Prøv avisen

Mangfoldig litteratur er på vej

Digteren Yahya Hassan har åbnet danskernes øjne for indvandrerlitteratur. Men Hans Hauge, lektor, dr.phil. i nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet, forklarer, at vi længe har haft indvandrerlitteratur. Foto: Grøtt, Vegard/NTB scanpix

Yahya Hassan har åbnet døren til en overset indvandrer- og migrantlitteratur, mener lektor Hans Hauge i aktuel debat

Digteren Yahya Hassan er blevet præsenteret som den første indvandrerforfatter i Danmark. Men i aktuel debat anfører Hans Hauge, lektor, dr.phil. i nordisk sprog og litteratur ved Aarhus Universitet, at vi længe har haft indvandrerlitteratur.

Det har længe været en usynlig kategori, siger Hans Hauge, der påstår, at det litterære system i Danmark har været lukket for indvandrere.

Hvad mener du med det?

Man kan sige, det er nemmere at komme ind i Danmark, end det er at komme ind i dansk litteratur. Jeg har undret mig over fraværet af kategoriseringen af indvandrerlitteratur og såkaldt migrantlitteratur. I 00erne slog det mig, at den politiske debat gik meget på indvandrere, mens denne gruppe ikke var trængt ind i den litterære offentlighed.

LÆS OGSÅ:
Litteratur blander sig med kunst

Vi har blandt andet et støttesystem, der ikke arbejder ud fra den slags kategoriseringer. Der er få forfattere, der kender hinanden som del af et lille netværk. Det er vanskeligt at komme ind fra eksempelvis Gellerupparken. Det har også noget at gøre med fraværet af postkolonialisme. Teorien har været nærmest til grin på studier i dansk litteratur. Man har aldrig opdaget, at Danmark har haft kolonier. Hvis man ser på engelsk litteraturs fornyelse, er det utænkeligt ikke at tale om de utallige forfattere fra stort set alle tidligere kolonier. Jeg har selv forsøgt at introducere grønlandsk og islandsk litterature uden held.

Kim Leine er jo norsk, og Knud Romers mor er tysker. Hvordan defineres indvandrerlitteratur?

Når man taler om indvandring i dag, er det først og fremmest fra arabiske lande. Gæstearbejderne i 1970erne kan måske sammenlignes med jødiske og islandske immigranter fra forrige århundrede. Men Janina Katz (polsk-dansk forfatter med jødisk baggrund, red.) kaldte man ikke for indvandrerforfatter. Efter den første bølge af indvandrere i 1970erne kom selvbiografier og til sidst det, man kan kalde migrantskrift, som ikke er immigrant- eller flygtningelitteratur, og som åbner sig mod en bestemt erfaring, der er anderledes. Da jeg gik i skole, var min dansk-lærer stolt over, at husmændene endelig var kommet med i litteraturen med Johan Skjoldborg. Siden kom arbejderen og så videre. Litteraturen indtager hele tiden nye områder, og nu kan man tale om migrantlitteratur af forfattere som Lone Aburas, der har en egyptisk far.

Hvor mange generationer skal der til, før man bare er dansk forfatter?

Det er svært at sige. I dag er det at være adopteret fra Korea, som Eva Tind, nok til at skrive migrantlitteratur. Kategorien udvides. Der er ikke en klar definition. Forfattere som Yahya Hassan og Eva Tind har åbnet døren for, at andre kan skrive sig ind i den tradition, som så bliver assimileret ind i den danske litteratur.

Er Yahya Hassan bare en enlig svale?

Det må tiden vise. Men han har i hvert fald sat en diskussion i gang. Der har altid været migrantforfattere, men ingen har snakket om det før nu. Landkortet er udvidet, og Trillegården i Aarhus er blevet en del af dansk litteratur. Der er ingen grund til at undgå kategorier, som man gør i Sverige. Det er en måde at skrive på, som hverken er særlig tyrkisk, særlig palæstinensisk eller særlig dansk. Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke ser det som en måde at inddrage nyt materiale på, som danske forfattere ikke kan trække på.