kræftbehandling, og sådan kom han ind i et forskermiljø, før han overhovedet havde sat sine ben på universitetet.

Som videnskabsmand er det vigtigt at komme i dialog med forskere fra andre lande. Den mulighed fik jeg allerede, da jeg vandt konkurrencen, der både gav mig adgang til en forskerkonference i Kina og til nobelprisfesten i Stockholm, hvor jeg mødte mange spændende mennesker ud over de svenske prinsesser. Jeg talte på den måde med forskere fra bl.a. USA, Indien, Kina, England og Island, allerede inden jeg selv begyndte at læse. Og det gav mig helt klart en fordel at få lov til det så tidligt i karrieren.

Siden har Martin Vad Bennetzen samarbejdet med forskere fra en række lande, ligesom han har læst i flere lande under sit studium.

Men den vigtigste mentor fik han på Syddansk Universitet, professor Ole G. Mouritsen, der er verdensførende inden for sit felt af biofysikken. Men mentorens menneskelige kvaliteter var lige så vigtige for ham, fortæller han:

Efter at min mor døde af kræft, døde min far et par år efter af et hjertestop, så det har været nogle begivenhedsrige år. Jeg har været heldig at have en dejlig kone, der kunne støtte mig undervejs. Og da vi fik vores første datter sammen, året efter at min far døde, føltes det også, som om livet gik naturligt videre. Men mine forældres død har også knyttet mig stærkt sammen med min lillesøster, der også er meget interesseret i kræftforskning. Og min mentor på universitetet har forstået min menneskelige motivation for at forske i kræft. Det har været afgørende for mig.

Min far var en dygtig forsker som ingeniør, og hans død har kun fået mig til at fortsætte. Han havde et fantastisk positivt livssyn. Og min søster og jeg har været enige om, at vi bedst ærer vores forældre ved at bruge og nyde livet.

Martin Vad Bennetzen går i stå for første gang i interviewet:

Jeg kan huske, hvordan min søster, min hustru og jeg sad og grinede sammen, to dage efter at vores far var død, kommer det så:

Det var ikke, fordi sorgen ikke var der, den er stadig, vi elskede ham jo, men det var, fordi det var i hans ånd. Man skal ikke skamme sig over at være glad. Det lærte han os. Og sorgen har faktisk lært mig at nyde livet endnu mere. At livet skal bruges.

Det lyder lidt pladderidealistisk, men jeg mener, at livet går ud på at gøre en forskel. Og det mener jeg både i forhold til ens nærmeste og de folk, der er afhængige af dine talenter og det, du kan. Folk, der er syge af cancer, er for eksempel dybt afhængige af, at der er nogle gode læger, der kan behandle dem. Derfor kan lægen gøre en forskel. Men jeg tror på, at alle mennesker kan gøre en forskel, hvis de er til stede i det, de gør. For jeg tror dybest set, at livet handler om at være bevidst om at være til, mens man er det.

Livets forgængelighed kan man opleve når som helst, men det skal man ikke finde ud af for sent. Ellers kommer man til at fortryde det, når man bliver gammel, tror jeg. Hvis man ikke sætter pris på det, der var, mens det var, så er det for sent. Derfor gør jeg, hvad jeg kan for at bruge mine talenter og være med dem, jeg holder af, mens jeg har dem, og de har mig. Det er min livsfilosofi. Men hvordan det krystalliserer sig konkret, er op til den enkelte at finde ud af afhængig af rammer, personlighed og omstændigheder.

Bevidstheden om livets forgængelighed betyder på den måde, at man har et ansvar for at gøre en forskel, både over for ens nærmeste, men også over for dem, der er afhængige af det, man kan, mener han:

Jeg har da selv oplevet det som en form for kald at gøre en forskel for kræftpatienter. Jeg startede meget idealistisk og lidt naivt med at lede efter den store grundidé, der skulle kunne kurere kræft, men med mit ph.d.-projekt endte jeg nede i grundforskningen.

Et lille selvironisk smil breder sig i ansigtet på den unge forsker:

Når man bliver ældre og nedbrudt lidt, opdager man jo desværre også, at tingene ikke er helt så simple, som man gerne vil have dem til at være. Og det er vel en naturlig modningsproces, at man begynder med at være meget naiv og meget idealistisk og ender med at blive mere pragmatisk med tiden, efterhånden som tingenes kompleksitet går op for en, så man indser, at man bliver nødt til at klare tingene en bid ad gangen.

