Man skal passe på ikke at dømme ting ude for hurtigt

Romanen Indvandreren har gjort meget stort indtryk på skuespilleren Peter Mygind. Han er selv aktuel med bogen Myginds mission

Peter Mygind er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1992 og har medvirket i en lang række spillefilm og teaterstykker. Hans nye bog handler om social ansvarlighed og om de valg vi træffer i livet, når vi møder andre mennesker. –
Peter Mygind er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1992 og har medvirket i en lang række spillefilm og teaterstykker. Hans nye bog handler om social ansvarlighed og om de valg vi træffer i livet, når vi møder andre mennesker. –. Foto: .

Hvad er din seneste store læseoplevelse?

3Det er en bog, der hedder Konfliktens anatomi. Det er en fortælling, som er med til at åbne øjnene for, hvordan vi kan blive bedre til at løse konflikter. Man følger nogle voksne, som kommer med deres børn til et behandlingssted for unge med problemer. Kursuslederne holder fast i, at forældrene skal blive på behandlingsstedet. Filosofien på stedet er, at forældrene også skal forandre sig, hvis de unges forandring skal vare ved. Hvis man skal blive bedre til at løse en konflikt, skal man blive bedre til at kigge ind i sig selv.

Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?

Der er selvfølgelig mange bøger, som har gjort indtryk på mig i tidens løb, men en bog, som for nylig har gjort et rigtigt stort indtryk, er Olav Hergels roman Indvandreren. I bogen følger man en andengenerationsindvandrerdreng, og den handler blandt andet om en ulyksalig aften i byen, som fuldstændig ændrer hans liv. Det er en helt vildt rørende og meget tankevækkende fortælling, der også minder en om, at der stadig er en masse mennesker, som ikke føler sig inkluderede i Danmark. Jeg læste den, mens jeg var på sommerferie på en båd i Tyrkiet. Jeg sad på dækket i de smukkeste omgivelser og hulkede, da jeg læste den.

Hvad vil du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?

3I fredags var jeg på Riddersalen på Frederiksberg at se juleforestillingen De underjordiske. Det er en fin fortælling om et neg, som forsvinder på mystisk vis fra gården under høstfesten. To mennesker begiver sig ud for at lede efter det, og det lærer de rigtigt meget af. Riddersalen er god til at skabe fantasi og poesi, og jeg sad og græd lidt under forestillingen. Forestillingen er egentlig for børn, men voksne kan også sagtens nyde den.

Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?

3For nogle år siden medvirkede jeg i teaterforestillingen Shopping på Aveny T på Frederiksberg. Forestillingen handlede om en T-shirts rejse. Den handlede blandt andet om, hvordan bomulden bliver plukket, T-shirten bliver lavet og bliver solgt i New York for så senere at ende på et marked for genbrugstøj i Afrika. Det var en stærk oplevelse, og det var meget dejligt at medvirke i en forestilling, som var vigtig, fordi det handlede om vores samfund, vores verden, vores økonomi og om, hvor ulige verdens goder er fordelt.

Hvem har du senest været til koncert med?

3Jeg var til Skanderborg Festival med min familie og nogle venner. Efter en fantastisk frokost stod vi allesammen på en bakke og hørte en Johnny Madsen-koncert. Vi dansede alle sammen, og samværet og musikken fik det hele til at gå op i en højere enhed. Jeg følte mig både privilegeret og ydmyg i det øjeblik og taknemmelig, fordi vores 21-årige søn godt ville stå der sammen med sine forældre. Jeg havde en ultimativ lykkefølelse indeni.

Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?

3Jeg synes godt, at de små teatre og deres teaterstykker kunne bruge noget mere opmærksomhed. Der er meget mere opmærksomhed om de store teatre, men i de små teatersale kan man skabe en intimitet og nogle store øjeblikke, som ikke kan skabes i store teatersale.

Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?

3Jeg har svært ved at komme i tanker om noget. Jeg er ret god til uanset hvor jeg havner at få noget ud af det. Jeg synes, at man skal passe på ikke at dømme ting ude for hurtigt.