Prøv avisen
Bog

Man skylder sig selv at læse denne bog

5 stjerner

Sinclair McKays uhyre velskrevne bog om bombningen af Dresden i 1945 fortæller om livet, ødelæggelsen, ofrene, piloterne, genopbygningen og debatten om historien

Dresden var engang en prægtig by. Et smykkeskrin blev den kaldt, oversået, som den var, med smukke bygninger, kultur og spor af en gammel historie.

I vinteren 1945 lakkede verdenskrigen mod enden. Byens indbyggerne vidste godt, hvad vej vinden blæste. De vidste, at russerne trængte frem mod øst og drev vældige flygtningestrømme frem foran sig. Så mange af dem var allerede ankommet til Dresden. Panikslagne og forhutlede typer. Og snart ville russerne måske også kommer dér? Og hvad ville der så ske?

Men det blev ikke russerne, der bragte ødelæggelsen over Dresden. Den kom fra himmelen, eller rettere fra det britiske og amerikanske luftvåben, der over to dage pulveriserede byen. Bomberne fra 796 fly. 25.000 omkomne.

Dresden var ikke den første by, der led den skæbne. Tyskerne selv havde ikke holdt sig tilbage. Spørg i Rotterdam! Men Dresden var dog Dresden. Afstanden mellem pragt og ødelæggelse var særlig stor her. Bombardementet forekom mange i samtiden som et udslag af nihilisme. Genopbygningen af byen i ”stalinistisk stil” understregede kun, hvad der var gået tabt.

Måske også derfor er historien om Dresden i den grad blevet hængende i den historiske bevidsthed. Hos de fleste som et moralsk problem i en krig, vi ellers har for vane at opfatte som den sidste krig, hvor fronten mellem godt og ondt var trukket klart og tydeligt op. Hos andre og mørkere kræfter som brændstof for en offerfortælling, der havde – og har – til formål at rejse en anti-vestlig stemning eller relativere det nationalsocialistiske regimes forbrydelser.

Om livet, ødelæggelsen, ofrene, piloterne, genopbygningen og debatten om historien kan man læse i Sinclair McKays uforskammet velskrevne ”Dresden 1945 – ilden og mørket”, der er kommet i dansk oversættelse på Lindhardt og Ringhof. Eller det er faktisk ikke bare noget, man kan, det er noget, man skylder sig selv at gøre.

Sinclair McKay formår ganske uovertruffent at skildre terrorbombardementets uhyrligheder (for tag ikke fejl, det var et terrorbombardement) uden at bære ved til offerfortællingen med dens invertering af krigens overordnede perspektiv: tyskere som ofre og de allierede piloter og politikere som krigsforbrydere.

Dette gør han ved at fortælle en historie, hvor perspektivet hele tiden skifter. I stedet for at lukke historien ned ved at pakke den ind i en fingeret enstemmighed, åbner Sinclair McKay for en pluralitet af erfaringer, som afspejler episodens kompleksitet.

Piloterne og besætninger på de britiske og amerikanske bombefly havde ét udgangspunkt. Her handlede det mindre om Dresden end om frygten ved i det hele taget at flyve så dybt ind i Tyskland. Her handlede det om den viden, at også denne tur kunne blive den sidste. Dette var tankerne, der fyldte de unges hoveder, da de fløj ind i mørket.

For indbyggerne i Dresden så det anderledes ud. Her var det liv, der søndredes. Her virkede bombardementet som overlagt og uforståelig ondskab. Ikke mindst på grund af det forløb, det hele fik. De der kunne var flygtet ned i kældre og beskyttelsesrum i god tid, inden flyene kastede deres last af højeksplosive sprængbomber og brandbomber. Her sad de heldige.

De, der var fanget på overfladen, ville snart få deres indre organer pulveriseret fra bombernes chokbølger. Brandbomberne ville forårsage ustyrlige ildstorme, der ikke skelnede mellem militære og civile mål. Og det var heller ikke meningen.

Også blandt de heldige i kældrene omkom mange. Kvalt af den iltmangel, der fulgte. Og da dresdenerne listede sig ud for at besigtige ødelæggelserne, var det lige tidsnok til at opleve angrebets anden bølge.

Og det stoppede ikke der. I mange dresdeneres erfaring kom det dæmoniske i bombardementet frem næste morgen. For efter skræknatten, da folk var gået i gang med at bese skaderne, kom så amerikanerne og kastede deres last af brandbomber.

For de folk, der oplevede alt dette, var det ren galskab. Og historierne om uhyrlighederne voksede og blev næret af først det nationalsocialistiske og siden det kommunistiske regime.

I denne fortælling blev ødelæggelsen af Dresden et udtryk for en blodtørstig hævntrang.

Men det handlede ikke om hævn. Der var mening i galskaben – omend af den slags, man først og fremmest finder i en udmattende verdensødelæggelses sidste fase. Bombningen var et desperat forsøg på at bringe krigen til ende. Særligt i den britiske RAF Bomber Command var tanker vokset frem, der pegede på, at Tyskland måtte undergraves indefra ved såkaldte områdebombardementer.

De ”afhusede” civile – for at bruge tidens antiseptiske terminologi – og de desperate flygtninge, som en sådan ødelæggelse ville sætte i bevægelse, kunne rive tæppet væk under Tysklands tilsyneladende urystelige indre orden og gøre landet uregerligt.

På den måde kunne ødelæggelsen bane vejen for fred. Dette var ikke ulig det ræsonnement, som ikke længe efter førte til atombomberne over Hiroshima og Nagasaki. I sidste tilfælde afsluttede det krigen mod Japan. Dresden derimod forblev – trods alle rædsler – et slag i luften. Derfor blev det en dobbelt tragedie.