Prøv avisen
Interview

Man skal turde åbne sit tomrum for andre

Ursula Andkjær Olsen har oprindeligt skrevet sin roman ”Krisehæfterne” i hånden – i 12 tætskrevne hæfter, som hun efterfølgende har skrevet ind på computer. Bogen er hendes romandebut og er netop udkommet. – Foto: Leif Tuxen

Forfatteren Ursula Andkjær Olsen er aktuel med sin debutroman ”Krisehæfterne”, som hun kalder en kærligheds- og økonomiroman. Den trækker blandt andet på myten om Pandoras æske

I begyndelsen af Bibelen er Adam hurtig til at give Eva skylden for syndefaldet. Som en utilfreds kunde skælder han nærmest Gud ud over, at den kvinde, Gud gav ham, lod ham spise af den forbudte frugt.

Sådan starter lidelseshistorien nærmest også i den græske mytologi. Her levede mændene først et bekymringsfrit liv, inden den første kvinde blev skabt. Pandora hed hun, og hun var sendt af guderne som en guddommelig smuk gave, men med en forbandelse under armen.

”Det var egentlig en krukke, men det er blevet fejloversat til en æske. Og i Pandoras krukke eller æske lå alverdens ulykker og lidelser, der ville fare op og ramme dem, der var dumme nok til at åbne gaven,” forklarer forfatteren Ursula Andkjær Olsen, der har været fascineret af myten om Pandora siden sine debutdigte, hvor Pandora også optræder.

I den græske myte spiller de to halvguder Prometheus og Epimetheus hver deres hovedrolle. For da Epimetheus får til opgave at uddele gaver til alle skabningerne, deler han så gavnligt ud, at der til sidst ikke er noget tilbage til menneskene. Prometheus tager sagen i egen hånd og stjæler ilden og den tekniske snilde fra guderne til menneskene, så de også får noget.

Det slipper Prometheus ikke selv godt fra, men får en evig straf, der består i, at en rovfugl skal hakke i hans lever, men hakket lever er ikke nok til at gøre guderne glade igen. De er stadig vrede og synes også, at menneskene, det vil sige mændene, skal straffes.

Det er her, at Pandora kommer ind i billedet med sin æske.

”I nogle udgaver af myten er det Pandora, der selv åbner æsken. I andre udgaver er det den lidt uforudseende Epimetheus,” siger Ursula Andkjær Olsen, der også bruger Pandora, Prometheus og Epimetheus som hovedpersonerne i sin debutroman ”Krisehæfterne”.

I Ursula Andkjær Olsens 2017-udgave af Pandora er Prometheus og Epimetheus blot blevet Pandoras to mænd.

”Prometheus betyder forudskuende, og Epimetheus betyder bagudskuende, så de to mænd er hinandens modstillinger. Og det er de også i min roman,” siger Ursula Andkjær Olsen, der faktisk har skrevet ”Krisehæfterne” i hånden i 12 hæfter ternet papir, der i printform er blevet til en næsten 500 sider lang bog.

I begyndelsen af romanen er Pandora ved at kamme over af hævnlyst over, hvordan hun er blevet behandlet af sin kontrollerende ekskæreste Prometheus, som hun ønsker at hævne sig på i vilde, morderiske drømme.

Siden møder hun Epimetheus, der – i begyndelsen – er kærlig nok til at åbne for Pandoras indre kaos, som også afspejler sig i bogens form, der hovedsaligt består af små jeg-personsoptegnelser – små aforismer fulde af forkortelser, indskud og utæmmede følelser om alt fra sorg og hævnlyst til erotiske fantasier.

Sådan føles det faktisk også som at læse Pandoras æske, der især i begyndelsen vælter lidt overskueligt ud af papirsiderne, hvor optegnelserne sågar også findes som notater i selve marginen.

Ja, stilen kan endda læses på bagsiden, hvor bogens handling bliver serveret i form af en liste med syv forskellige muligheder.

”Det er svært at skrive en historie, hvis man vil have det hele med,” som Ursula Andkjær Olsen skriver inde i romanen, men formen er alligevel tænkt som et spejl af menneskets kompleksitet.

