En lille babyhånd kan gribe en stor mand, men selv de stærkeste voksne må sommetider lægge sig i Guds usynlige hånd for at kunne bære livet.
I denne nytårstid med friske begyndelser og overfriske nytårsforsæt kan man ellers hurtigt blive mindet om, at man selv har ansvaret for sit eget liv. Det er jo aldrig for tidligt eller sent at begynde forfra - så længe man trækker vejret. Men selvom man kan presse sig selv til at holde op med at ryge, motionere mere og spise sundere, er man stadig ikke herre over sit eget liv i sidste ende. Man har selvfølgelig et ansvar for at forvalte sine talenter og elske sin næste. Men man ved aldrig, om man får en tagsten i hovedet om lidt. Og man kan frem for alt ikke styre alt. Man er ikke Gud.
”Do your best, then God will do the rest”, siger et på en gang formanende og trøstende amerikansk kristent ordsprog (gør dit bedste, så gør Gud resten). Men det kan selvsagt være svært at finde balancen mellem at handle sig ud af sine problemer og overlade det, man ikke kan gøre noget ved, til Gud eller skæbnen. Og det kan både kræve mandsmod at tage sig sammen og at falde sammen i erkendelse af, at man har brug for andre.
Filmhistorien er ellers fuld af kunstige Kristus-figurer, der redder verden via deres egne overmenneskelige handlinger. Sådan er næsten alle actionfilm opbygget. Men i Susanne Biers hænder kommer der en dybere fortælling ud af historien om en god og stærk mand, der med alle midler vil styre sin egen og andres skæbner. For kan man det uden at sætte sig i Guds sted? Og hvor langt vil man gå for en, man elsker?
Det er de etiske hoveddilemmaer i ”En chance til” med premiere i næste måned, der lægger sig i forlængelse af Biers anmelderroste danske dramaer som ”Brødre” og ”Hævnen” i sin nærmest gammeltestamentlige udstilling af menneskelig magtesløshed, der bliver mødt med desperate handlinger. Også her bliver en voksen mand grebet af en baby, som han ikke kan slippe i sine tanker.
Hovedpersonen Andreas (spillet af Nikolaj Coster-Waldau) bliver nemlig ramt af en stærk beskyttertrang, da han som politimand finder et forsømt spædbarn, der er svøbt ind i sin egen afføring.
Andreas lever op til sit bibelske navn (det betyder mandig) ved at være en mand, der forsøger at handle sig ud af alle sine problemer. Præmissen for dette interview er ikke at afsløre dem alle, men problemer mangler han mildt sagt ikke. Det gør hans smukke, men psykisk skrøbelige kone, Anna (spillet af Maria Bonnevie), heller ikke. Hende vil han gøre alt for - selv bryde loven. Og da han tror, at det vil hjælpe hende ud af en forfærdelig situation at få en baby, træffer han et valg, der ikke er passende for en politimand. Han stjæler det forsømte barn, mens de rigtige forældre sover deres heroinfix ud.
”Man kan sige, at filmen på den måde udfordrer gudsbegrebet. Andreas er egentlig en god mand, der ikke vil se andre mennesker lide. Men han kan samtidig ikke acceptere sin egen magtesløshed. Han påtager sig en guddommelig rolle ved at hæve sig selv over loven. Og det kan og må man jo ikke,” siger Susanne Bier med benene oppe i en blød sofa i et lille ”sommerhus”, der ligger isoleret forenden af Filmbyen i Avedøre.
”Andreas er meget omsorgsfuld. Han er en mand med en stor ansvarsfølelse, og jeg mener virkelig, at han gør sit bedste. Men der er ingen tvivl om, at filmen mener, at han samtidig gør det forkerte, selvom man godt kan følge ham. For han står i en situation, hvor det værste, der kan ske for et menneske, er sket for ham, og i stedet for at blive i sine egne følelser, ryger al hans opmærksomhed over på, hvordan han skal passe på sin kone og det forsømte barn. Det er sympatisk at ville tage sig af et forsømt barn, men forkert og ulovligt at stjæle en andens baby. Og filmen undersøger på den måde grænselandet mellem det, der føles rigtigt, og det, der er formelt forkert.”
Selv har Susanne Bier en oplevelse fra sin egen fortid, der straks fik hende til at tænde på idéen om at lave en film om et retfærdighedssøgende menneske, der stjæler et barn. For hun har selv set små børn, der blev svigtet af deres biologiske forældre.
”Min datter er født seks uger for tidligt. Det var nok til, at hun lå på neonatalafdelingen på Glostrup Sygehus, hvor alle misbrugerbørn og for tidligt fødte børn lå. Dér lå min lillebitte datter i en kuvøse. Lægerne og sygeplejerskerne sagde, at hun nok skulle klare den. Men jeg sov nærmest ikke om natten, så jeg snakkede meget med natsygeplejerskerne, der var fuldstændig fantastiske. Man måtte selvfølgelig godt tage hjem og hente ting, men jeg ville helst blive hos min lille pige hele tiden. Men sådan var det ikke alle mødre på afdelingen, der opførte sig,” siger hun og fortsætter:
”En nat overhørte jeg for eksempel, hvordan en af de unge mødre til et tvillingepar, der var født for tidligt, ringede ind til sygeplejerskerne for at sige, at hun ikke kom tilbage. For hun var gået i byen. Sygeplejerskerne var frustrerede. For det var ikke første gang, at det var sket. Det var sikkert synd for moderen, og hun var sikkert ikke noget ondt menneske, men synet af de to hjælpeløse tvillinger, der nu var overladt til sygeplejerskerne igen, fik mig til at tænke, at jeg godt ville kunne forstå, hvis de sygeplejersker havde lyst til at tage børnene fra deres teenagemor.”
