Da Georg Brandes var teenager, vandrede den unge mand over Sjælland sammen med vennen Julius Lange. Kammeraten var Georg Brandes bedste ikke-jødiske ven. Men ifølge Georg Brandes beskrivelser udviklede en aften på vandreturen sig ganske bizart. Julius Lange ville have sin ven med jødisk ophav til at konvertere til kristendommen. Brandes insisterede på at få lov til at være sig selv med de træk af jødiskhed og danskhed, som det nu engang indebar. Som aftenen gik, blev Lange blev mere og mere hysterisk over, at Georg Brandes ikke kunne indse, hvordan verden vitterligt hang sammen.
Historien om vandreturen over den sjællandske muld viser, at allerede som ung skulle Georg Brandes ikke blot forholde sig til og forsvare sin etnicitet. Den unge mand havde også udviklet et syn på samfundet og sig selv med udgangspunkt i den jødiske etnicitet, der blev afgørende for hans rolle som revser af det danske samfund og kulturliv.
Ifølge ekstern lektor i historie på Roskilde Universitet Søren Blak Hjortshøj har kun få forskere beskæftiget sig nærgående med forfatterens etniske ophav. Det skyldes formentlig, at Georg Brandes selv ved flere lejligheder udtrykte, at han ikke var jøde. Ifølge Hjortshøj har Brandes-forskningen inden for området derfor primært beskæftiget sig med, at litteraturkritikeren distancerede sig fra sit jødiske ophav. Men Søren Blak Hjortshøj har i en nylig ph.d.-afhandling beskæftiget sig med netop de jødiske tematikker i Georg Brandes’ forfatterskab. Kvantitativt er konklusionen, at samfundsrevseren ofte beskæftigede sig med sit etniske ophav. Mens en analyse af Brandes’ forhold til sin etnicitet igennem karrieren viser et tvetydigt billede. Nogle gange fremhævede Georg Brandes jøden som idealet, andre gange bortcensurerede han sin jødiske baggrund, og senere i karrieren forsvarede han jødernes bidrag til den europæiske civilisation.
Men én ting forblev den samme gennem hele Georg Brandes’ lange karriere. Hans jødiske baggrund var et emne, han skulle forholde sig til på andres foranledning. Fra begyndelsen af karrieren til afslutningen af livet blev Georg Brandes af spidserne inden for dansk litteratur beskyldt for ikke at kunne bidrage til dansk kultur, da han som jøde ikke var dansker. Søren Blak Hjortshøj uddyber her, hvordan Georg Brandes etnicitet som jøde påvirkede hans forfatterskab og karriere.
Kan du give eksempler på, hvordan den jødiske etnicitet blev behandlet i Georg Brandes’ tidlige forfatterskab?
”Et af Brandes’ første budskaber var, at idealet for et moderne menneske var den moderne jøde. I essays fra 1860’erne beskrev han den moderne jøde som et individ, der ikke var fuldstændig assimileret af dansk kultur, men som stod imellem flere forskellige kulturer. Foruden den danske og ortodokse jødiske kultur kunne den moderne jøde som kosmopolit eller via familiære bånd være præget af internationale kulturer som den spanske, tyske eller franske. Den moderne jøde – som Brandes anså sig selv for at være en repræsentant for – var ikke opvokset med alle de værdier og fordomme, som en national kulturel tradition indebar. Positionen imellem kulturer gav en frihed til at kunne overskue en tradition mere objektivt og være i stand til at eliminere træk, der var nytteløse, dogmatiske eller gammeldags. Det blev fundamentet for Georg Brandes’ stort anlagte moderne gennembrudsprojekt. Det er i øvrigt ikke tidligere blevet belyst, at det jødiske spørgsmål spillede en central rolle for det moderne gennembrud.”
Hvilke negative konsekvenser havde hans jødiske etnicitet og det, at han fremhævede den moderne jøde som et ideal?
”Allerede i 1867 skrev den kendte forfatterskikkelse, nordmanden Bjørnstjerne Bjørnson, at Brandes umuligt kunne bidrage til den igangværende debat om tro og viden. Alene af den grund, at Georg Brandes var af jødisk afstamning og ifølge Bjørnson dermed ingen dansk bevidsthed havde. Men kritikken tog til efter Brandes’ foredragsrække på Københavns Universitet i 1871 om indvarslingen af det moderne gennembrud. Brandes serverede yderligere ammunition til sine modstandere, da han kritiserede regeringslederen Estrup. Brandes’ jødiske baggrund blev herefter sammenkoblet med, at han var en samfundsundergravende tænker. I datiden var det en typisk måde at betragte jøder på. I 1877 endte Brandes med at drage i et femårigt eksil i Berlin på grund af de personlige angreb.”
Blev Georg Brandes etnicitet også et problem under opholdet i Tyskland?
