”Larger than life.” Større end livet selv. Sætningen gentages uafladeligt i Dan Reeds ubehagelige dokumentarfilm ”Leaving Neverland”, hvor to voksne mænd fortæller om en fortryllet barndom i genskinnet fra 1980’ernes og 1990’ernes største superstjerne: Michael Jackson. Men – især – også om gentagne seksuelle overgreb fra de var henholdsvis 7 og 10 år.
”Michael var større end livet selv,” siger drengenes mødre, der blev lige så forført som deres sønner.
”Han var større end livet selv,” siger de to mænd med den tidsmæssige forskydnings forståelse af deres barnlige jegs følelser.
”Leaving Neverland” er personlige vidnesbyrd om, at ingen mand er større end livet selv. Men at myter kan vokse ind i både himmel og helvede. Og at en kulturhistorisk tættekam ikke kan fjerne dårlige mennesker fra vores fælles referenceramme.
Er Michael Jackson skyldig i seksuelle overgreb? Det er igen blevet heftigt debatteret i USA og på de sociale medier efter Sundance-premieren på ”Leaving Neverland”. Man kan aldrig danse til ”Thriller” igen, blev det sagt.
Wade og Jimmy var helt almindelige middelklassebørn. De fortæller enslydende om, hvordan de mødte Michael Jackson. Jimmy gennem Pepsi-reklamer. Wade gennem sceneoptræden i Australien.
De fortæller om en følelse af at være salvet gennem mødet med Kongen af Pop. Om magien i ranchen Neverland, om endeløs leg og slik og musik. Om venskab og om kærlighed. Og om seksuelle overgreb, der startede med uskyldige kys og endte med penetration. Om følelsen af at være forelsket. Om at føle sig fremmed over for sin familie og kun i live sammen med Jackson. Om at ville beskytte ham mod alt ondt. Om klokker ved dørene, der ville advare dem, hvis der kom nogen gående mod soveværelset. Om måder at tage tøj hurtigt på. Om kontrasten mellem dagene og nætterne.
Inden for filmens egen ramme er bevisførelsen stærk, bevægende og overbevisende. Uden for filmen er Jackson aldrig blevet dømt. Uden for filmen har de to sagsøgt Michael Jacksons bo og tabt retssager til flere millioner dollars.
Når filmen sidder i kroppen, når især Safechucks kropssprog, famlen efter ord, vigende blik, undskyldende smil er præsente, er der noget væmmelsesfuldt ved at insistere på, at manden skal skilles fra værket.
Men Woody Allens film skal ikke (be)dømmes ud fra overgrebsanklagerne imod ham. Roman Polanskis film hører hjemme i kanonen, selvom han er anklaget for voldtægt. Hitchcocks films kunstneriske kvaliteter står over anklagerne om seksuelle overgreb mod kvinder. Og Michael Jackson lavede vidunderlig musik.
Værkerne er adskilt fra manden bag. Men mændene bag er ikke større end livet for dem, der fortæller om overgreb.
Instruktøren Dan Reed har sagt, at det ikke er en film om Michael Jackson. At det handler om familierne. Det er på sin vis rigtigt. Det skal selvfølgelig undskylde det ensidige fokus på anklagernes historie. Vi lytter til Wades mor, der lod sin syvårige søn dele seng med en voksen mand. Vi ser på Jimmys mor, der fortæller om, hvordan hun blev forført af rigdom. Hvordan de begge elskede popstjernen, så ham som en søn. Det er så nemt at dømme, også dem. Men mennesker skal ikke anmeldes. Og filmanmelderen er ikke juridisk dommer.
Kan man danse til ”Thriller” igen? Verden vil danse til ”Thriller” igen. For mens interviewene af de to voksne mænd ledsages af billeder af dem som børn, mens en Bach-agtig cello bliver til elevatormuzak hen over billederne, så kommer de bizarre billeder fra 1990’ernes retssager mod Michael Jackson frem igen hen mod slutningen.
Hvor han perlemorshvid og med paraplyer bedyrer sin uskyld. Hvor forlig efter forlig bliver indgået. Og så husker man, at der egentlig ikke er noget nyt i det, ”Leaving Neverland” siger. At anklagerne om overgreb har lydt i snart 30 år. Men at ingen juridisk dom er blevet fældet.
Og så kan man krybe ned fra den høje gren, man fuld af foragt er kravlet op på. For tiden glemmer. Musikken vil overleve. Værket vil forblive adskilt fra manden. Ligesom med Hitchcock, med Allen, med Polanski. Og listen vil kun blive længere og længere.
Indtil da vil verden spinne videre til lyden af faldne mænds storslåede musik.