”Nu er det min første roman, og jeg vil ikke få det til at lyde mere bevidst, end det har været. For jeg har også bare skrevet sådan, som jeg bedst kunne få strøm i teksten. Men jeg tror også, at der er realisme i sådan en sprængt form. For selvom vi alle sammen leder efter én sammenhængende mening med livet, oplever vi jo typisk tilværelsen som et mylder med alt for mange konfliktende betydninger.”

Først forsøgte hun også at sammenskrive handlingen mere, men hun syntes, at det fungerede bedre og mere intenst sådan her.

”Som Kirsten Thorup engang sagde til mig, har såkaldt realistiske romaner heller intet at gøre med virkeligheden. For alle fortællinger antager jo en form, uanset hvilken form man giver den. Og ligesom Pandora hele tiden genfortolker sit eget liv gennem sine optegnelser, gør vi andre det jo også.”

”Krisehæfterne” er udstyret med undertitlen ”Pandora Blue Box. Atlantis-syndromet”.

Faktisk består bogen i bedste Kierkegaard-stil både af en roman i form af en række krisehæfter og af et essay, der spejler hinanden. For mens historien om Pandora kan læses som fragmenter af fortællingen om et menneskes fald – ”som en sort boks efter et flystyrt”, som hun siger – spejler essayet den individuelle krise med de store kriser i samfundet.

Og det er her, at den anden myte i undertitlen, om Atlantis, bliver bragt i spil. For Atlantis var som bekendt byen, der druknede på grund af sin egen grådighed. Og sådan hænger alle de store kriser også sammen, mener Ursula Andkjær Olsen.

”Jeg kalder det Atlantis-syndromet, fordi jeg tror, at grådighed er et menneskeligt grundvilkår. Det er den anden side af livsappetit. Problemet er, at vi nu står i en situation, hvor markedet virker som en forlængelse, en understøttelse af den grådighed, sådan at den nu kan blive udlevet stort set uden forhindringer, altså at mennesket simpelthen har fået for mange midler til at nå sit eller sine mål.”

Klimakrisen og flygtningekrisen hænger også stærkt sammen med den økonomiske krise, hvor alle vil have mere. Og sådan har mange det også på det personlige plan, siger hun og tilføjer, at hun derfor betragter sin bog som en kærligheds- og økonomiroman. For den handler meget om, hvordan vi hele tiden tænker i økonomiske begreber.

”Kærlighed og økonomi hænger vildt meget sammen. Hvad er noget værd? Hvad vil vi give? Hvad ønsker vi os? Vi taler jo også hele tiden om økonomiske ’tab’. Og begær og tab finder man i hvert fald begge steder. Men egentlig er hele vores tænkning spændt ud over to meget modsatrettede måder at tænke værdi på,” siger hun og peger på, hvordan vi gennem kristendommen er blevet opdraget til at skulle give alt for intet, mens vi i markedstanken vil have alt for intet.

”Tidligere lærte tilværelsen os, at tab er en naturlig del af livet. Og for eksempel kristendommen gav os samtidig et sted at gå hen med vores tab, men nu vil ingen finde sig i at skulle lide nogen form for tab. For vi lever i en vinderkultur, hvor tab er for tabere.”

Sådan tænkte man ikke tidlige re, påpeger hun.

”I gamle romaner bærer man sit tab ærefuldt og tager sin skæbne på sig. Jeg er ikke kristen, bare kulturkristen, og jeg er opvokset i en tid, hvor religionen allerede var begyndt at glide ud af samfundet, men jeg tror, at vi har tabt noget værdifuldt, når vi ikke længere ved, hvordan vi skal omgås tab. I et for eksempel kristent verdensbillede er tab også et vilkår. Det skal ikke skjules, for det er naturligt, men nu er tab blevet et tabu, der ikke er en del af vores verdensbillede. Og det tænker jeg, er en fattigdom i vores verden.”

Samtidig skriver du, at man i tiden før komforten havde brug for tro, men nu har brug for tvivl.

”Ja, men det er mere tvivl ment som en tøven over for alt det, der glimter i horisonten for at antænde vores grådighed.”

Man kan sige, at kristendommens lidelseshistorie også udspringer af den grådighed, der førte til syndefaldet, men ret hurtigt lærer kristendommen jo os, at den evige grådighed kun fører til fald. Og at selv tabet af livet kan være en vinding…

”Ja, sådan kan troen vende op og ned på alting, men den største befrielse for troende er måske, at man ikke skal frelse sig selv. Selv miljøbekymrede mennesker som mig selv kan jo ikke købe ind uden at føle, at vi ødelægger verden med al den plastik, der skal pakkes op, når vi kommer hjem. Det fører til frustration og magtesløshed, som man ikke kan gå nogen steder hen med.”

Sådan er der meget, man ikke kan styre, og det oplever Pandora også i romanen, der åbner muligheden for, at Pandoras æske ikke kun er en forbandelse, men også en sand gave, man kan give til hinanden, hvis man tør åbne sig for hinanden. Det gælder ikke mindst i forhold til det største tab – sorgen over at miste dem, man elsker. Og i essayet i bogen spejler Ursula Andkjær Olsen også Pandoras tabte kærlighed med sin egen mors død.

”I min udgave er Pandora ude på at finde meningen i sit eget liv, så hun famler alle mulige steder og forsøger at åbne sin sjæls æske og lade det tomrum, den afgrund inden i, stå åben, som en åbning udadtil.”

”Jeg tror, det er vigtigt at lade det tomrum stå i stedet for at fylde det ud med et eller andet; lade det være som noget, der vender udad – mod verden og andre mennesker. Sådan har jeg selv gået rundt med et tomrum, efter at min mor døde, da jeg var en stor pige på 19 år. I går var det 27 år siden. Og sorgen forsvinder aldrig, selvom den kan bølge frem og tilbage. Og det har jeg puttet ind i Pandoras figur. ”

Er det også en måde at behandle sorgen?

”Ja, det er det nok. På en måde opfatter jeg også det at skrive som en henvendelse og i den forstand beslægtet med bønnen. Man åbner sit tomrum i håb om, at det må blive mødt med noget andet.”

Ursula Andkjær Olsens mor blev alvorligt syg, allerede da datteren var seks år.

”Dengang gennemgik hun også en stor operation, der betød, at hun blev lam i den ene side. Og det er sådan, jeg husker hende. Som en svækket hende.”

Hvordan påvirkede det dig?

”Det gjorde mig nok gammel i en tidlig alder. Jeg trak mig meget ind i min egen verden. Jeg havde for eksempel ingen tætte venner i skolen, selvom jeg ikke blev holdt uden for. Siden er jeg blevet bedre til at åbne mig for andre, men tomrummet efter min mor har jeg stadig.”

Nu lever moderen videre i Ursula Andkjær Olsens håndskrift, der netop er en mellemting mellem faderen og moderens håndskrift.

I essayet i ”Krisehæfterne” fortæller hun også, hvordan hun engang skrev et håndskrevet brev til sin mor og lagde det ved hendes gravsten. Næste gang hun kom på kirkegården, var brevet forsvundet – som om moderen havde taget imod det, selvom det sandsynligvis var gartneren, der havde ryddet op.

”Sådan tror jeg måske alligevel lidt på livet efter døden. Religionen giver nogle mennesker et sted at gå hen med deres sorg. Selv går jeg meget på kirkegården,” siger forfatteren og lader blikket glide ud af vinduet fra sin lejlighed på 4. sal.

Herfra er der frit udsyn til alt det travle liv nede på Amagerbrogade, hvor menneskene og deres kriser virker små, men når hun har brug for at være stille, tager hun på Kastrup Kirkes kirkegård.

”Jeg var der også i går. Og nu er der kommet store svampe på min mors grav. Sådan er der i hvert fald en form for liv efter døden. Og sommetider betragter jeg også min mors grav som min have. Jeg har jo ellers ikke nogen have, men jeg sætter mig tit derud for at tænke og åbne sindet.”