Magt er ikke bare noget, alle begærer; den er også noget, som klæber til den, der er ambivalent. Edward Grey var som britisk udenrigsminister 1905-1916 særdeles magtfuld. Det var ham – og tankevækkende nok ikke hans chef, premierminister Herbert Asquith – der med sin berømte tale i Underhuset mandag den 3. august 1914 sendte Storbritannien ind i en krig, der skulle koste 900.000 britiske soldater livet.
På det tidspunkt holdt verden vejret i venten på en britisk reaktion på den krig, der var erkæret på kontinentet. Grey havde holdt kortene tæt ind til kroppen til det sidste, til tænderskærende irritation for omgivelserne. Han var den tavse type, en af de sidste ”gentleman-politikere”: Når han havde påtaget sig at være udenrigsminister, var der ingen grund til at bebyrde andre med beslutningerne.
Mange så ham som arrogant, født som han var ind i Grey-slægten, som førte sin historie tilbage til Vilhelm Erobreren, og blandt andre historiske personligheder talte den earl Charles Grey, der stod bag valgreformen i 1832 og ophævelsen af slaveriet og senere lagde navn til den berømte te.
Edward Grey var født til en karriere som politiker eller embedsmand på højeste plan, men lige fra han som bare 23-årig til egen overraskelske blev valgt til Underhuset, drømte han om at slippe.
Hans hu stod til et friere liv i naturen. Gennem hele karrieren fik Grey for vane efter endt arbejdsuge at snige sig ud af London fredag aften eller lørdag morgen til fiskerhytten ved floden Itchen i Hampshire, ikke langt fra hans gamle kostskole, Winchester, skifte fra skødefrakke og knækflip til landadelig, rummelig tweed og fiskerhat med karakteristisk nedadvendt skygge til fluerne for at hengive sig til sin erklærede passion i livet: fiskeri med tørflue.
Det fremkaldte stærke følelser hos den ellers så grå Grey, som når han i et brev til hustruen Dorothy skrev: ”Klokken er et, og jeg er lige ankommet og føler det, som mit hjerte er for fuldt og kunne briste; stedet er så helligt. Jeg føler det, som om jeg må komme ind hver halve time for at skrive til dig. Jeg har været oppe på broen og har spist mine figner der og smidt stilkene i floden. Jeg kan knap ånde for stedets hellighed.”
Samtiden så ham som en ret fornuftig udenrigsminister, men der fandtes dem, for eksempel en politisk strugglertype som den senere premierminister Lloyd George, der mente, at han overkom opgaven med venstre hånd. Han pegede på, at hans kendskab til de europæiske magter var så overfladisk som hans kendskab til deres sprog, og at han i sin ministerperiode vist kun én gang havde følt sig foranlediget til at rejse til kontinentet i embeds medfør, men til gengæld benyttede enhver given lejlighed til at forsvinde i det engelske landskab; som efter krigen henviste til, at han endog søndag den 26. juli 1914, da den europæiske krise virkelig eskalerede, og en udenrigsminster derfor efter deres mening burde sidde lænket til telegrafen, som sædvanlig var smuttet ud til fiskerhytten for at se, om der ikke skulle stå en enkelt ørred.
Det var noget, han med lidt røde ører følte sig foranlediget til at kommentere i sine politiske erindringer fra 1925 med en tvivlsom påstand om, at tingene på det tidspunkt ”endnu ikke var så kritiske, at det var usikkert at være ude af byen”.
Hvorfor holdt han ved karrieren? Slægtsambitioner og anden pligtfølelse. Til han blev udenrigsminister i 1905, havde han rimelige muligheder for at dyrke de landlige passioner, men derefter måtte han i stigende grad gå på kompromis: Om fredagen måtte han tage en mappe med udenrigsministerielle sager med ud til fiskerhytten, en ny mappe blev sendt ham med toget om lørdagen, endnu én søndag morgen.
Fluefiskeriet blev så påtrængende et savn, at han et tidspunkt måtte tage en beslutning:
”I oktober plejede jeg at finde mig selv fuld af forventning om laksefiskeriet til næste marts og begyndte at bruge fritiden på at forestille mig det. Jeg lå vågen i sengen og fiskede i fantasien de bredninger som jeg tidligst ville få at se i marts, indtil jeg følte, at jeg brugte for megen tid, ikke på at fiske i virkeligheden, men på at se frem til det. Jeg lavede derfor en regel om, at jeg ikke ville fiske i fantasien før 1. januar, så at jeg ikke brugte mere end to måneders fritid alene på forventningen.”
Blandt de karakteranlæg, som Grey satte højest, var selvbeherskelsen, som netop lod sig udvikle ved fiskeriet. Barndommens oplevelser med et frit liv i naturen opfattede Grey som en lige så væsentlig faktor i sin opdragelse som familie og skole. Hans skolegang på Winchester var mest præget af fiskeri og sport, og han oplevede den tort at blive bortvist fra Oxford University for dovenskab. Hvilket dog ikke forhindrede dette i senere at udnævne ham til chancellor, æresrektor.
