Prøv avisen

Man skal kede sig for at blive en god læser

Jeffrey Eugenides er berømmet for sin realistiske stil og nævner selv forfattere som Alice Munro og Saul Bellow som forbilleder. Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.

De sociale medier er en trussel mod litteraturen, mener den prisbelønnede amerikanske forfatter Jeffrey Eugenides, der er aktuel på dansk med romanen Bryllupsintrigen

Sidste gang jeg blev fotograferet, var til forsiden af Vogue, fortæller Jeffrey Eugenides avisens udsendte fotopraktikant, inden hun knipser løs efter et.

Om kommentaren er tænkt som opmuntrende eller angstfremkaldende, står i første omgang hen i det uvisse her i de smukke stuer på hotellet Rungstedgaard nord for København, hvor stjerneforfatteren er indlogeret under sit danmarksbesøg i forbindelse med udgivelsen af romanen Bryllupsintrigen i dansk oversættelse.

LÆS OGSÅ:Anmeldelse af "Bryllupsintrigen"

Men eftersom Eugenides smiler venligt, mens han henkastet beretter om Vogue-fotografen Annie Leibovitz fortræffeligheder, er det nok ment som en opmuntring. Det er meget amerikansk sådan at anspore praktikanten til at stræbe efter at være ligesom den bedste, for som forfatteren netop har sagt, inden fotoseancen begynder:

Der er mange ting, som adskiller amerikanerne i dag. Men vi er stadig fælles om en stærk tro på, at man ikke skal lade sig begrænse af sin sociale baggrund eller opvækst.

Eugenides har selv græsk baggrund, og hans vej til stjernerne er gået via de tre romaner Jomfruselvmorderne, Middlesex og nu Bryllupsintrigen, der foregår i et amerikansk universitetsmiljø i 1980erne. Den handler om den uhelbredelige romantiker Madeleine, der skriver speciale om forfatterne Jane Austen og George Eliot, der er de store mestre inden for genren bryllupsintriger.

Undervejs bryder virkeligheden dog ind i fiktionens overskuelige verden, og Madeleine hvirvles rundt i et forhold til sin medstuderende Leonard, mens hendes anden bejler og gamle ven Mitchell trygler hende om at vælge ham. En moderne bryllupsintrige er i gang, og dét med så stor succes, at Eugenides har høstet mange roser for romanen både hertillands og i hjemlandet, hvor forfatteren tidligere har modtaget Pulitzerprisen.

Du har valgt et motto til romanen fra den franske forfatter La Rochefoucauld, der lyder: Folk ville aldrig forelske sig, hvis de ikke havde hørt tale om kærligheden. Hvorfor?

Nogle gange bliver bøger skrevet som et svar på et spørgsmål. Da jeg læste citatet første gang, følte jeg instinktivt, at jeg måtte finde ud af, om det er sandt. Er kærlighed en social konstruktion, eller er det et biologisk imperativ? Bogen kommer ud af dette spørgsmål. Og jeg mener, at kærlighed i et vist omfang er en kulturel idé. Den idealisme, der knytter sig til drømmen om at finde den eneste ene, kommer fra romaner og Hollywood-film og ikke fra naturen. Men det ændrer ikke ved, at vi fortsat forelsker os, heldigvis.

I din roman er der en ældre professor, der mener, at man ikke kan skrive kærlighedsromaner efter Jane Austen, fordi tiden er en anden og kærlighedsbegrebet forandret. Er du enig?

Både og. Jeg begyndte først at læse de realistiske forfattere fra det 19. århundrede som Tolstoj og Austen efter at have læst modernisterne i det 20. århundrede. Faulkner, Joyce og Proust skrev jo fremragende romaner, også om kærlighed, så selvfølgelig kan man skriver romaner om ægteskabet og glæderne og sorgerne ved det. Men man kan ikke længere skrive en roman, hvor det at indgå ægteskab er hele historien om et menneskes liv. Hos Jane Austen slutter romanerne, når hovedpersonen bliver gift, underforstået, at nu er dette menneskes liv klaret og lagt i rammer. Det har vi tabt. Og jeg er stadig nostalgisk efter det 19. århundredes romaner og mener, at Tolstojs Anna Karenina er blandt den ypperste litteratur nogensinde.

Hvad er den største kvalitet ved realistisk litteratur fremfor mere eksperimenterende former?

Når man læser Tolstoj, er der noget med klarheden i hans skrift og præcisionen i karakteristikken, der bare er overvældende. Man føler virkelig, at man kender disse personer, og at de opfører sig sammenhængende, og at man ser verden med deres øjne. Når man oplever denne slags litteratur, kan man næsten ikke undgå at stræbe efter at skrive lige så godt. Det at beskrive verden, som den er, har ikke mistet sin attraktion for mig. Jeg læser masser af realistisk litteratur, som ikke virker spor virkelig. Men med store forfattere er der noget mystisk, der gør, at man føler: Dette er virkelig virkeligheden. Denne fuldendte akkuratesse er den hellige gral for mig.

Så kunstneren transformerer det kunstige ved kunst og gør kunsten til virkelighed?

Ja. Vi er omgivet af så megen falsk virkelighed bare tag de mange tv-programmer, der sjældent viser virkeligheden at det gør meget stort indtryk, når vi møder den ægte virkelighed. Når en kunstner virkelig rammer verden præcist. Mange siger, at sandheden ikke findes længere, men jeg har fundet noget sandt i flere bøger. Og jeg længes stadig efter sandheden.

Hvor finder du denne litterære sandhed?

Hos Alice Munro blandt andre. Hun evner at komme ind i alle disse forskellige personers hoveder uden at forstyrre med sin egen person. Hos hende føler man, at man møder virkeligheden. Og hos Saul Bellow. Han er fantastisk, for hans bevidsthed er utrolig, og hans sprog er vidunderligt.

Jeffrey Eugenides har i mange år undervist på Princeton Universitet i sin hjemstat, New Jersey, og udgør sammen med forfattere som Jonathan Franzen, Jennifer Egan og David Foster Wallace en ny og meget anmelderrost generation af forfattere, der ikke har samme ironiske tilgang til litteratur og samfund som deres forgængere i den postmodernistiske generation.

Generationen er blevet kaldt den postironiske generation, og dens forfattere indfrier et tilsyneladende stort behov i den læsende offentlighed ved både at være ekstremt intelligente og velskrivende og samtidig nære en oprigtig interesse for gammeldags temaer som kærlighed, oprigtighed og ægthed.

Eugenides er gift og far til en datter på 13 år, der er med her i Danmark, og som efter faderens udsagn er meget læsende. Endnu. For som alle forældre, der gerne vil have afkommet til at indtræde i litteraturens verden, er Eugenides også bekymret for, om smart phones og de sociale medier ødelægger de unges koncentrationsevne:

Vi føler alle, at vores opmærksomhed bliver mere og mere opdelt med antallet af tekniske hjælpemidler. Man må lære at slukke dem for at vedligeholde sin koncentration. Unge mennesker kender jo efterhånden ikke oplevelsen af bare at sidde og læse i timevis. Min datter kan stadig koncentrere sig, men jeg er bange for, at hun snart mister evnen til at lade sig opsluge, fordi hun hele tiden skal smse og tjekke Facebook.

Hvordan vil det påvirke den litterære kultur i fremtiden?

De sociale medier er virkelig ikke gode for litteraturen, for man skal i et vist omfang kede sig for at blive forelsket i litteratur. Jeg kedede mig som teenager og havde intet at lave, og derfor blev jeg en læser. Det bliver sværere i fremtiden, for ingen unge keder sig jo i dag. Man kan altid lade sig distrahere.