Pia Tafdrup laver skygge over øjnene med en flad hånd og ser op mod hovedhuset på sit barndomshjem, Endrupgård i Nordsjælland.
Lyset er skarpt denne hede sommerdag. Det afslører alt, og alt er forandret, siger hun. Lige bortset fra svalerne, der suser hen over hovederne på os, og det store lindetræ, der stadig står lysegrønt og insektsummende midt på gårdspladsen.
I tre af gårdens fire længer har en virksomhed nu sit varelager. Det er, hvad det er, længerne brændte alligevel ned for længe siden, efter at hun flyttede, og måtte genopbygges. Hovedhuset er ved at blive istandsat, og ingen bor her for øjeblikket. Det står dog endnu. Men da vi, med tilladelse, går om i haven, braser forestillingen totalt sammen: Terrassen er brudt op til en bunke murbrokker, smedejernsgelænderet pillet fra hinanden og lagt til side. Et spindelvævslignende, gråt mønster under taget er det eneste, der er tilbage af den efeu, der engang brusede op ad muren.
I 1950’erne lå en lille pige lige her i staudebedet og så på køkkenpigerne, der lavede middagen klar i køkkenet i kælderen. At gense det, der engang var hele verden, giver hende et næsten fysisk ubehag nu.
”Det er rædselsfuldt! Var vi taget herop som det første, så havde du aldrig fået et ord ud af mig,” siger hun.
Men det gjorde vi heldigvis ikke. Hvis vi spoler tiden et par timer tilbage, så sidder Pia Tafdrup i lejligheden på Østerbro i København og roder i sine bøger, fulde af neonfarvede mærkater mellem siderne. Hun er blevet bedt om at finde spor af barndommen i sine digte og advarede i telefonen om, at det ikke var sikkert, hun kunne – at det i bedste fald nok ville tage noget tid, og det er der ikke meget af lige nu mellem udlandsrejser og forskellige kulturarrangementer op mod sommeren. Nu siger hun, at hun blot aldrig har set sådan på sit forfatterskab før.
”Det er jo ikke noget, man tænker over, når man digter,” lyder det.
Men sporene af barndommen er der, alle vegne, kan hun konstatere. Det skyldes nok, at Pia Tafdrup gang på gang har taget sanseligheden alvorligt og gjort den til grundstof i sine digte. Og hvem sanser mere klart end et lille barn? Hun smiler og tager en af bøgerne ud fra bunken, digtsamlingen ”Salamandersol” fra 2012, bladrer frem og læser højt. Digtet hedder ”Forvisning”:
”Forsommer, lugt af nyslået græs, solstilhed i haven
– men jeg
river i vrede
hovederne af en stor klynge blomster,
de gule, gule i staudebedet, dem
skal ingen andre have, dem
kan jeg ikke længere række hånden ud efter.”
Digtet er blevet til på et minde fra Pia Tafdrups tidlige barndom i 1950’erne. Hun er vokset op i et landbosamfund, som er borte nu, med en far, der var blevet landmand lidt sidelæns. Han var egentlig ud af en handelsslægt, men ville en anden vej i livet. Hans far købte den firelængede gård ved Esrum Sø til ham, og sønnen mødte på en rejse til London en dansk kvinde, som arbejdede i en boghandel. Hans mor havde indrettet børneværelset til svigerdatterens førstefødte, allerede før hun kom til verden i 1952.
Det gik i fem år – og så gik det ikke længere. Pia Tafdrups forældre solgte gården i 1957. I de voksnes hoveder var flytningen fra det på alle måder drømmeagtige sted med dengang 180 tønder land, strakt over marker og eng ned til søen, forklarlig nok. Munden var taget for fuld, pengene rakte ikke til et stort brug med fire længer, og hvad dertil hørte af piger og karle. Men i ældstebarnets hoved blev det et fald i et dybt, sort hul.
”Jeg følte, at det var hele min verden, der blev taget fra mig. Det var en stor smerte at forlade det eneste sted på jorden, jeg kendte. Jeg troede jo ikke, der var en verden udenfor,” siger hun.
Som det fortsætter i ”Forvisning”:
”Træet med de røde æbler, fuglene, bækken
langs med haven, dyrenes strubevarme, deres ånde.
