Du skal forestille dig, at du fryser. At alt er abrupt og pludseligt: ansigter,
steder, smerte, fortabelse, udfrielse, skift.
Du skal forestille dig udfrielsen i rusen, når den endelig lægger sig om
alle nerver i din krop, som en varm dyne eller en stor beskyttende hånd.
Du skal forestille dig andre mennesker som noget der kommer i vejen
for dig, som kræver det umulige af dig, som påfører dig smerte, men også
som noget der i øjeblikke giver dig følelsen af tryghed og ømhed, og du skal
forestille dig andre mennesker som noget man kan længes frygteligt efter.
En frygtelig længsel efter nærvær. Andres men også ens eget. Ens
eget nærvær.
Under jorden er der mørke og en tung lugt af fugt og jord. Dagslyset skinner
ulideligt lyst i verden ovenover, men hernede er mørket både en ven og en
fjende.
Nætterne kan være oplyste af eufori og latter, og de kan være vold:
onde og sorte. Ansigter dukker op og forsvinder; i glimt disse ansigter, med
deres hårde eller blide skønhed, med deres stærke indtrængende øjne, eller
med sorg ridset i glasklare, fraværende øjne, der viger bort fra andres øjne
og ikke vil se. Og med ét blusser vreden op, en bombe der tikker i blikket;
desperation, hævntørst.
Og glæden bruser frem, som svævende sommerfugle eller vildt bragende
fyrværkeri.
Ansigtet er i centrum her. Portrættet ligger i blikket. Den der portrætterer,
møder blikket. Den der ser, møder verden. Og verden møder uundgåeligt
både den der ser, og den der slår blikket ned.
Verden støder skånselsløst ind i de levende, som støder ind i den.
Over jorden er gaderne et netværk, man må lære at finde rundt i. Over jorden
må man lære at finde rundt i systemer, handlingsgange, love, fælder der
klapper, farer der lurer.
Man må lære sig det sprog der tales her, eller man må nægte at lære
sig det. Og ofte må man flygte, gemme sig, forsvinde, forlade disse systemer,
dette systemets sprog. Det er lige så indlysende klart, som lyset heroppe er
lysende, klart. Som den forårsdag med den stikkende, hvide sol, hvor nogen
griber fat i én og trækker én med sig og vil have noget af én, men hvad,
hvad?
Nogen anklager nogen for ting og sager, nogen sætter nogen på plads,
sætter nogen bag tremmer, eller nogen vil hjælpe og rækker en slap hånd
frem, en hjælpende hånd, men det er ikke nok, ingenting er nok. Nogen
foragter nogen, stødes, ækles.
Nogen har ikke midler nok til nogen, ikke tålmodighed med nogen,
nogen skuffes, for hvem siger at nogen vil presses ind i gode tiltag? Hvem
siger at nogen vil være her, i dette netværk, i disse tilbudskasser skabt for
dem der ikke af sig selv søger kasser og tilbud, eller som ikke har lært at
søge kasser og tilbud, hvem siger at nogen vil, kan? Hvem vil behandles
som et barn?
Og: vil nogen i stedet lades helt alene under jorden?
Så skal du miste det der gør dig godt.
Så skal du afvænnes, kortlægges, fratages dagens simple glæder: et
sus, et syn, en himmelflugt. Og du skal fratages smerte, snavs, sår og
skrammer.
Så skal din krop være ren og stærk. Dit blik skal være sådan at nogen
vil se på dig, dit blik skal indbyde nogen til at se på dig. Og det kan være
umuligt. For blikket bærer så meget med sig, alt det du rummer.
Og hvem siger at du har tid til at rense dit blik, at du har kræfter, at du
har lyst.
Den der portrætterer, møder blikket med sin eget blik. Ansigtet er i centrum
her. Ansigtet fortæller sin historie, uundgåeligt. Ansigtet kan være en stiv
maske, men portrættet ligger i blikket.
Blikket ser ud, og blikket ser ind. Blikket ser op, og blikket ser ned. Blikket
ser ind i lyset og ned i mørket. Og vi bevæger os ud og ind af virkeligheder,
fra plan til plan, op og ned, vi bevæger os på hver sin måde med alt
det vi rummer; vi er nogen, og nogen er os, Ich bin Du*, Du bist Ich, og det
må vi aldrig glemme midt i bevægelsen, hvor svær den end er, vi må aldrig
glemme det, hvor svært det end er at bevæge sig, hvor svært det end er at
være til stede, hvor svært det end er at være nogen i verden.
Skælvende står vi midt i den og er til.
Forfatterens note:
Ich bin Du er et citat fra Novalis, men det er Palle Sigs-gaard, der i sin undersøgelse af udsagnet i digtsamlingen Glitrende støv danser (Gyldendal, 2007) har inspireret mig til at bruge citatet i denne sammenhæng.4Marianne Grøndahl: Udstødt. 140 sider. 299 kroner. Gyldendal. Udkommer i dag.
