Der er alt for mange brændinger på dette litterære hav i en meget lang roman

Østrigske Franzobels litterære succes ”Medusas flåde” fra 2017 er ikke nær så god, som den internationale modtagelse antyder

Der er alt for mange brændinger på dette litterære hav i en meget lang roman

Hvad tænker man mon, hvis man er blevet efterladt på en tømmerflåde ud for den afrikanske kyst i 1816? Hvis de, der har efterladt én, er en række kujoner og selv, inklusive kaptajnen og den kommende guvernør af en fransk koloni, har taget redningsbådene og ladet dig og 150 andre mennesker blive på flåden?

”Sådan nogle kraftidioter og djævelsk rakkerpak”?

Nej, vel? Når du står foran druknedøden og mulig selv-kannibalisering reagerer du ikke med hattedamernes foretrukne fraser.

Men sådan taler og tænker passagerer, fra kabysdrenge til adelige, i østrigske Franzobels litterære succes ”Medusas flåde” fra 2017 faktisk. Den foreligger i en flot og gennemarbejdet dansk udgave efter at have gået sin sejrsgang i den tysksprogede verden. Det er lige så ubegribeligt som ovenstående eksempel.

Som man vil ane, er der tale om en befriende historisk roman, der gendigter de berømte hændelser omkring den franske fregat Meduas forlis og de skandaløse hændelser omkring det, der endte i kujoneri og kannibalisme. Man burde principielt glæde sig over den alvidende fortæller og den historiske romans succes, men ”Medusas flåde” er ikke bare ”farverig,” som forlaget forestiller sig, men smagløst karikeret i både form og tema.

Det begynder ellers i en Alexandre Dumas-agtig skildring af havnemiljø og eventyr, hvor en stribe solidt arketypiske personer præsenteres som optakt til livet på havet i en båd med 400 passagerer og en klamt pudret kaptajn, der kun har stillingen, fordi han har været kongetro under revolutionstiden, og nu nyder Bourbonernes gunst i restorationstiden.

Den fintfølende læser vil i modsætning til flere anmeldere nok allerede her fornemme den truende karikatur, men en sådan er naturligvis ganske på sin plads i en eventyrroman, hvis forfatteren evner fiktionens fantasi og opdagelsesgenrens fortryllelse af verden gennem rejselysten og udveen.

Det er imidlertid ikke tilfældet, for ”Medusas flåde” vil noget ganske andet med denne opbygning; den vil kredse om tematikken civilisation over for barbari, og det magter Franzobels forfællerstemme ikke at gøre på et særlig højt plan.

Livet på Medusa før forliset byder på en eskalerende brutalitet. Eksempelvis drengen Viktor, der ellers er af god familie, men er stukket af hjemmefra for at opsøge eventyret. Han udsættes for diverse former for anal-tortur og en skibskok, der vil slå ham ihjel.

Brutaliteten er også ”åndelig” i form af de fleste borgerlige og adeliges hykleri i alle afskygninger. Denne tematik udvikles frem mod titlen på romanen: Den flåde, hvorpå de uheldigste 150 passagerer ender, og som er oversymboliseret som civilisationens modsætning:

”’En flåde? Vi er jo franskmænd! Et kulturfolk! Flåder er noget for stenalderfolk!’ ’Eller for hollandske træskotosser!’”

Her har De svaret på det retoriske ”nej vel?” Det er: Næppe.

Livet på flåden er således forberedt mod temaet civilisation versus natur, og det bliver ikke mindre pinagtigt fladt end på brædderne: Andenlægen Savigny, der som en af de få oplysningsprægede typer ikke overraskende bliver helten, tænker eksempelvis sådan her: Han ”så den hvide hud med rødrandede fedtøjne, drømte om madeleinkager og marcipankugler og følte selv kortvarigt trang til labbe sådan en klump pus i sig. Sult! Stærkere end al civilisation! Sult!” Javel, det står der.

Romanen har sine højdepunkter. Eksempelvis er den kommende guvernørs kone ganske ucharmerende godt og sjovt tegnet. Hun nægter at give afkald på sine godt 75 kjoler, ”og De kommer ikke til at fratage en officiel repræsentant for Frankrig hendes værdighed med Deres latterlige katastrofe”. Eller hendes raseri over, at folk giver sig tid til at ryge, mens de stiger i redningsbådene:

”Jeg finder det oprørerende, hvis nogen ryger i en sådan situation. Man kan vel beherske sig,” bemærker hun. Det er heller ikke talentløst, da kaos får lov at bryde ud, eksempelvis da folk skal i bådene, og nogle truer med at skyde kaptajnen, mens andre bare slås.

Men der er alt for mange brændinger på dette litterære hav i en meget lang roman, der ikke formår at overvinde egen grovhed. Tematikkens selvforståelse og modsætninger er uelegante og endda uden ironi, som når den uduelige kaptajn tænker, at ”disse unge officerer havde hovedet fuld af griller. Republik? Demokrati? Folkestyre? Men folket var jo som et barn – uden hæmninger, brutalt og uden tanker for morgendagen. Hvad folket havde brug for, var disciplin – ikke frihed!” Hvem er det mon, der tænker som et barn?

Der er i hvert fald ingen tvivl om, hvem der skriver som ét. Listen med gennemblødt slappe sammenligninger er uendelig:

”Flad som en rødspætte.” ”Bleg som et glas mælk.” ”Pudret og parfumeret som et helt harem.” Derudover sniger sig alligevel også en slags historisk ironi ind i grove anakronismer – man skal jo ikke tage historie for alvorligt. ”Strutte af kraft som en Arnold Schwarzenegger.” At løfte hovedet ”rock’n’roll-agtigt.”

Det er ikke, fordi det er en meningsløs udgivelse; denne romans succes og oversættelsens kvalitet gør det til en rigtig udgivelse. Men: ”Floskelsvin!” anklager en forlist på et tidspunkt de andre. Det kan Franzobel og den litterære offentlighed selv være.