Det kan være svært at fokusere på de afgørende øjeblikke i ens liv. Pludselig kan tilværelsen ændres radikalt, og man kan måske selv være årsag til begivenheder, der i livets længdesnit kan vise sig skæbnesvangre. Den amerikanske auteur Kenneth Lonergan har skabt en uhyre sensitiv og virkelighedsnær film om netop det øjeblik, hvor livet vender på grund af en beslutning, der viser sig at være ødelæggende.
”Manchester by the Sea” følger et mytologisk spor i filmkunsten over temaet: ”en mand vender hjem”. I dette tilfælde den tidligere fisker Lee, der tvunget af omstændighederne bliver nødt til at konfrontere sig med fortiden i den lille by ved havet på Massachusetts kyst nord for Boston. Lees bror dør ved et hjertetilfælde og har testamentarisk bestemt, at Lee skal være formynder og værge for hans 16-årige søn Patrick. Opgaven kommer mildt sagt ubelejligt for Lee, der er gået i en slags selvvalgt eksil i Boston, hvor han lever som vicevært under ydmygende forhold.
”Manchester by the Sea” kører i to spor, et nutidigt og et fortidigt, hvor glimtvise flashbacks illustrerer, hvorfor Lee finder opgaven med at vende tilbage til hjembyen og tage sig af den unge ubefæstede nevø uoverkommelig. For Lee er en mand ramt af en skyld, som han ikke kan komme fri af, og som han måske i sit indebrændte martyrium heller ikke ønsker at komme fri af. Lee er en mand, der vil være skyldig, og som vil leve med skylden som en slags selvpålagt straf. Enhver hændelse og enhver livsytring – selv den mest suveræne – der kommer på tværs af hans gammeltestamentlige holdning til skyld og straf, bliver ham en ekstra pine og plage. Blade af Jobs Bog blæser i den kolde vind langs kysten.
Filmens gradvise uddybelse af Lees status som paria i det lille samfund på østkysten og hans eget kompleks af skyld er fremragende skildret. Ligesom skildringen af, hvordan det umage par, Lee og Patrick, efterhånden når ind til hinandens følelser bag de psykiske blokeringer. ”Manchester by the Sea” tager sig tiden til at folde atmosfæren ud i byen ved havet, understøttet af stemningsmættede og følelsesfulde billeder fra fotograf Jody Lee Lipes og elegante klip mellem fortid og nutid af Jennifer Lame. I byen ved havet hersker kulden med isnende sort sne, inden foråret omsider sætter ind og allegorisk indskriver historien i en meningsbærende cyklus.
Filmen tager sig den nødvendige tid til at lodde karakterernes dybde med både humor, varme og eksplosive følelser. Den opløbne og umiddelbare pubertetsdreng over for den tavse mand, hvis skyld har formørket sindet, og hvis skuldre sidder alt for højt, spilles med hjertegribende troværdighed af henholdsvis Lucas Hedges og Casey Affleck. Sidstnævnte er fuldkommen overvisende i rollen som reserven, der pludselig kaldes tilbage til sit livs sværeste opgave.
Se traileren til "Manchester by the Sea" herunder
Som fortælling er ”Manchester by the Sea” klassisk. Scene for scene skrælles lagene af hovedpersonernes emotionelle panser, indtil de knuste hjerter ligger blottede. Det gælder ikke kun Lee og Patricks, men også de mennesker, der er blevet ramt af Lees vanskæbne: hans ekshustru, hans svigerinde, hans afdøde bror, kollegaen på havnen; alle får tid og plads i filmen – og et genkendeligt menneskeligt ansigt. Filmen virker autentisk og realistisk og viser, hvor meget vilkårligheden råder i tilværelsen, og hvor fastlåste roller kan være. I den store amerikanske tradition tror Kenneth Lonergan på det gode i mennesket, når livet spidser til. Men uden nemme løsninger. Kompleksiteten i de mellemmenneskelige relationer opretholdes hele filmen igennem.
Men der er glimt af hvidt i den sorte sne. Den opgave, Lees bror pålægger ham testamentarisk, viser sig dybest set at være en gave. At være værge for et andet menneske kræver, at man påtager sig et ansvar og viser tillid. At man ser ud over sit eget liv og ind i næstens. Det er den opgave, Lee må løfte for at sone sin brøde og dermed kunne leve med sin skyld. Hvad Lees brøde er, skal ikke røbes! Og at han for altid synes at være lukket inde i selvets fængsel, visualiserer filmen i scener, der ikke vil gå op, og som derfor bliver meget, meget stærke. Han tilgives af de mennesker, som er ham nærmest, herunder ekshustruen Randi, spillet med forreven smerte af Michelle Williams. Men Lee når aldrig frem til at tilgive sig selv. ”Manchester by the Sea” er et episk fintfølende og nuanceret værk om skyldens martrende uafvendelighed.