Prøv avisen

Manden og hans mor

Interview: Nogle mænd gifter sig med deres mor, psykologisk set. Det giver problemer. Psykoterapeut Dorit Aagaards nye bog om voksne mænd, der er for afhængige af deres mødre, udkommer i næste uge

Psykoterapeut Dorit Aagaard har skrevet en gyser om manden, der narrer sig selv til at tro, at han har frigjort sig fra sin mor, men i virkeligheden indsætter ægtefællen i moderens rolle. Manden og kvinden er ikke bevidste om, hvad de har indladt sig på, men mærker frustrationen vokse år for år. I et interview med Kristeligt Dagblad i forsommeren henviste dr.phil., docent Keld Zeruneith, Københavns Universitet, til Dorit Aagaards bog fra 1998, »Mænd og mødre«, som eksempel på, at den vestlige civilisation på mange måder ikke er nået længere end de gamle grækeres angstbetonede oprør mod en kastrerende kvindemagt. Nu kommer hun med en ny, udvidet version af bogen på Borgens Forlag, denne gang med titlen »Manden og hans mor«.

Nyt er blandt andet et afsnit om »kendte« morbundne mænd som Jens Otto Krag, Elvis Presley og Georges Simenon, ligesom forfatteren bruger mere plads på gode råd om, hvordan ægtefæller kan få øje på de destruktive mønstre i deres forhold og forsøge at gøre noget ved dem.

Dorit Aagaard, der blandt andet er læreruddannet og siden har uddannet sig til psykoterapeut og grafolog, har siden 1985 især haft mænd i terapi - inklusive psykologer - for deres problematiske afhængighed af moderen. Hendes erfaring er, at fortrængt vrede er et hovedsymptom.

- Mandens fortrængte vrede over for den kvinde, der er bærer af hans morbinding, er helt overvældende for ham. Den er næsten lige så stor som det sikkerhedssystem, han benytter for at forhindre aggressionerne i at blive sluppet løs. Han tør sjældent give direkte luft for vreden over for partneren af skræk for, at den skal tage magten fra ham, så hele hans fundament forsvinder og dermed hendes omsorg og den trygge hule, han lever i. Vreden skyldes, at han bliver mere og mere isoleret, frustreret og bagbundet.

- Ubevidst sorterer han de følelser, han »har lov til« at have over for hende, og ser ikke klart, hvem hun er som menneske. Hans måde at være på over for hende kan svinge fra underdanighed og overtilpasning til pirrelighed og kritik. Hæmningerne behøver ikke at gælde over for andre mennesker, der kan være en stor kontrast mellem hans fremtræden på arbejde og hjemme, siger Dorit Aagaard under et Københavnsbesøg forleden. Hun har bolig og konsultation i Skanderborg.

Hun tilføjer, at da mange morbundne mænd kan have svært ved at sige fra over for partneren, vender de aggressionerne indad og bliver syge. Eller de opbygger et hav af ritualer og rutiner i deres dagligdag for at holde temperamentet i ave.

Når en mand dukker op i hendes konsultation, er det ofte, fordi han ikke kan se, hvordan han kommer videre i sit liv. Han er måske blevet fyret, konen har sagt stop, han er blevet syg, eller noget andet er kommet bag på ham og har givet ham et chok, der tvinger ham til at tænke og handle anderledes. Det viser sig hurtigt, at der har været mange signaler før beslutningen kom om at få hjælp. Tegn, som han længe har overhørt eller skubbet væk som uvæsentlige: påfaldende villighed til at påtage sig en større og større arbejdsbyrde, tiltagende irritation over småting, vedvarende træthed. Måske en stadig vanskeligere kommunikation med andre eller en følelse af tomhed, kedsomhed eller meningsløshed. Især følelsen af sjældent at komme igennem med indflydelse og egne ønsker derhjemme i familien er typisk.

- Manden, der har indsat sin kæreste eller ægtefælle i moderens sted, ser ikke, at hun sidder på hans selvfølelse og styrer ham ved sine humørsvingninger, ligesom moderen gjorde. Det kan være svært at fatte, at en tilsyneladende lidt selvudslettende kvinde, som måske lever i et konstant martyrium med depressioner eller andre helbredsproblemer, kan styre og manipulere ikke bare ham, men hele familien derhen, hvor hun vil have dem.

- For kvinden er rollen og ønsket om kontrol som regel ubevidst. Ligesom det er ubevidst, hvad der oprindeligt fik de to til at vælge hinanden. Men jeg ser tit, at selv om kvinden i begyndelsen af et forhold måske slet ikke har den manipulerende rolle, bliver hun lidt efter lidt skubbet ind i den af hans behov for at genspille sit gamle drama med moderen. Der er et ansvar på begge sider, det er aldrig kun den enes skyld.

