Manden bag kæmpehittet ”Kære linedanser”: Sangen er det mest basale, vi har

Per Krøis Kjærsgaard, friskoleforstander og manden bag sange som ”Kære linedanser” og ”Gi’ os lyset tilbage”, livestreamer morgensang under coronakarantænen. Børnene må nok undvære hinanden, men ikke sangen, der er det mest basale, mener han

Per Krøis Kjærsgaard har spillet klaver, siden han var dreng og optrådte som 15-årig som fest- og værtshusmusiker på hjemstavnen i Hjørring. Siden skrev han én af de mest populære sange i Højskolesangbogen, ”Kære linedanser”.
Per Krøis Kjærsgaard har spillet klaver, siden han var dreng og optrådte som 15-årig som fest- og værtshusmusiker på hjemstavnen i Hjørring. Siden skrev han én af de mest populære sange i Højskolesangbogen, ”Kære linedanser”. . Foto: Leif Tuxen.

Billedet på computerskærmen ryster lidt, før det fanger en mand i jeans og skovmandsskjorte, der med hænderne i lommen stiller sig frem foran et klaver. Manden er Per Krøis Kjærsgaard, forstander på Osted Fri- og Efterskole på Midtsjælland, og han har stået her mange gange før og ledt en morgensang, men aldrig helt alene. Og da aldrig foran et kamera med direkte livestream til Facebook.

På bænkene foran ham i aulaen plejer der at sidde omtrent 225 mennesker. Alle friskolens elever og nogle af deres forældre eller bedsteforældre samles normalt hver morgen klokken 10 minutter over otte. ”Liturgien” i morgensangen består i tre fællessange, et kort oplæg og et fadervor. Det sidste udtrykkeligt ikke bedt i fællesskab, men læst højt, som det hører sig til i det grundtvigske, skolen er vokset ud af.

Per Krøis Kjærsgaard rømmer sig og smiler lidt fåret.

”Det er jo en mærkelig måde at sige godmorgen på,” siger han, før kameraet panorerer ud over de tomme bænke for at understrege pointen.

Normalt plejer der at være svar fra alle børnene, når han siger ”godmorgen”.

”Vi syntes alligevel... selvom der mangler lyden af børn, nogle unge, der kommer dryssende en lille smule for sent til morgensamling. Selv lugten af madpakker klokken 12 savner vi. Men én ting kan vi simpelthen ikke undvære, og det er morgensang!”.

I toppen af billedet på skærmen er et tal i gang med at stige kraftigt, fra 80 til 81, 82, 87. Det er for en gangs skyld ikke coronasmittetal, det er antallet af mennesker, der ser med. Nederst i billedet kan man sende emojis med reaktioner. Da Per Krøis Kjærsgaard går om bag klaveret, sætter sig ned og slår den første tone an i morgensalmen ”Solen begynder at gløde”, flyver det op med små, røde hjerter.

Lige nu der intet, der er, som det plejer at være, på grund af coronavirussen, der har sendt landets skoleelever og lærere hjem i karantæne i mindst 14 dage. For første gang i Osted Friskoles 103-årige historie blev morgensangen derfor også i tirsdags serveret i det virtuelle rum. Et resultat af en hurtig beslutning taget af forstanderen og afdelingslederen på skolekontoret.

”Morgensangen er for mig at se noget af det vigtigste, vi har. Det er en skandale, at man ikke har morgensang på alle danske skoler,” siger Per Krøis Kjærsgaard med tryk på ”skandale”.

De sange, der blev sunget tirsdag morgen, før turen gik videre til endnu en virtuel morgensang i efterskolens foredragssal, var, ud over ”Solen begynder at gløde”, børnesangen ”Jeg ved en lærkerede” og til sidst ”Kære linedanser”.

Forstanderen ved godt, det var et ubeskedent valg med ”linedanseren”, men det var den, han havde lyst til at spille. Han har selv skrevet og komponeret sangen, der, og det er ikke ubeskedent, men et faktum, er gået hen og blevet en af de mest populære sange på landets efterskoler og højskoler.

Per Krøis Kjærsgaard er oprindelig handelsuddannet, men blev i 1990’erne ansat som musiklærer på Midtsjællands Efterskole, og stort set lige siden har han arbejdet i fri- og efterskolemiljøet. Ud over jobbet som forstander er der stadig sidegesjæften med sangskrivning, fællessangarrangementer og foredrag.

Musikken har Per Krøis Kjærsgaard med sig fra opvæksten i Hjørring i Nordjylland.

Faderen spillede guitar og gav glæden ved musikken videre. Per Krøis Kjærsgaard fik som dreng lært at spille klaver, og allerede som 15-årig havde han en karriere som fest- og værtshusmusiker.

