Det hører til biografiens klassiske træk, at den er dobbeltbundet. I skildringen af et menneskes levede liv dukker et andet liv frem af monumentets skygge. I den hen- seende er livet som en pa-limpsest: der findes en mere eller mindre tildækket skrift under den synlige skrift.
Således også i tilfældet Per Kirkeby. En af Danmarks få internationalt berømmede kunstnere i det 20. og 21. århundrede. Det portræt, Erik Steffensen tegner af kunstneren, viser med ønskelig tydelighed, at der bag den arrogante verdensmandsmaske findes et skrøbeligt individ, der ikke bare er menneskelig, men alt for menneskelig. Da massøren Ole Kåre Føli for nogle år tilbage tog Per Kirkeby under behandling, sagde han: ”denne mand er lavet af pergament, pas på ham”.
Der bliver også passet godt på Per Kirkeby i Erik Steffensens biografi. Kunstneren har selv bedt Erik Steffensen om at skrive den, måske med den begrundelse for venskabet, som han tidligere har givet. ”Fordi han skriver, så jeg tror, det er noget, jeg selv har skrevet.”
Det er ikke det bedste udgangspunkt for en kritisk biografi, men et glimrende for et solidarisk og indlevet portræt. Og det får læseren med denne store kronologisk fremadskridende fortælling, der tillidsfuldt er baseret på Per Kirkebys breve og dagbøger og en række interviews, Erik Steffensen har lavet med kunstneren igennem årene. Pergament-manden bliver ikke krøllet sammen, men foldet ud, så man kan se alle kanter, ar og brudflader.
Der er skrevet adskillige bøger og lavet flere film om Per Kirkeby. Flere af disse har høj kvalitet og bevæger sig langt ind i de kunstneriske problematikker. Men fraset et par interviewbøger er der ingen, der før Erik Steffensen har dykket så dybt i det biografiske og haft uhindret adgang til kunstnerens dagbøger. Det forlener det aktuelle biografiske portræt med en intimitet og fortrolighed, der sine steder gør bogen knugende at læse. Aldrig er vi kommet kunstneren så nær. Det er en biografi om ét bestemt menneskes eksistens, men også et alment eksistentielt projekt om maskulinitet. I den henseende er det en helt essentiel bog.
Biografien har fået titlen ”At trække en streg”. Baggrunden ligger i barndommen, hvor Per Kirkeby måtte dele værelse med sin bror Christian og trak en kridtstreg gennem rummet. Der var dit og mit. Historien kendes også fra den norske forfatter Lars Saabye Christensens roman ”Halvbroderen” (2001), hvor den er en afgørende del af plottet. Således også hos Erik Steffensen, der i udfoldelsen af Per Kirkebys liv og levned bruger kridtstregen metaforisk. For livet igennem har kunstneren nemlig uhyre svært ved at trække den streg. Både kunstnerisk i forhold til, hvilke genrer han skal satse på, og kønsmæssigt i forhold til de kvinder, han vælger at leve sammen med – eller rettere de kvinder, der vælger at leve sammen med ham, og så alligevel ikke.
Per Kirkeby er jo både geolog, billedkunstner, filmmager og skribent og satsede som et andet renæssancemenneske på det hele. Indtil han kom under 1980’erne og 1990’ernes helt store internationale gallerist, Michael Werners, indflydelse. Fra da af skulle fokus rettes mod oliemaleriet – som indtil da ikke havde været en del af Per Kirkebys praksis – og på bronzeskulpturerne. Det salgbare. Væk med det meste af det andet og den ”lidt ængstelige pligtopfyldelse”, som det hedder et sted.
I stedet skulle kunstneren tilegne sig den nødvendige arrogance, skippe de hjemlige kunstneriske fællesskaber. Per Kirkeby rettede ind, men kun delvist. Det er en af biografiens pointer, at kunstneren er trofast, ikke mindst mod dem og det, han oprindeligt har været optaget af.
Denne trofasthed har stærke og skæbnesvangre følger, hvad angår Per Kirkebys forhold til kvinder. For også her har han med tydelighed haft svært ved at trække en streg. Og når han så har gjort det, har det været halvhjertet, grænser er blevet overskredet, og pergamentet foldet ind til en kompleks kerne. Der er fire centrale kvinder i Per Kirkebys liv: Jette Gransrud Jensen, Elisabeth Therkelsen, Vibeke Windeløv og Mari Anne Duus Jørgensen.