Susanne Bier sukker:
”Det kan virke så uretfærdigt, at uansvarlige teenagere og misbrugere kan få børn, når der findes så mange egnede forældrepar, der kæmper forgæves for at få børn. Men nogle gange er dårlige mødre egentlig bare gode mødre, der er havnet i de forkerte omstændigheder. Og sommetider vokser folk jo også med opgaven. Det sker for flere i min film, der bliver vækket til at være mere ansvarsfulde, da livet rusker i dem. For mens Andreas nærmest er for ansvarsfuld, er der andre i filmen, der sjusker med deres liv. Og en af filmens moraler er, at man skal finde balancen mellem at tage ansvar og vide, at man ikke kan styre alting.”
Udenfor har vintermørket allerede omfavnet filmbyen. Men der er lys overalt i de store, kaserneagtige filmbygninger, hvor de flittige klippere stadig sidder og redigerer Zentropas næste spillefilm på instruktørernes anvisninger. Men mens en filminstruktør styrer fortællingen i en film, er det sværere at styre fortællingen i livet. Og selv succesfulde kunstnere som Susanne Bier går heller ikke fri af modgang - hendes seneste storfilm, ”Serena”, fik for eksempel lunkne modtagelser over hele verden.
Nu sidder hun så og fortæller om ”En chance til”, en budgetmæssigt mindre film, der dog handler om de største spørgsmål i livet. Og selvom interviewrammen er hyggelig herinde i Zentropas lille sommerhus med levende stearinlys, kager og kaffe - som om det er ren afslapning for den danske superinstruktør at give otte interviews på samme dag - er sandheden, at Susanne Bier har kæmpet sig igennem dem med migræne siden i morges, fortæller hun med et svagt smil i det smukke ansigt.
”Folk vil helst fortælle om deres succeser. Sådan har jeg det også. Det virker skamfuldt, når ting ikke lykkes. Men den sociale pyntesyge har en bagside. For på den måde bygger vi hurtigt falske billeder op omkring hinanden, der får os selv til at føle os som fiaskoer i forhold til de andre, der i vores øjne kommer til at virke som overmennesker. Det er også noget af det, som jeg prøver at gøre op med i filmen. For bag de tilsyneladende lykkelige facader gemmer der sig altid bare mennesker, der også har problemer, bekymringer og migræne. Og sommetider er det netop dem, der får det til at se ud, som om alting kører, der har de største problemer,” siger hun og slår ud med hånden:
”Man kan beundre par, der virker gennemlykkelige, men så skal de pludselig skilles, fordi det viser sig, at manden har slået kvinden i 13 år. Men det har ingen opdaget. For vi dømmer hurtigt på det ydre. Om man giver sine børn dyrt tøj på og den slags ting. Men det viser ikke, om man er en god mor eller ægtefælle, og det forsøger jeg også at vise i filmen,” siger Susanne Bier og søger øjenkontakt, inden hun tilføjer:
”I bund og grund tror jeg, at livet handler om at være nærværende. Jeg synes, at man skal lade mobilen ligge, mens man spiser aftensmad og tage ansvar for dem, der har brug for en. Man skal være til stede i livet, være ordentlig og gøre, hvad man kan. Men jeg tror også, at vi skal blive bedre til at erkende, at intet liv er perfekt. Selvfølgelig kan det tage tid at bearbejde en dyb sorg. Men på et mindre plan tror jeg, at mange gerne vil styre alting, ligesom Andreas vil det. Og sådan har jeg det også selv nogle gange.”
Et selvironisk smil lyser op i hendes ansigt.
”For nylig deltog jeg for eksempel i en velgørenhedsudgave af ”Hvem vil være millionær?”, der simpelthen gik så dårligt. Og da værten så sagde, at det var slut, havde jeg lyst til råbe 'Nej!' og få skruet tiden tilbage. Sådan kan man have det med mange ting, men det hører med til et menneskeliv at erkende, at man ikke kan styre alt,” siger Susanne Bier, inden hendes assistent vinker med hænderne for at vise, at tiden er gået. Og den kan ikke laves om.
Født 1960. Dansk filminstruktør, der fik sit gennembrud med den romantiske komedie ”Den eneste ene” (1999). Siden har hun skabt en række prisvindende film, for eksempel ”Brødre”, ”Efter brylluppet” og ”Hævnen”. Sidstnævnte indbragte hende både en Oscar og en Golden Globe for bedste udenlandske film. Privat er hun mor til to børn og danner par med komponist og producent Jesper Winge Leisner.