Selv om manden over for mig beskriver det liv, han har levet med sin ægtefælle, som en tilværelse, hvor de nærmest har fulgt hinanden som siamesiske tvillinger, er det ikke ligeværdigt. Der er urimeligt meget i ham, han har gjort vold på og skubbet fra sig. Især længslen efter frihed, glæden over sit liv og længslen efter den gave, det er at være sammen med et menneske, man elsker.

- Ud over fortrængt vrede døjer han også med angst for ægtefællens vrede. Mange mænd har fortalt mig, at al energi og livskraft forlod dem på sekunder, når deres koner var i dårligt humør. Det er ikke så sært, at man ikke bryder sig om en dårlig stemning i huset. Men hos den morbundne mand står der større ting på spil.

Partnerens vrede minder ham om moderens afvisning og manglende accept, men hvad værre er, den piller ved hele hans livsgrundlag. Hans identitet er stadig i forvaring hos moderen og kommer derfor i fare, når hun er vred. Den morbundne mand er usikker på bærekraften i sin maskuline identitet. Han har manglet et kvalificeret maskulint forbillede i opvæksten, og sorteper går videre til hans egen søn, hvis ikke han gennemskuer miseren og gør noget ved den.

- Man kan ikke være en brugbar identifikationsmodel for sin søn, hvis man som voksen mand ikke tør sige venligt, men bestemt til sin gamle mor eller til sin partner: »Jeg vil hellere...« i stedet for at føje dem, når man ikke har lyst. Dette, at undgå ægtefællens vrede, kan komme til at styre hele parrets samvær. Med årene forsvinder sexlysten i forholdet. Man går ikke i seng med sin mor. I stedet tager man måske en elskerinde eller to. Mænd med usund afhængighed af deres mor har sjældent problemer med at komme i kontakt med kvinder, men nok med at få gjort noget ved det dårlige forhold til den faste partner, siger Dorit Aagaard.

Overdreven morbinding knytter sig ikke til én bestemt slags mødre. Den kan ligge hos en kold og fjern »snedronningemor«, som drengen har bejlet forgæves til hele sin barndom, og hos mødre, der selv synes, de er noget af det mest imødekommende, kærlige og omsorgsfulde, en søn kan ønske sig. Der er ikke i sig selv noget galt med et tæt mor-søn-forhold, bemærker Dorit Aagaard. Det er faktisk en nødvendighed i de tidlige år, men kontakten kan få slagside og føre til manglende udvikling mod selvstændighed hos sønnen. For eksempel når moderen forguder sønnen, fordi han tilsyneladende forstår hende bedre end ægtefællen og bliver hendes bedste ven og fortrolige, eller når hendes omsorg bliver til omklamring og hendes kærlighed til kontrol.

Hun og drengens far overhører hans små vink om, at det er på tide at give lidt mere slip, for eksempel ved at han ændrer sig og pludselig virker utilpasset. Hun bliver måske ved med at behandle ham som et spædbarn, også efter at han er konfirmeret, og langsomt svækkes hans initiativ og handlekraft. Dorit Aagaard mener, en god begyndelse for en mor, der gerne vil hjælpe sin store søn ud af en for stærk indre afhængighed, kunne være at tale til ham i samme tonefald og med samme respekt, som hun ville tale til naboens søn.

I det hele taget er gensidig respekt et nøglebegreb i vores liv med hinanden, mener Dorit Aagaard. Vi skal have respekt over for os selv og over for andre. Ikke rutinemæssigt, men ved at lytte til ønsker og behov fra situation til situation og ved om nødvendigt at stille krav!

- Vigtigt for parret, der ønsker at komme ud af et hæmmende livsmønster, er, at begge er parate til at se åbent på det, de ikke har villet se hidtil. Det kan indebære en risiko for at de begge eller én af dem finder ud af, at de kun har fortiden fælles og er vokset i hver sin retning. Forskellighed i et ægteskab kan være befrugtende, men også det modsatte, hvis man i den grad må gå imod sine dybeste behov og tilpasse sig den anden for at føle, man har ret til at leve. Men et personligt udviklingsarbejde for manden er langtfra altid ensbetydende med at ægteskabet må brydes. Hvis kvinden sideløbende magter at forvandle sig fra den magtfulde morfigur, som kun skader dem begge, til en ligeværdig partner, kan mandens udviklingsproces være med til, at forholdet bliver dybere, kærligere, mere bæredygtigt og mindre sårbart i livets storme. Så kan der ske det, at den indbyrdes undertrykkelse mindskes og respekten for partneren øges, og de hver især får en bedre fornemmelse af, at sådan som de lever og hvem, de lever med, er et helt bevidst valg, som ikke er styret af angst eller skyldfølelse, siger Dorit Aagaard.

Spørger man hende, om konstellationen mellem mor-datter, far-datter eller far-søn kan udvikle sig problematisk på samme måde som mor-søn forbindelsen, svarer hun, at det vil aldrig blive helt det samme. Det er noget særligt, at man begynder sit liv med at være så intimt forbundet med en person af det modsatte køn og siden skulle løsrive sig med sin egen kønsidentitet i behold.

boas@kristeligt-dagblad.dk