Og de to længerevarende forhold til de to midterste har angiveligt været præget af kvindernes utroskab og af ydmygende underkastelses-riter fra Per Kirkebys side. Erik Steffensens biografi går meget tæt på i beskrivelsen af Per Kirkebys erotiske liv, ikke mindst via dagbøgerne som citeres indgående. Det kunne blive for meget, hvis det ikke var for Per Kirkebys sine steder skånselsløse selverkendelse og uhyre præcise evne til at formulere sig om sine egne ulivssår.
I udgangspunktet er Erik Steffensens biografi psykologisk. Og han antyder dermed også et kompleks af mytologisk dimension. Med familiebreve og dagbøger som evidens påvises det, at Per Kirkeby både kunstnerisk og erotisk lider af præstationsangst, og at han oparbejder en afhængighed, betinget af seksualiteten.
Bag det anes i hans familiehistorie en både stærk og psykisk ustabil mor, hvis dominans kunstneren har tumlet med, men også søgt i nogle af sine kvindelige partnere. Det psykologiske snit igennem kong Ødipus’ efterkommer bliver imidlertid aldrig for påtrængende. Erik Steffensen er som sin mentor et ordensmenneske, der rydder op efter sig og får det hele med.
Selvom biografiens fokus primært er på mennesket Per Kirkeby, bliver der også plads til kunstneren og de skiftende tider, han bliver en del af og gennemlever. Per Kirkebys efterhånden omfattende entourage karakteriseres, ligesom kunstnerens egne danske forbilleder Richard Winther, Albert Mertz, Poul Gernes og polarforskeren og billedhuggeren Eigil Knuth – og den uforståelige næsegruse beundring for den tyske kunstner Georg Baselitz. Biografien er tiltalende gammeldags i sit layout med sort-hvide (familie-)fotos og så et lille appendiks i farve med nogle af de bedste af Per Kirkebys malerier. Signalet er klart: Dette er ikke en kunstbog, men en biografi, omend af monstrøst omfang.
Erik Steffensen har tydeligvis også selv haft svært ved at trække en streg. Biografien er for lang, monotont adderende og uden egentlige krystallisationspunkter. Selvom også det er en pointe i forhold til Per Kirkebys egen metodiske læggen lag på lag til liv og værk. Endelig betyder den tætte relation mellem biografen og den biograferede, at bogen sine steder nærmer sig hagiografien. ”En stjerne fødes” hedder det om Per Kirkebys ankomst til verden, ligesom han omtales som den ”fremragende” kunstner og ”mesteren” – ”goes without saying”, kunne man mene. Endelig savnes et navneindeks på alle de personer, der optræder i biografien, ligesom det stykke grundforskning, som Erik Steffensen reelt har foretaget, savner noter og kildehenvisninger.
Alle de bøger, der igennem årene er udkommet om Per Kirkeby, er skrevet, mens kunstneren – gudskelov – er i live, og er derfor præget af hans egen, som der står et sted, ”intellektuelle helgardering”. Det gælder i ekstremt grad Erik Steffensens biografi. Det er på en gang bogens styrke, fordi den kommer tættere på, end det næsten er muligt at komme, men også en svaghed, fordi den ikke balanceres i sine udsagn. At Erik Steffensen som den begavede skribent og kunstner, han er, ved, at det kunne være anderledes, vidner et usædvanligt udsagn fra hans nuværende hustru, Mari Anne Duus Jørgensen, om. Hun påpeger, at Per Kirkeby ikke hverken tåler kritik eller at blive sagt imod, og at han aldrig glemmer selv den mindste lille kritiske bemærkning.
En sådan mand er det vanskeligt at skrive en biografi om, der rummer alle facetter. Med selvrespekten i behold tillader Erik Steffensen sig én kritisk-ironisk replik, der, fordi den er så sjælden, skal citeres her. Da Per Kirkeby har sin første separatudstilling i 1965 i Den Frie Udstillings bygning, hænger kunstneren Olivia Holm-Møllers billeder i salene ved siden af. Overskriften i Berlingske Aftenavis lød: ”Gammel kunstnerinde og vred ung mand” – hvortil Erik Steffensen replicerer ”Set med dagens øjne kunne det nu også være omvendt.” Man kunne ønske sig, at Erik Steffensen, med den enorme viden og indsigt, han har erhvervet sig, en dag skriver en biografi, der fortæller historien baglæns fra undertekst til overtekst.