Før sommerferien skrev jeg en klumme om, hvor forskelligt man kan huske, alt efter hvor man har befundet sig i en bestemt historisk situation. Det handlede dengang mest om kollektiv hukommelse såsom den danske om besættelsestiden eller den russiske om tiden efter Sovjetunionens sammenbrud.
Men der er også forskelle på individuelle hukommelser, hvad man kunne blive mindet om, da forfatteren Shahin Aakjær i Information (13. august) fortalte om, at hans erindringsbog var blevet afvist af et forlag med den begrundelse, at den ”ikke var Iran-kritisk nok”. Videre i artiklen hed det: ”Iran er et totalitært diktatur, ingen tvivl om det. Manglende frihed, dødsstraf og en generel menneskefjendsk politik. – Men det er ikke min historie.” Den handler nemlig om nogle barneår i Iran, om et barns oplevelser.
I 1952 skrev Jørgen Gustava Brandt (1929-2006) i tidsskriftet Heretica om sine teenageår under besættelsen: "Det var ikke min årgang, der blev skuffet bagefter. Vi havde det dejligt hele tiden." Det var der nogle, der forargedes over, ligesom der senere var protester mod Klaus Rifbjergs skuespil "År" (1970), som foregik under besættelsen, men handlede om en families dagligdag. Det havde værsgo at handle om krigen!
Jeg havde en tante, som var født i 1916 og indtil 1945 havde boet i Hamburg. Når min bror og jeg ville fritte hende ud om Tyskland i nazitiden, reagerede hun allergisk: Vi vidste jo ingenting om, hvordan livet havde været, vi havde bare læst os til noget, og hun havde ikke tænkt sig stå til regnskab for os.
Jeg er sikker på, at min tante ikke personligt havde noget at skjule. Og efterhånden gik det op for mig, at hun over for os blot ville forsvare sin ungdom. Årene fra 1933 til 1945 var årene med venner og veninder, uddannelse, den første forelskelse, udflugter og rejser, og hvad ved jeg. Men så findes der også et foto af hende springende over brændende bjælker efter et luftangreb på Hamburg i juni 1944.
Hun reagerede mod at få hele sit liv reduceret til nazisternes forbrydelser. Mod at vi kun opfattede hende som repræsentant for et land med en ond og brutal historie og ikke som en person med sit eget liv.
Efter den tyske genforening oplevede mange østtyskere at blive nærmest anklaget for, at de havde boet i DDR. Hvordan kunne de dog, spurgte man skinhelligt. For nu var det eneste, man behøvede at vide om DDR, at det var et diktatur.
Når vi læser gamle beretninger om, hvor ordentligt alting var i Nazityskland, eller hvor lykkelig man var i Sovjetunionen, siger vi: Hvor har de folk haft deres øjne? Sikkert dér, hvor vi alle sammen har dem, men visse ting kom ikke ind i synsfeltet. Den tyske forfatter Christa Wolf (1929-2011) skrev om forældrenes stiltiende accept af afskaffelsen af ytringsfriheden i 1933: de havde jo alligevel ikke tænkt sig at udgive en avis.
Også vi vænner os til meget, såsom danske børn og mødre, der går til i syriske lejre. Vi besøger USA, skønt man også dér henretter mennesker, ligesom i Iran. Vi synes jo ikke, at det er den eneste sandhed om USA. Vi vil også helst tro, at sport og politik ikke har noget med hinanden at gøre, så vi ikke skal tænke på menneskerettigheder, når vi ser fodbold. Vi er hurtige til at se islamistiske terrorister som repræsentative for deres religion og/eller kultur. Men vi vil meget have os frabedt, at nogle betragter Anders Breivik som repræsentativ for vores kultur eller religion.
Og politikere gør det nemt for sig selv, når de agiterer mod andre som kollektiver: indvandrere, muslimer – eller københavnere. At de dermed også reducerer sig selv til kun at være medlemmer af et kollektiv, synes ikke at genere dem.
Jamen, skal man så bare klappe i over for alle individuelle erindringer og undlade af se på deres kontekst? Selvfølgelig skal man ikke det. Man skal stille kritiske spørgsmål. Men hele vejen rundt og ikke kun til de andre. Og gerne prøve at undgå, at svaret er givet, inden spørgsmålene stilles.
Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard.