Prøv avisen
Interview

Hans Petter Moland: Man skal være barnlig, når man laver film

”Vi forældre har den utaknemlige opgave at gøre det bedste. Men vi begår bare rigtig mange fejl. Man beslutter ikke at gentage sine forældres fejl, og så gør man det alligevel,” fortæller Hans Petter Moland. – Foto: Leif Tuxen

Den internationale bestseller ”Ud og stjæle heste” er filmatiseret i underskøn norsk natur. Men noget lurer ude i vildmarken, hvor enkemanden Trond har slået sig ned i sin hytte og bare gerne vil have fred

Hans Petter Moland er en høj, flot mand. Med selvtillid nok til at hvile i sig selv. Han er slank, iført højhalset, sort uldtrøje, grå bukser og hvide Adidas-løbesko. Om hans mund kruser næsten hele tiden et lille smil.

”Film skal være en leg,” siger han.

Den 63-årige norske filminstruktør og familiefar til seks er en del af den prisbelønnede norske filmbølge, som de seneste år er skyllet ind over det hvide lærred.

Hans Petter Moland er i Danmark, fordi han har været dristig nok til at filmatisere en af de mest anmelderroste, storsælgende norske romaner i nyere tid, ”Ud og stjæle heste”. Per Pettersons bestseller om enkemanden Trond, der trækker sig tilbage til sin hytte i ensomhed på fjeldet, men konfronteres med sin barndoms tab, er oversat til over 50 sprog, udnævnt til en af årets fem bedste bøger af avisen The New York Times i 2007 og solgt i mere end en million eksemplarer jorden rundt. I Danmark omkring 25.000 bøger.

Under interviewet viser det sig, at filminstruktøren har overraskende meget tilfælles med personerne i ”Ud og stjæle heste”. Som hovedpersonen Trond i Per Pettersons roman har Hans Petter Moland haft et konfliktfyldt forhold til sin far, der var alkoholiker. Alligevel siger han – som Trond i filmen:

”Jeg er en heldig mand.”

Som Lars – der dræber sin tvillingebror med et vådeskud – skulle Hans Petter Moland have været bonde. Han var nemlig ældste søn og arving til familiens gård. Det vender vi tilbage til.

Først skal det handle om, hvordan Hans Petter Molands samarbejde med Per Petterson er forløbet i forbindelse med filmatiseringen af romanen.

”’Ud og stjæle heste’ er efter min mening det 21. århundredes største roman. Eller i hvert fald en af de største. Det er et værk med store litterære kvaliteter. Bogen er unik, fordi den både er elsket af den brede befolkning, en salgssucces og samtidig et kompromisløst litterært værk. Romanen er stor skrivekunst,” lyder det fra Hans Petter Moland, der selv har stået for manuskript til filmen.

”Per Petterson er interesseret i film. Han ville gerne, at hans roman skulle filmatiseres. Jeg havde en fornemmelse af, hvordan jeg kunne tilegne mig stoffet, og forklarede ham om min tilgang til filmen. Efter at have hørt på mig, sagde han: ’Fint. Held og lykke.’”

Per Petterson så først filmen en uge inden Berlinalen i år, hvor ”Ud og stjæle heste” erobrede Sølvbjørnen for bedste fotografering. Og fik flotte anmeldelser af internationale medier.

Stellan Skarsgård spiller filmens hovedrolle, den tavse Trond. Den svenske stjerne har haft hovedrollen i næsten alle Hans Petter Molands film. Instruktøren sætter stor pris på Skarsgårds indfølingsevne:

”Han er en dybt begavet skuespiller. Han kan noget særligt med at være til stede. Det kræver noget – ikke mindst mod – at turde lade sit indre liv afspejle på film. Jeg bilder mig ind, at vi gør hinanden gode. Så vi tør gå lidt på stram line. Når vi arbejder sammen, oplever jeg, at der er en tilgang til noget meget rigt. Og vi har det sjovt, både når vi laver film og privat. Vi er nære venner.”

