Manden, der drømte om virkeligheden

Dag Solstads to romaner om Bjørn Hansen er på én gang morsom, anfægtende og dybt rørende læsning

En dag spiller tilværelsen denne kæmner en chance i hænderne: Han bliver kontaktet af sin nu 20-årige søn, Peter, han skal læse til optiker og vil gerne bo hos ham.
En dag spiller tilværelsen denne kæmner en chance i hænderne: Han bliver kontaktet af sin nu 20-årige søn, Peter, han skal læse til optiker og vil gerne bo hos ham.

Dette efterår var jeg til litteraturfestival i Norge, i den lille by Odda, som ligger inderst i Sørfjorden i Hardanger. Et af de store programpunkter var forfatteren Dag Solstad, som selv gæstede festivalen, og hvis to romaner Elvte roman, bog atten fra 1992 og 17. roman fra 2009 blev diskuteret af et nordisk panel.

Der er 17 år mellem de to romaner, som begge er oversat til dansk (af henholdsvis Kari Sønsthagen og Torben Weinreich, 1994 og Camilla Christensen, 2010), hvilket er ret specielt, i og med at de handler om den samme mand. 17 år efter at han skabte romanfiguren Bjørn Hansen, har Solstad valgt at give ham endnu en chance, endnu en mulighed for at realisere et egentligt menneskeligt forhold.

LÆS OGSÅ: Fra Brandes til 11. september

Men lad os begynde fra begyndelsen, altså med Elvte roman .... Bjørn Hansen er kæmner i Kongsberg. 18 år tilbage forlod han sin kone og toårige søn til fordel for Turid Lammers, en kvinde, han nu har forladt og ligesom Swann fra Prousts store roman slet ikke forstår, at han nogensinde så noget i. Bjørn Hansen er et menneske, der skammer sig, og som derudover ikke tror på, at mennesker egentlig kan nå hinanden. Alting kan han opløse i desillusioneret analyse. I løbet af to sætninger kan han opløse 14 års ægteskab som en fejltagelse, mens han samtidig, næsten autistisk hænger sig uendeligt i livets små detaljer, klokkeslet, togafgange, steder. Bjørn Hansen er også en læser, han læser hele den tunge maskuline kanon: Dostojevskij, Pusjkin, Thomas Mann, Céline, Proust med flere. Mest holder han sig i denne roman til Kierkegaards Begrebet angst.

En dag spiller tilværelsen denne kæmner en chance i hænderne: Han bliver kontaktet af sin nu 20-årige søn, Peter, han skal læse til optiker og vil gerne bo hos ham. Nu kan Bjørn Hansen tage sin skæbne som far på sig, den skæbne, han fravalgte til fordel for illusionen om den store kærlighed.

Men ét er litteratur og forestilling, noget andet er den realitet, der viser sig i samme øjeblik, sønnen sætter foden på perronen i Kongsberg og straks bliver offer for sin fars nådesløse indre analyse. Bjørn Hansen ejer ikke kærlighedens nådige blik, det er idiosynkrasiens grelle lys, han ser sin søn i. Han ser svagheden, usikkerheden, kejtetheden, som verdensmandsmanererne skal skjule, og han formår hverken at rumme eller anerkende denne alt for menneskelige udspaltning af ham selv.

Måske er det en fortvivlet konsekvens heraf, der får Bjørn Hansen til at beslutte sig for at blive ingen. Det var en plan, hvor han ville virkeliggøre sit store Nej, eller sit store Ikke, som han var begyndt at kalde det, gennem en handling som var uigenkaldelig.

Sammen med en lumpen læge iscenesætter han sig selv som handicappet, lammet fra livet og ned. Det viser sig imidlertid som en skidt måde at melde sig ud af samfundet på, for i stedet for at blive totalt fri bliver Bjørn Hansen helt afhængig af andre mennesker, indtil den grumme dag, hvor han bliver afsløret og fængslet for socialt bedrageri. End of story.

Indtil altså 17 år efter, hvor Solstad giver Bjørn Hansen en chance mere. Han er nu ude af fængslet og lever i al stilfærdighed i Oslo, fordybet i læsning af Kierkegaards Sygdommen til døden.

Den anden chance kommer, den dag han får et brev fra sin søn, optiker Peter Korpi Hansen, som Bjørn Hansen regelret tænker på ham. Sønnen har skrevet før, men Bjørn Hansen har ikke ønsket kontakt efter afsløringen af ulykken. Nu erfarer han, at han er blevet farfar for 9 år siden, hvilket for anden gang i hans liv får ham til at forsøge at få del i et betydningsfuldt menneskeligt fællesskab. Bjørn Hansen rejser til Bø for at træffe barnebarnet, Wiggo, og hans forældre. Wiggo viser sig at være på lejr, da Bjørn Hansen arriverer, og middagen hos søn og svigerdatter er tåkrummende. Bjørn Hansen har ikke noget at sige, alt imens den evige analyse af alting, lige fra stuens indretning til sønnens tonefald og hans egen usle fremtoning kører nonstop indvendigt. Bjørn Hansen magter ikke al den virkelighed, som virkeligheden byder på. Han er manden, der ikke kan realisere sine menneskelige egenskaber. Ventetiden på sønnesønnens hjemkomst er uudholdelig, og endnu engang forlader Bjørn Hansen scenen ad nødudgangen.

Dag Solstads to romaner om Bjørn Hansen er på én gang morsom, anfægtende og dybt rørende læsning. Solstad er en formidabel forfatter, som fanger læseren fra start til slut med denne evige indre monolog, der er Bjørn Hansens skæbne. Aldrig slipper han fri af dens kværn, som øjeblikkeligt kan sønderflå ethvert tiltag til sammenhæng og mening. Skal man sammenligne med en dansk forfatter, var Peer Hultberg en parallel mester i den indre monolog, som man for eksempel kan læse i Requiem fra 1985.

I klummen Genlæst skriver et fast panel hver tirsdag om klassikere fra litteraturens verden. Hvis du har en idé til en klassiker, som panelet kan genlæse, så skriv til kultur@k.dk