Prøv avisen
Film

Manhattan med sort- hvide skygger

5 stjerner
Foto fra filmen

Woody Allens klassiske ”Manhattan” er sommerens film i Cinemateket. Den er stadig lige vidunderlig

Woody Allens ”Manhattan” åbner med en billedsekvens af Manhattans klassiske skyline i aftenmørket. Så set og kendt, som ingen anden skyline i verden. Men Woody Allens blik er nostalgisk. Det er New York-arkitektur fra 1920’erne, 30’erne, 40’erne og 50’erne til et lydspor af George Gershwins evergreens – og så selvfølgelig: Woody Allens rastløse og småneurotiske fortællerstemme ind over det hele.

Ved filmens begyndelse er Woody Allen i gang med at fortælle et nyt kapitel om sin hjem, eller rettere sin bydel, det indre af New York.

Han ved ikke, hvordan han skal få begyndt, og hvad Manhattan er for ham. Kun at bydelen betyder alt, ja alt for meget og metaforisk har lejret sig i hans sind, som uomgængelig for hans liv, kærlighed og hele den urolige puls, der driver ham. At ”Manhattan” virkelig blev et nyt kapitel for Woody Allen opdager man, når man ser eller genser ”Manhattan” efter alle disse år. Retrospektivt er filmen fra 1979 en prototype for alle de film, denne lille magiker har skabt siden.

En uendelig og ustandselig variation over de samme små erotiske forviklinger og konflikter mellem intellektuelle fra den kreative klasse i det store æble. Ikke at de er noget særligt, men de agerer, som de var, og som om deres kærlighedsliv og arbejde var dem livet om at gøre. Det er det måske også – hvad har vi andet – men Woody Allen lægger en velgørende ironisk distance ind, til sig selv, til miljøet og til byen, der tilsyneladende bliver ved med at fostre menneskelige frustra- tioner, forventninger og mulige forvandlinger.

I ”Manhattan” følger cineasten – det vil sige alle os, der ikke kan lade være med at se film i biografen – den uforløste forfatter Isaac Da- vies (Woody Allen), der har indledt et forhold til den 17-årige studerende Tracy (Mariel Hemingway), efter at konen (Meryl Streep) har forladt ham.

Men Isaac brænder samtidig varm på sin bedste vens (Michael Murphy) elskerinde (Diane Keaton); en på en gang selvbevidst og rystende usikker journalist. Og så kører karrusellen, hvor de agerende springer på og af gyngerne i en svimlende rundtur, mens herlige oneliners flyver omkring dem. Isaac: ”Hvad angår mit forhold til kvinder bør jeg nomineres til August Strindberg Prisen”.

I de bedste af Woody Allens film er der imidlertid vemodig dybde og klart gennemskuende medmenneskelighed i sædeskildringen. Uanset kaskaderne af ord, de rablende strømme af uafbrudt tale, er der en tavshed i Woody Allens film.

Et sted, hvor følelserne foldes ind i en sansning eller en slags berøring uden ord. I ”Manhattan” bliver det tindrende klart mod slutningen af filmen, hvor den da allerede aldrende Woody Allens alter ego løber efter den uskyld, han for længst har tabt, men ikke kan slippe.

Alt det, som findes i den unge Tracy, spillet så renfærdigt og smukt af Mariel He- mingway, at man i lighed med Woody Allen har svært ved at slippe hende. Hun er uskyldens inkarnation, selve billedet på det tab, som kærlighedslivet også rummer, og som erotikken aldrig helt kan forskertse, uanset hvor skøn og fortryllende den kan være.

Hele denne drøm om at fastholde uskylden væves i ”Manhattan” sammen med New Yorks arkitektur, fastholdt i fotografen Gorden Willis mættede og tintede sort-hvide billeder, hvor skyggerne blive lange og lyset ulmer mellem træerne i Central Park og under Manhattan Bridge.

Woody Allen har lavet rigtig mange gode film siden ”Manhattan”, men så tindrende klar og ren i følelsen som her blev han ikke siden. ”Manhattan” er et lille stil- og genrebevidst mesterværk i amerikansk filmkunst og en skelsættende film i instruktørens produktion.