Saks. Kniv. Le. Væk, væk.
Farvel, karle og piger,
farvel alle, jeg har leget med.”
Pia Tafdrup foretager disse år en poetisk undersøgelse af alle sanserne, én for én. Den tredje bog ud af fem i alt, ”Synet af lys” udkom i foråret, og titlen forbinder sig til hendes allerførste barndomsminde.
Psykologiske undersøgelser har vist, at menneskets hukommelse først rigtigt fungerer, fra det er tre år gammelt. Men Pia Tafdrup, der kunne flere ord som etårig, følger ikke psykologibøgerne.
”Jeg har et klart minde om at se sollys flimre på tapetet fra min tremmeseng,” siger hun.
Hun husker også, at bedstemoderen lærte hende at gå, da hun en måneds tid boede hos sine bedsteforældre. Og hun kan huske den mørkegrønne mur af klatrende efeu, der dækkede huset – set liggende fra en barnevogn.
Dengang var der ikke noget, der hed børnehave, og Pia Tafdrup legede ikke ret meget med sin tre år yngre søster. Moderen gik meget indendøre og passede husholdningen, sørgede for at folk lavede deres. Så Pia Tafdrup var i høj grad overladt til gårdens karle og piger. De legede med hende og passede hende, men passede også deres indbyrdes liv – og kønsliv:
I digtet ”Ode til Freud” fra ”Salamandersol” beskrives et samleje mellem to voksne mennesker set fra en lille piges synsvinkel.
”Hun skal læse historier, har hun lovet. Snehvide, har hun lovet, men han maser sig ind, skygger for mig, så hun ikke ser... Så hun glemmer, jeg burde sove... Hans arme om hende, hans krop mod hendes, maser, knapper op, benene fletter de sammen, hun udstøder lyde, jeg ikke vidste kunne komme fra et menneske. Kun fra dyrene i stalden.”
”Det er også et minde. Jeg har jo siddet i fodenden af sengen og set dem have sex,” griner hun.
Pia Tafdrup blev som barn lukket ud i den store indhegnede have, der hørte til hovedhuset. Men hun lærte sig at klatre over hegnet og fik til sidst lov til at gå frit rundt på hele gården.
”Sommer for mig, det var et tidspunkt, hvor solen skinnede, mens alt ellers var, som det plejede. Der er ikke noget, der hedder sommerferie, når man er datter af en bonde, og jeg har altid skullet opfinde tingene,” siger hun.
”For mig er somrene lig med lange dage og uendelig god tid. En tilstand, hvor man kan gøre noget lige så længe, man har lyst. Jeg har brugt timer på at sidde og se en larve bugte sig fremad, set nye dyr komme til verden i stalden, leget med killingerne. Man går ind i en skov og kommer ud et par timer efter, ikke som en anden, men noget er alligevel sket med én. De timer er vigtige i et menneskes liv!”
Hendes digtning er en tvilling til den måde, hvorpå hun engang gik omkring i haven på Endrupgård og betragtede verden, forklarer hun.
”Man kommer ind i en kontemplativ tilstand. Børn i dag er længe i institution, og når de bliver ældre, kan de ikke leve uden at være på nettet. Men man skal kunne være alene med sig selv. Når jeg skriver, skal jeg ind i de rum, hvor jeg når de dybe lag i mig selv. Dem når man ikke, hvis man har 2 timer her og 3 timer der,” siger hun.
”Jeg var alene i timevis som barn, formiddag og eftermiddag. Den tilstand er dybt forbundet med skrivetilstanden, det er derfor, jeg sidder her med denne stak,” siger hun og lægger en hånd på bøgerne.
”Allerede før jeg er rejst,
længes jeg tilbage.
Som om tiden kan gå videre uden for gården
ved Esrum Sø,
som om stjerner kan lyse noget andet sted,
ordene finde en mund,” lyder det til slut i ”Forvisning”.