Om aftenen den 3. august, efter den skelsættende tale i Underhuset, stod en træt og mismodig Grey med en bekendt i en vinduesniche i ministerkontoret. De så i skumringen over på St. James’ Park, hvor gaslygterne var ved at blive tændt. ”Lygterne er ved at gå ud over hele Europa; vi skal ikke se dem tændte igen i vor levetid,” sagde han, og ytrede dermed ord, som eftertiden især skulle knytte til ham.
Eftersom krigen skulle udvikle sig til det værste helvede, verden endnu havde oplevet, og eftersom manden ved siden af ham var journalist, eller kendte én, fandt bemærkningen indpas i den kollektive erindring. Da krigen var ovre, og tabene gjort op, og endnu senere, da det kom for en dag, hvilket følgehelvede den skulle åbne for, dukkede ordene op i hveranden bog om ”Den Store Krig” og dens følger. Ethvert skolebarn vidste siden, hvad Grey havde sagt i nichen; med deres melange af skæbnetungt klarsyn og melankoli ramte ordene den tabsfølelse, der prægede årene efter.
På en måde var de Greys famous last words, for selvom han forblev udenrigsminister i endnu et par år, var han færdig med at spille en rolle; Grey var langtfra typen på en ”krigsudenrigsminister”.
Bagefter huskede han ikke at have sagt ordene, og krigens ufattelige omkostninger undervurderedes af Grey, som af alle andre. At han i sine politiske erindringer gav det udseende af, at han i 1914 vidste, at en krig ville udarte til ”en katastrofe”, som ”mobiliserede hele nationer”, til ”millionhære”, hvis blod ville blive ”udgydt i strømme”, fordi ”moderne våben multiplicerede destruktionsevnen mangefold”, må bogføres som efterrationalisering.
Ganske vist talte han i Underhuset hin mandag om ”frygtelige lidelser”, der ventede et England i krig, men her bør man tage fortsættelsen med: ”Udenrigshandelen vil standse, ikke fordi handelsruterne er lukkede, men fordi der ikke er nogen handel i den anden ende.”
Hvor dyster fremtiden tegner, måler en sand liberal især ud fra udsigterne for handelen. Greys analyse bag indlemmelsen af Storbritannien i krigen var, at imperiet ville lide, hvad enten man var inde eller ude, og så var det bedst at være med ”ved bordet”.
Kritikere mente efterfølgende, at hans fedtspil med ikke at melde side før i sidste øjeblik havde fremmet krigen, og at hvis han fra krisens begyndelse havde stået ved aftalen med Frankrig og Rusland, havde det afskrækket tyskerne.
Andre mente, at Storbritannien under alle omstændigheder skulle have holdt sig helt fri af den ”europæiske katastrofe”:
”Verdenskrigen 1914-18 var den største moralske, åndelige og fysiske katastrofe i hele det engelske folks historie – en katastrofe, hvis konsekvenser, alle uden undtagelse ulykkelige, stadig er med os. Hvordan skete det? Hvorfor kastede englænderne sig fysisk ind i et europæisk krampeanfald, som ikke var deres sag, og hvis udkomme – ligegyldig hvilken side der vandt – ikke på nogen tænkelig måde kunne gavne engelske interesser? Jo mere man undersøger dette spørgsmål, jo mere sikker bliver man på, at der ikke findes noget fornuftigt svar. For én gangs skyld svigtedes englænderne af deres politiske geni. Dette var en krig, de ikke skulle have deltaget i. Den stred imod enhver grundfiber i den engelske historie,” skrev historikeren Paul Johnson i 1972, året, hvor Storbritannien meldte sig ind EF, i modsætning til samme fiber. Til det kan man kun sige: Hvem kan vide?
”Ingen kan nå fuldkommenheden i den kunst at udholde det uudholdelige, det må regnes os til gode, om tavsheden i disse dybt bitre øjeblikke sænker sig over os, og vi i al fald opretholder skinnet. Der er et mundheld, der er som skabt til disse situationer: Når verden hverken kan ændres eller udholdes, så gør hellere gode miner til slet spil!”, skrev Grey. Ikke om sit mulige ”svigt” ved krigsudbruddet i 1914, men om det uudholdelige ved at tabe en meget stor fisk af krogen.
Mottoet for denne serie af historiske essays er denne iagttagelse af den engelske historiker Frederic William Maitland: ”Vi bør altid holde os for øje, at det som nu ligger i fortiden, engang lå i fremtiden.” Serien skrives af historiker og forfatter Henrik Jensen. Dette er det andet essay i serien.