Normalt er en professor i litteratur bundet af forskellige akademiske koder og formater for, hvordan han eller hun skal skrive om sin forskning. Men i 2015 gjorde Dan Ringgaard noget helt andet. Han tog et helt år fri for ”plejer” og brugte i stedet tiden på at læse alle de bøger, han havde lyst til – men med det særlige benspænd, at han samtidig forpligtede sig til at skrive om dem hver dag. Han skulle med andre ord skrive dagbog – om litteratur.
Han lavede en ny hverdag. Stod op samme tid hver morgen, gik på café, læste og skrev indtil sidst på eftermiddagen, hvor han vendte hjem.
I et par perioder lå caféerne i henholdsvis Buenos Aires og Los Angeles, hvor han opholdt sig, men dagsrytmen var den samme.
”Jeg var nysgerrig efter at finde ud af, hvad der skete, hvis jeg skrev om litteratur på en helt anden måde. Jeg har ofte tænkt, at der går noget tabt, når vi bruger fagsproget, det forskningsmæssige kodeks, til at skrive om litteraturen. Og efterhånden har jeg haft oplevelsen af, at det netop er det vigtigste, der undslipper, når vi ’oversætter’ litteraturen til forskningssproget,” fortæller Dan Ringgaard, der derfor oplevede dagbogsformen som en stor frisættelse.
For nylig udkom hans bog ”Årsværk”, hvor man kan læse ham over skulderen. Fra dagbogens første side den 2. januar i Aarhus til den sidste optegnelse 22. december i argentinske Buenos Aires.
Bøgerne, der bliver læst, beskrevet og reflekteret over, er ikke de typiske natbordsbøger, og der er ikke en eneste fra forlagenes og boghandlernes bestsellerlister. Til gengæld er her blandt andet flere af den svenske dramatiker Lars Norén, den tyske filosof Friedrich Nietzsche og den danske forfatter Hans Otto Jørgensen.
”Jeg har læst de bøger, jeg havde lyst til at læse. Men dagbogsformen er jo et forskningsprojekt, så derfor har jeg valgt bøger ud fra en vurdering af, om de kunne føre til nye erkendelser om litteraturen, og om de emner, der interesserede mig det år, vejret for eksempel. Klimaet er et af de emner, der fylder meget i bogen. Ellers var udfordringen også at forsøge at gribe det særlige ved hver bog. Vi kender nok alle sammen den følelse af, at vi bliver ramt af et eller andet i de bøger, vi læser – uden helt at kunne sætte ord på. Noget flygtigt, vi ikke helt ved hvad er. Dagbogsformen har været et forsøg på at ramme noget af det ved at skrive mere frit, i proces, i bevægelse,” siger Dan Ringgaard.
For ham at se er det at læse og skrive to sider af samme sag. Ved at skrive om det, vi læser, forstår vi det bedre, mener Dan Ringgaard – faktisk hævder han, at ”for virkelig at forstå en bog må man skrive om den. Kun at tænke over en bog efterlader den i tågerne”.
”Jeg skriver helt klart om bøgerne for at forstå dem. Vi kan jo godt nærme os en forståelse også ved at tale om bøgerne, som det for eksempel sker i læseklubber. Men det er først, når vi sætter os til at skrive om dem, at ’bordet fanger’. Det er først her, vores bearbejdning sker og udvikler sig, mens vi skriver. I det hele taget tror jeg, at det giver god mening at se på læsning og skrivning som to sider af samme sag. Vi bliver bedre læsere af at skrive om det, vi har læst – og bedre til at skrive ved at læse. Samtidig skriver vi jo videre på nogle af de erfaringer, digterne allerede har gjort sig. Så vores egne erfaringer bygger derfor oven på andres – og mere filosofisk kan man vel sige, at hvis vi er de erfaringer, vi har gjort os, så er vi jo i høj grad de bøger, vi har læst. Og på den måde i et fællesskab og en kontinuitet med andre.”
Personligt oplever Dan Ringgaard også, at dagbogsformen har gjort ham til en bedre læser. En læser, der ved at skrive om værkerne i en daglig, flydende proces netop har nærmet sig noget af det, der tidligere undslap. Sammenhængen. Det ubrudte.
Og en accept af, at litteratur altid er flertydig, kompliceret og ikke bare kan reduceres til en bestemt formel.
”Litteratur er jo netop det modsatte af for eksempel journalistik, der skal forenkle og fremhæve. Og på den måde bliver litteratur også til en slags modstandskultur i et samfund, hvor der er stigende krav om instrumentalisering, eller nytteværdi, og gennemsigtighed.”
Netop litteraturens rolle i nutiden er også et af de emner, Dan Ringgaard vender tilbage til flere steder i bogen. Blandt andet under sit besøg i Argentina, hvor han opdager, at det vrimler med boghandler. Da han taler med en kvindelig ejer af den ene, fortæller han om sin observation, og hun undrer sig over, at det samme ikke er tilfældet i Danmark, hvor hun jo véd at mange flere tager en uddannelse.
”Nok er vi veluddannede, men ikke civiliserede,” lyder forklaringen fra den danske litteraturprofessor. På spørgsmålet om, hvad han egentlig mener med det, svarer han:
”Det er jo rigtigt, at mange i vores kultur har let adgang til bøger og viden. Men hvis civilisation handler om tradition og historie, så er det jo blandt andet den, man finder i bøgerne – som argentinerne gør i højere grad end os. Ved at læse meget får man også et større fortolkningsberedskab, og det giver jo nye adgange til forståelser af den verden, vi lever i.”
Derfor er der da også en vis melankoli at spore hos litteraturprofessoren.
”Litteratur skaber forbindelser mellem mennesker. Men i dag er litteraturen udfordret. Den digitale udvikling ændrer vores måde at læse på, og selvom det selvfølgelig også åbner nye muligheder, så er der nogle værdier i den gamle tradition, vi risikerer at miste. Blandt andet det kulturbyggende, der ligger i, at vi er flere, der læser en bog, et værk og et helt forfatterskab fra ende til anden. Og gerne kender til de samme. Der er efterhånden så mange flygtige fællesskaber, at netop litteraturen kunne være et af de mere træge og modstands- dygtige.”