Hans Petter Moland er filmuddannet i USA på Emerson College. Han har også produceret film ”over there”: ”The Beautiful Country” med Nick Nolte i hovedrollen. Men det meste af hans arbejde har været i Norge og resten af Europa. Mest kendt er måske den morsomme og groteske ”Kraftidioten” med Stellan Skarsgård i hovedrollen som sneplovkører.

For næsten alle film i dag – inklusive ”Ud og stjæle heste” – har optagelser i flere lande og international besætning. Uanset hvor det foregår, er Hans Petter Moland optaget af at skabe en rar stemning.

”Som instruktør har man et ansvar for at forvalte den tillid og loyalitet, folk giver en. Beder man en skuespiller om at kaste sig ud på virkelig dybt vand, skal man give en hjælpende hånd. Og ikke grine, hvis de ikke når den anden bred. At være instruktør handler om at få folk til at være modige og bevæge sig uden for deres komfortzone. Der er én stjerne. Og det er filmen. Man må være rå mod sig selv og underordne sig et større fælles mål. Jeg kan godt lide fællesskabsfølelsen og at få et kollektiv til at lave noget sammen. Men nogen må være chef. Det kræver, at andre vil følge en. Det gør de kun, hvis der er et tillidsforhold. Vi vil alle gerne elskes. Er man kærlig, lykkes det meste. Det islandske ord for filminstruktør, leikstóri – en, der leder legen – er fantastisk. Man skal nemlig lege, når man laver film. Man skal have det sjovt,” siger Hans Petter Moland med et smil, mens han – med et vist held – prøver at ramme det danske ord.

”Når man laver film, skal man være barnlig. Og glemme, at der er en masse penge på spil.”

Det er svært at komme i tanke om en film med så få replikker og så laaaaange pauser som ”Ud og stjæle heste”.

”I det usagte – hvor man enten undlader at svare eller tænker sig om – ligger der en spænding. I amerikanske film og især tv-serier er der tradition for, at man skal snakke hele tiden. Der er generelt alt for meget snak i film. For faktum er, at vi siger lige så meget, når vi ikke snakker,” mener Moland.

”Ud og stjæle heste” er et univers gennemsyret af maskulinitet. Motorsave, økser, tømmerhugst, sneplove, sved, heste, brændekløvning. For en kvindelig beskuer er filmen et pirrende kik ind i en verden af mænd med barkede næver og knuget tavshed.

Filmens kvindelige skuespillere har formentlig under 25 replikker. Selvom Danica Curcic indirekte spiller en central rolle som dristig sabotør i modstandsbevægelsen og er erotisk dragende for både Trond og hans far. Hun udløser faderopgøret.

”Mange kvinder siger, at filmen giver dem en indsigt i mænd og deres verden. En mystisk verden, synes de. Mændene siger jo ingenting! Ja, netop – det er sådan, det er. Mange mænd – inklusive mig selv – drømmer indimellem om at leve et isoleret, enkelt liv i en hytte på fjeldet. Men pointen er, at det er selvbedrag. Man kan ikke bare være sig selv. Trond får jo tæsk på grund af sine idiotiske forestillinger om at være alene. ’No man is an island, but I want to be an island’ (intet mennneske er en ø, men jeg vil gerne være en ø, red.), mener han. O.k., du kan godt forsøge. Men det går ikke så godt for Trond. Fortiden kommer sejlende hele tiden på et isfjeld. Naboen. De associationer, han får, når han sidder alene i hytten. Du slipper ikke. Fortiden finder vej ind i dine drømme. Tronds nabo – som han kender fra barndommen – er katalysatoren. En lidt urovækkende mand. Er han naboen fra helvede eller hvad? Han lever som Trond ensomt. Og bærer på en stor tragedie, fordi han kom til at slå sin tvillingebror ihjel med et vådeskud,” fortæller Hans Petter Moland.