Verden gik videre, men på en anden måde. Familien flyttede til et nyt og mindre landbrug et par kilometer inde i landet fra Hornbæk og Ålsgårde, Pia Tafdrup fik skemalagt sit liv for første gang med skolegang, svømmeundervisning ved anden og kammerater i fritiden. Dagdrømmeriet tog Pia Tafdrup med sig videre. Hun husker, at hun engang stod ved vinduet, mens hendes far sad i den anden ende af stuen ved sit skrivebord og læste avis. Det var efterår, og bladene hvirvlede rundt udenfor.
”Jeg husker meget tydeligt den fortabelse i de blade. Jeg kunne ikke løsrive mig. Min far må have set på mig og set mig forsvinde, for pludselig siger han: ’Hvor var du?’”
Blikket er blevet alvorligt nu.
”Jeg husker det som ret voldsomt, faktisk. Det var både vidunderligt og dybt skræmmende,” siger hun.
Hvorfor?
”Man fornemmer jo, hvad død er. At man ikke er der længere. Det er en transcendental oplevelse af at være på den anden side og blive væk fra sig selv. For så at vende tilbage til verden, overrumplet over, at det kan ske,” siger hun.
”Det samme kan ske, når jeg skriver. Det er en stærk oplevelse af at sætte noget i verden og ikke vide, hvor man selv var imens.”
Senere blev somrene fyldt med læsning, arbejde som jordbærplukker og gartnerimedhjælper og hotelopvasker, og senere igen med gymnasiekliker og studieliv på universitetet i København.
På barndomsgården Endrupgård, hvor det hele var begyndt, mistede Pia Tafdrups mor et barn, en lillebror til Pia Tafdrup, der var dødfødt. Forældrene havde været tæt på at blive skilt i de år, fordi livet havde været så hårdt. Pia Tafdrup opfangede det på sin måde.
Det univers, der var i haven ved Endrupgård var uden for tid og sted, men kommer aldrig tilbage. Det er paradokset, og nu skal vi afsted.
Pia Tafdrup sender et ildevarslende blik.
”Hvis man laver en nostalgisk rejse ud til sit barndomssted, er det jo noget andet nu, end det man husker. Spørgsmålet er, om man kan bære det?,” siger hun og tager sin håndtaske over skulderen og låser os ud af lejligheden.
Nedenfor venter fotografen i sin bil med GPS’en sat mod Fredensborg.
Den kæmpestore grund, der hørte til barndommens paradis, blev i 1970’erne udstykket til parcelhuse. De ligger pakket side om side på en måde, så det er svært at forestille sig, at al den plads engang har tilhørt én familie. Men det har den.
Mens vi går henover pigstenene i gårdspladsen på Endrupgård, fortæller Pia Tafdrup om engang, hvor en gal tyr brød ud af stalden og væltede ud i gården, mens hun sad under lindetræet.
”Så kom der en karl løbende derovre fra og greb mig, før jeg blev trampet ned. Og så sad jeg der på hans arm, trygt og godt, og så dem få dyret under kontrol,” fortæller hun og peger rundt.
Middagsheden brænder, og insekterne klistrer til huden. Hun er egentlig ikke spor veltilpas ved at være her, men måske er det okay. På en sær metaforisk måde passer synet af den ukendelige terrasse hende godt.
”Det er meget voldsomt ikke? Her har i det – det er sådan, det er at vende tilbage,” siger hun og slår armene ud, før hun skridter henover græsplænen.
Vi sætter os i bilen, der er sval efter at have holdt i skyggen under indkørslens træer. Mens vi kører ud i det nordsjællandske landskab, forklarer Pia Tafdrup, at det, hun mest forbinder med sin hjemstavn, er den åbenhed og de vidder, der er.
”Man kan se langt heroppe, kan man ikke?”
Den kontemplative tid, hun havde så meget af som barn, den har man ikke i dag, siger hun. Derfor opsøger hun steder uden for byen, hvor hun gerne tager til for at forsvinde. Få den tid, der er så vital for hendes digtning.
”De dage, hvor jeg føler mig stresset, så ved jeg udmærket godt, hvad der skal til,” siger hun.
Hvorhenne? Det er hemmeligt.
”Noget må man have for sig selv, sådan skal det være.”
17. juli 2018 er der korrigeret enkelte detaljer i denne artikel vedrørende Endrupgaard.