”Først var det min far, der kørte mig og hammondorglet ud til forsamlingshusfester. Da jeg så fik kørekort, kunne jeg selv stå for det hele,” siger han.

”Kære linedanser” er skrevet på dækket af en båd i Stillehavet sidst i 1990’erne. Per Krøis Kjærsgaard var først i 30’erne og efterskolelærer, men havde endnu ikke stiftet familie. Under et foredrag med den nu afdøde søfarer Troels Kløvedal meldte eventyrlysten sig.

”Jeg gik op til ham og spurgte, om jeg ikke måtte komme med ud at sejle. Det måtte jeg så ikke, men jeg fandt ret hurtigt en anden båd at komme med,” fortæller han.

I fem måneder, henover en vinter, sejlede Per Krøis Kjærsgaard med båden. Det blev nogle lange aftner og nætter derude på havet, og da båden var på vej op langs Great Barrier Reef ved Australiens østkyst, fik han den idé at skrive en sang til sin niece og guddatter, der skulle konfirmeres det forår.

”Det er jo det, der sker, når man ikke har noget at tage sig til, så bliver man kreativ. Jeg havde ikke noget klaver med, men der var en guitar om bord. Jeg kan bare ikke spille guitar. Men jeg skrev noderne ned til sangen, og med lidt hjælp fra guitaren fik jeg også sat akkorder på,” husker han.

Hjemme i Danmark igen fik han trykt sangen i nok eksemplarer til en konfirmationsfest.

”Den blev sunget ved min nieces konfirmation, uden at konfirmanden blev særlig imponeret. Så tog jeg den med hen på efterskolen, hvor jeg arbejdede. Og siden har den bare spredt sig,” siger han.

Næsten som en virus, har man lyst til at sige, selvom det er upassende. Nogle mener faktisk, at sangen ikke burde være der.

”Der er folk, der er meget gale over sangen. Den er blevet kaldt banal og dårlig. Jeg tror egentlig bare, det er, fordi den er blevet så udbredt. Niels Hausgaard har vist sagt, at hvis der ikke er nogen, der bliver sure over det, man laver, så er det ligegyldigt,” siger han.

Det er ”linedanseren” heldigvis langtfra for de fleste.

”Jeg ved jo, at den er blevet spillet til både dåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser. En mand skrev for nylig til mig, at hans datter havde spillet sangen, da hendes mors kiste blev båret ud af kirken. Så kan man jo ikke undgå at føle, den betyder noget for nogen.”

Da Per Krøis Kjærsgaards egen mor lå på sit dødsleje, med børn og børnebørn omkring sig, og egentlig var gledet ud af bevidsthed, stemte forsamlingen rundt om hende i sang. De sang blandt andet ”Jeg ved en lærkerede”. Da tonerne fyldte rummet, begyndte den døende, omend utydeligt og stadig uden for bevidsthed, at synge med på sangen.

”Det siger virkelig noget om fællessangens kraft, synes jeg, at den kan ligge så dybt, at den ligger under bevidstheden,” siger Per Krøis Kjærsgaard.

”De sange, vi synger, er det mest basale, vi har. Når man er barn, betyder sangene måske én ting, når man er voksen noget andet. Når man så bliver bedsteforælder og senere rigtig gammel, får de ny betydning. Sangene flytter sig med os og slår nye strenge an, afhængigt af, hvor vi er i livet. Men sangene er heller ikke kun noget for den enkelte. Når man læser et digt, får man noget ud af det for sig selv. Det samme, når man ser på billedkunst. Der er vi enkeltstående individer over for kunsten, hver for sig. Men i fællessangen tager vi de samme ord i munden, på samme tid, og reflekterer over vores liv unisont. Og det, synes jeg, simpelthen er så smukt!”.

Det er det brusende kor, der i normaltilstanden møder ham hver morgen på friskolen, også.

”Specielt når vi synger de sange, børnene kender, synger de rigtig godt med. Og når det sker, så ønsker jeg mig altid, at alle skulle få den oplevelse. Det vigtigste, man kunne få indført i folkeskolens formålsparagraf, var, at børnene skal lære den danske salmetradition og sangskat at kende. Vi taler jo om, at det er så vigtigt at give det videre, men hvorfor synger vi så kun til sjældne, nationale begivenheder og ikke dér, hvor vi mødes hver eneste dag?”, spørger Per Krøis Kjærsgaard.

Det var en lidt aparte oplevelse at spille klaver til et virtuelt kor af børn og voksne, men han gør det også i denne uge – og ugen efter, eller hvor længe coronaen nu skal holde skolens unger hjemme.

Som linedanseren ved de heldigvis alle sammen, at det bliver godt igen. At ”de stærkeste rødder har træ’r i blæst”.