I ”Ud og stjæle heste” er naturen allestedsnærværende. Gamle Trond stønner under snemasserne og stormen, som får træer til at styrte omkuld. Vi oplever ham i flashback som 15-årig tilbage i 1948, omsluttet af skov, vandfald og brusende elv. Tømmerstokke afbarkes efter fældning. Væltes i vandmasserne og driver med strømmen til det forjættede land, Sverige. Landet, som Tronds far flygter til med tyskerne i hælene under krigen, hvor han er med i modstandskampen.

”Ud og stjæle heste” er sanselig. Heden en høstdag med sved, som klæber til kroppen. Kulden, som bider i en pivstorm. Alt dette opleves meget stærkt. Filmlærredet damper af natur.

”Jeg vil vise mennesker, som lever tæt på naturen. Omsluttet af skov. Vi ser først himlen, da Trond og hans far rider på hest ind i Sverige højt oppe i fjeldet,” siger Hans Petter Moland.

Filminstruktøren er selv opvokset på en ensomt beliggende gård med 13 kilometer til nærmeste lille bondesamfund. Han boede delvist i Oslo, delvist på gården, som var gået i arv til moderen. Som ældste søn stod han til at skulle overtage bedriften. Han ville gerne, holdt af dyr og livet på landet. Men da forældrene blev skilt, var han kun 16 år og for ung til ansvaret.

Men Hans Petter Moland passede heste som dreng, fældede træer, slæbte dem af sted med heste i sneen og sendte tømmerstokke til savværk i elvens strømmende vand.

”Jeg har et intimt forhold til den verden. Det gav mig selvtillid nok til at fortælle historien. Igennem min opvækst er jeg blevet fortrolig med landskabet. Jeg er ikke en betragter. Men tværtimod en aktør. Jeg har ønsket at fortælle om livet på landet indefra og ud. At fortælle med fortrolighed om naturen og det liv, der leves,” siger Hans Petter Moland.

”I filmen vil jeg vise, at vi mennesker er en del af naturen. Vi er delvist dyriske med drifter og primitive impulser. Vi er også civiliserede med behov for medmenneskelighed og fællesskab. Der er noget grundlæggende uforståeligt over faderens svigt – at han bare stikker af en dag og aldrig vender tilbage til sin familie. Han er jo en far, som åbenlyst elsker sin søn. Det bedrag bliver et evigt spørgsmål i Tronds liv.”

Hans Petter Molands egen far svigtede også sin familie. Han var alkoholiker.

”Min far var et menneske, alle kunne lide. Et charmerende, kærligt menneske med en skavank. Han havde et filter, som rummede svig. Alkohol satte en kile ind i alle relationer. Familie og arbejde spillede andenviolin i forhold til hans afhængighed. Alkoholisme er en sygdom, som gør alle andre syge. Det har jeg lært og efterhånden forsonet mig med. Som ung var det frustrerende og smertefuldt. Man bliver jo svigtet, når man har en far, der er alkoholiker. Da min far blev gammel, kom han på plejehjem og var ikke længere i stand til at drikke. Jeg fik talt ud med ham om fortiden. Og jeg tilgav ham,” fortæller Hans Petter Moland.

”En far spiller en uforholdsmæssig stor rolle i ens liv, også selvom han ikke er der. Vi kaster jo nogle skygger i vores medmenneskers liv. Hvad enten vi vil det eller ej. Man skal vogte sig for, hvordan man opfører sig over for sine medmennesker.”

”Vi forældre har den utaknemlige opgave at gøre det bedste. Men vi begår bare rigtig mange fejl. Man beslutter ikke at gentage sine forældres fejl, og så gør man det alligevel. Jeg drikker. Men jeg er ikke alkoholiker. Jeg er vældig bevidst om, at jeg sandsynligvis er disponeret for alkoholisme. Jeg har sagt til mine børn, at de også skal passe på med alkohol,” fortæller Hans Petter Moland.

For ham er det ”en af de store gaver i livet”, at han har en børneflok på seks og tre børnebørn.

”Jeg har lært, at man er far hele livet. Som forældre har man det aldrig bedre end det barn, der har det værst.”

Foto: Leif Tuxen