Martin Vad Benntzen skrev sit ph.d.-projekt i samarbejde med forskere fra Kræftens Bekæmpelse, der gerne ville have ham til at undersøge dna-skaderne af røntgenstråling. Men nu ser han en vigtig opgave i at udbrede andres ideer.

Der sidder utrolig mange dygtige mennesker på dette her universitet. Og der ligger faktisk også en idealistisk tanke bag mit nye job. For Odense har brug for arbejdspladser. Vi har ikke Novo liggende i baghaven, men vi har mange gode ideer, der bare skal transformeres fra forskning til forretning, så ideerne kan blive brugt. Det er også en af baggrundene for, at jeg vil tage en MBA i ledelse. Forskning kan hurtigt ende som en lille artikel, få mennesker læser, men det er kombinationen af forskning og forretning, der flytter noget. Det er der, at ideer bliver til medicin.

Hvordan får du dit arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen med så mange jern i ilden?

Det, der er vigtigt, er, at hele familien er med på den. Min hustru støtter mig i alt, jeg gør, så jeg har forankring på hjemmefronten, og det er helt klart det vigtigste. Men jeg har samtidig valgt en strategi, der handler om, at jeg i stedet for at bruge ekstra meget tid på arbejdet fokuserer på at være topeffektiv, når jeg er på arbejde.

Martin Bennetzen lader blikket glide over den rustne universitetsbygning udenfor:

Rigtig mange ph.d.-studerende er herude i weekenden, og rigtig mange arbejder 9-10 timer om dagen. Efter at have fået børn nøjes jeg med at arbejde omkring otte timer om dagen, men jeg har fokuseret på hele tiden at optimere min effekt. I stedet for at fokusere på at få mere tid at arbejde i har jeg fokuseret på at være effektiv, og det er i virkeligheden også det, der har afspejlet sig i, at jeg har afleveret før tid og kunnet starte et nyt studium imens. Men en gang imellem tages en aften eller to da også i brug, indrømmer han med et smil, inden han tilføjer:

Vi snakker jo om det jævnligt derhjemme, og vi er helt enige om, at det, at jeg har kørt et karriereforløb på et relativt højt niveau, ikke er gået ud over familien på nogen som helst måde. Jeg er sammen med mine børn klokken 16, når jeg kommer hjem, så hemmeligheden er bare at effektivisere den tid, man har.

Men det er jo ikke alle, der har samme høje intelligens som dig. Den må jo trods alt kunne hjælpe dig til at klare opgaverne hurtigere?

Det er måske rigtigt, men det handler stadig om prioriteter. Jeg vil ikke gå hjem fra arbejde klokken 18 om aftenen, fordi jeg synes, at det er sjovt at sidde og nørde i to timer ekstra. Dér vil jeg være sammen med mine piger! Og indtil videre går det jo godt. Men det er mit valg. Jeg vil kunne balancere det at være karrieremenneske og familiefar, og den balance skal lykkes, ellers er det til dumpekarakter.

Er der overhovedet noget, der ikke går godt for dig?

Lige nu? Næ, det synes jeg ikke. Jeg synes, at alting går godt. Jeg har rigtig meget at være taknemmelig for.

Martin Vad Bennetzen er 29 år og student fra Odense Katedral-skole i 2001. Efter gymnasiet var han guitarist i rockbandet Lampshade. I 2003 fik hans mor konstateret kræft, og det fik ham til at forske på egen hånd. I 2004 blev han vinder af Unge forskere DK, og samme år blev han både udvalgt til en forskerkonference i Kina og til dansk repræsentantskab i nobelprisugen. Senere det år begyndte han at læse molekylærkemi på Syddansk Universitet. I 2005 døde hans mor af kræft, året efter blev han gift og teamleder for biotekfirmaet Drugmode ApS. I 2008 døde hans far af hjertestop. Året efter blev han selv far for første gang. I 2010 studerede han i London på verdenselite-instituttet ICR i London, og året efter havde han et ophold i München på Max Planck Institut. I 2011 blev han far for anden gang og påbegyndte MBA i ledelse, inden han samme år afleverede sin ph.d.-afhandling et år og to måneder før tid. I 2011 blev han også ansat som business scouting officer på SDU, og i sidste måned blev han tildelt sin ph.d-.titel.