”Mens Georg Brandes boede i Tyskland udbrød det, man senere pegede på som begyndelsen til den moderne antisemitisme – den berlinske antisemitiske strid i 1880. Et optrin i striden var den fremtrædende tyske politiker Adolf Stoeckers tale i den tyske Reichstag, hvor han advarede mod den moderne jødedom som den største fare for den tyske nation. Fra talerstolen nævnte han ingen anden end Georg Brandes som det fremmeste eksempel for den farlige jødiske måde tænke på.”
Hvordan håndterede Georg Brandes beskyldningerne?
”Der kom en kraftig reaktion fra Brandes. Han stoppede fuldstændig med at tematisere den moderne jøde og racebegrebet, som han ellers også havde benyttet sig af tidligere. Litteraten indså nemlig tidligt, hvor stor en trussel antisemitismen var. Han indførte en selvcensur, og da han udgav sine samlede skrifter i perioden fra 1899 til 1910, skar han alt om den moderne jøde som idealet for det moderne menneske ud af teksterne. Men faktisk gennemgik Brandes en ambivalent udvikling. Samtidig med selvcensuren begyndte han at tematisere, hvordan den jødiske civilisation uløseligt hang sammen med den europæiske.”
Hvordan kom hans forsvar for jødedommen konkret til udtryk?
”Han var intellektuel og forholdt sig derfor intellektuelt til beskyldningerne om at være et ikke-europæisk fremmedelement. Der havde siden oplysningstiden pågået en debat om, hvorvidt den europæiske civilisation stammede fra grækerne eller jøderne. Den såkaldte Athen versus Jerusalem-dikotomi. Men med antisemitismen kom nye fortolkninger, hvor diskussionen særligt blev benyttet til at adskille arier fra ikke-europæiske folk, som blev betragtet som en laverestående race. I 1890’erne studerede Brandes gammeltestamentlige skrifter som Jobs Bog og Prædikerens Bog og argumenterede for, at både Athen og Jerusalem udgjorde fundamentet for Europa. Gennem læsninger af Det Gamle Testamente argumenterede Georg Brandes for, at det centrale spørgsmål i jødedommen handler om universel retfærdighed. Det moderne europæiske demokrati var også centreret om universel retfærdighed med lige rettigheder og muligheder. Den intellektuelle dansker konkluderede, at dét ikke var en værdi, der blev opfundet i Europa. Idéen kom ifølge Brandes fra jøder i Det Gamle Testamente. I øvrigt var Brandes’ eget store ideal den græske kultur, men det holdt ham ikke fra at lave en analyse af, at visse europæiske værdier stammer fra jødedommen.”
Slap Georg Brandes nogensinde for at skulle tage stilling til sit etniske ophav?
”Nej. Han blev gennem hele livet angrebet for at være jøde og dermed udansk. I 1919 blev hans bidrag til dansk kultur og litteratur kraftigt angrebet af Vilhelm Andersen, der var den første professor i dansk litteratur. I værket ”Tider og Typer af Dansk Aands Historie” var målet intet mindre end at formulere og finde frem til essensen af dansk kultur, folkeånden. Andersen havde i mange år stået fast på, at Brandes aldrig kunne kalde sig selv hverken hellener eller dansker på grund af sit jødiske blod. Derfor læste Vilhelmsen det moderne gennembrud på antisemitisk vis. Han betegnede det som en fejludvikling af den danske historiske udvikling og pointerede, at det var iværksat af en udansk jøde, der havde forført mange danskere til at tro på idealerne. Efter det nægtede Georg Brandes at tale med Vilhelm Andersen.”
Hvad kan vi i dag lære af de antisemitiske angreb på Georg Brandes?
”Der er to ting. For det første fandt han sig ikke i at blive betegnet som en udansk jøde, der umuligt kunne bidrage med noget. Georg Brandes lod sig aldrig skræmme af, at folk var antisemitiske. Han blev ved med at insistere på at deltage i og præge offentlige debatter. Den gamle kulturkritiker er et forbillede for, hvordan vi skal betragte brune debattører i dag. Det kræver både mod, selvbevidsthed og intellekt. Det andet er, at vi skal huske, at Danmark kan være et racistisk land. Fortællingen om, at danskerne reddede de danske jøder i 1943, har fungeret som en grundantagelse i dansk historieforståelse med den implikation, at den grove misforståelse i offentligheden indtil for få år siden har været, at antisemitisme aldrig fandtes i Danmark. Men jødehadet fandtes overalt i Europa, og selvfølgelig eksisterede det også i vores land. Kig på satiretegningerne af Georg Brandes eller på den flere dage lange og voldelige jødeforfølgelse i København i 1819. Eller lyt til den politiske debat i år. Hvis ikke udtalelserne fra de opstillede i Stram Kurs er racistiske, så ved jeg ikke, hvad er. Og har Dansk Folkeparti nogensinde været stuerene? Vi skal væk fra den antagelse, at danskere ikke kan være racistiske. Selvfølgelig kan vi det – det kan alle være.”