Prøv avisen

Manns skelsættende møde mellem politik og religion

Med ”Thomas Manns amerikanische Religion” foreligger et stykke fornem grundforskning om den tyske nobelpristager, som flygtede fra Nazityskland i slutningen af 1930’erne. Her ses forfatteren i sit hjem i Pacific Palisades i Californien i 1947. – Foto: .

Den store tyske forfatter Thomas Manns møde med de amerikanske unitarer blev skelsættende, viser ny bog af fremtrædende tysk forsker

Det var general Douglas MacArthur, der om alder sagde, at den ikke er et spørgsmål om biologi, men om sindsstemning. Set under den betragtning var Thomas Mann stadig en ung mand, da han på flugt fra nazisterne i slutningen af 1930erne fandt sig et eksil i Californien.

Thomas Mann havde jo allerede som ganske ung mand i 1901 fået sit gennembrud med den store roman om købmandsfamilien i Lübeck, Huset Buddenbrook, hvor han tydeligvis kredser om forholdet til slægten, fortiden og luthersk kristendom. Så man skulle tro, at den efterhånden ældre Thomas Mann var præget af længsel efter Europa og forbeholden over for det USA, han mødte. Men det var slet ikke tilfældet.

LÆS OGSÅ: Tysk krigsroman hitter efter 60 år

Og det hang sammen med, at Thomas Mann knyttede sig meget nært til den unitariske kirke, der lægger hele vægten på Gud og ikke tillægger Jesus og Helligånden den betydning for troen, som katolikker og protestanter gør. Men det var medlemmer af den unitariske kirke, der havde hjulpet Thomas Manns bror og søn undervejs på flugten fra Tyskland over Pyrenæerne. For Thomas Mann kom unitarismen til at stå for kristendom og demokrati in actu. Thomas Mann nøjes ikke med blot at sympatisere og økonomisk at støtte unitarerne; det er også på hans foranledning, at børnebørnene bliver døbt unitarisk.

Forfatteren til bogen om Mann er også medudgiver af hans samlede værker og kender forfatterskabet grundigt, og Heinrich Detering blev derfor temmelig forbløffet, da han opdagede, hvor dybt Mann havde engageret sig i den unitariske kirke. Thomas Mann bliver dog ved at kalde sig lutheraner, men Detering viser, hvordan nazismen fik forfatteren til at besinde sig på, at kristendommen er menneskeværdighedens uopgivelige betingelse, hvorfor han i 1939 kan skildre arten af det sammenstød, som venter således: Demokrati og kristendom er intimt forbundne, de er i den grad indbyrdes solidariske, at man kan betegne demokratiet som den kristne livsfølelses politiske udformning, og under dens navn forsvarer vi ikke andet end det vesterlandske livs særlige grundvold, den åndelige enhed inden for vor kulturkreds.

For Mann er Vesten i bund og grund det samme som kristenheden, og derfor er det kristendommen, der er den vestlige verdens vigtigste grundlag og fundament. Og efter Manns skøn fattede og forstod de unitariske præster rækkevidden af dette før de fleste og formåede at handle i overensstemmelse med denne indsigt.

Nobelpristageren fra Tyskland gav til gengæld også den unitariske bevægelse gehalt og vægt, og de unitariske præster presser da også citronen til det yderste og slår al mulig reklamemønt af den gamle digter. Men det pudsige og påfaldende er, at det ikke generer Mann, for da han kommer til USA, er det ikke æsteten Thomas Mann, som taler og skriver længere. Det er ikke længere den skønne attitude, der er målestokken for Mann, for i sit eksil sætter han sig ud over ethvert forfængeligt hensyn til, hvad der passer sig for en forfatter i verdensklasse.

Det drejer sig om at byde et totalitært diktatur trods, og i den situation melder kristendommens problemstilling sig med fornyet myndighed og styrke. Og hos unitarerne møder Thomas Mann repræsentanter for en religion, der ikke sløvt slumrer i lænestolen og lader begivenhederne rulle hen over sig, men hvis reaktion på, hvad der skete i Nazityskland, var af en sådan prægnans eller havde en sådan karakter af katastrofealarm, at den heller ikke blev uden virkning.

Bogen bidrager til at trække nye streger op i det åndelige kontrafej af Thomas Mann. Detering mener, at der i Manns personlighed var en sådan vægtfylde og dybde, at hans religiøse trang næppe blev forløst i den unitariske kirke, og det bekræfter efterordet af Thomas Manns barnebarn. Frido Mann kan fortælle, at bedstefaderen efter sin tilbagevenden til Europa er på nippet til at konvertere til den katolske kirke.

Med Thomas Manns amerikanische Religion foreligger et stykke fornem grundforskning, som må animere til flere sonderinger i Thomas Manns forhold til kristendommen, der livet igennem forblev en vedvarende inspiration og en stadig kilde til opløftelse hos denne tyske forfatter, som fire år før sin død skriver: Mit liv er lutter nåde, og det hensætter mig i forundring.

Hver onsdag skriver vi på denne plads om nye , der handler om tro og værdidebat

kultur@k.dk