Maren Uthaug har skrevet en munter dystopi, hvor undertrykkelse finder sted med kvindeligt fortegn

Trods en lidt uforløst slutning på Maren Uthaugs nye roman "11 %", er den en overbevisende fremtidsfiktion, der på satirisk og lystfuld vis skildrer et grotesk, kvindedomineret samfund

Maren Uthaug har skrevet en munter dystopi, hvor undertrykkelse finder sted med kvindeligt fortegn
Foto: Leif Tuxen.

Forestil dig en verden tre-fire århundreder ude i fremtiden, hvor der ikke længere findes kvinder og mænd, men mennesker og hanner. Hvor sex med en han (med eller uden befrugtning) er noget, der finder sted på særligt indrettede centre, hvor hannerne opdrættes og står til tjeneste for kvinderne under ekstremt kontrollerede og medicinerede forhold. Hvor de mere fordækte sextrængende opsøger mandedamer med påsyede penisattrapper i silikone. Hvor menstruationsblod er visdomsblod, og den aldrende, ikke-blødende kvinde er en, som besidder stor visdom, fordi hun nu ”beholder visdommen i sit indre”. Hvor såkaldte rottepiger går omkring med kurve fulde af rotter, som sættes ud i gamle bydele for at hjælpe den naturlige nedbrydning af de firkantede ”patriarkbygninger” lidt på gled, mens al ny arkitektur tager udgangspunkt i naturens egne runde og ovale former. Hvor den kristne kirke i stedet for Gud har Moderen i højsædet, med den korsfæstede Jesus som symbol for den cyklus af død og genfødsel, som kendetegner naturen. Og, ikke mindst, hvor pligtonani (teoretisk og praktisk) er institutionaliseret under faget "Krop" i skolen. 

Sådan cirka tager universet i Maren Uthaugs nye roman ”11 %” sig ud. 11 procent – så mange hanner, som der fortsat må være i verden for at sikre artens overlevelse. 

Vi følger på skift fire af skæbnen forbundne kvinder, som hver på deres måde er en form for udskud i den nye verden. Den lavstammede heks Medea er berømt for sit slangeopdræt og leverer i hemmelighed magiske kærlighedskager til den lokale mandedame Lars. I bytte får hun nødvendigheder som mad og energi til ”klostret”: en gammel, forfalden herskabsvilla på det, der engang var Frederiksberg ved København, men som nu er slum. I klosteret bor foruden Medea den halvsenile Ældste, den tavse Stille og en syvårig dreng, som ingen må vide noget om. Medeas store kærlighed er en pytonslange ved navn Pythia, som hun har haft fra spæd.
Præstinden Wicca er af fornem præstindeslægt, men ikke desto mindre en mislykket en af slagsen, med uregelmæssige, svage menstruationer og en mangelfuld evne til at holde sine rituelle slanger i live. Det sidste bringer hende til Medea i håb om at erstatte den senest afdøde slange uden at blamere sig over for sin mor, en ypperlig bløder og slangeholder. På trods af deres religiøse forskelligheder – Medea dyrker både mandlige og kvindelige guder og er af den håbløst forældede opfattelse, ”at et harmonisk samfund bestod af en balance mellem det feminine og det maskuline” – indleder de to et forhold.

Stille er ikke stum, men holder sig tavs og for sig selv med nippesaksen, med hvilken hun plejer sine planter med samme nidkærhed, som hun æder Ældstes krager. Eva er læge med speciale i unghanner, ansat på et af mandecentrene, og bærer på en hemmelighed, som kun Stille kender. 

Selv om romanen genremæssigt kan betegnes som en dystopi – et dystert, pessimistisk fremtidsscenarie – er den samtidig forunderligt lystfuld og munter. Humoristen Uthaug sprudler af fortællelyst i en fantasifuld og skælmsk satirisk beretning fra et kvindedomineret samfund. Det gør faktisk ikke spor, at langt de fleste af bogens 352 sider bruges på at etablere det finurlige univers med dets gennemførte detaljerigdom både i kulturel, historisk og fysisk forstand. Det er så inciterende beskrevet, at læseren er rigeligt underholdt. Desværre når fortællingen til sidst en lidt uforløsende og vag slutning, hvor Uthaug lidt halvhjertet og vel hurtigt får sig sat halvvejs mellem feel good- og undergangsstemning. 

Det ændrer dog ikke på, at ”11 %” er en af de mest originale fremtidsfiktioner, jeg har stiftet bekendtskab med. Uthaug bevæger sig overbevisende ind i det groteskes rige, og der er så langtfra tale om en feministisk utopi, men snarere et Handmaid’s Tale’sk rædselsregime, hvor undertrykkelsen blot finder sted med omvendt fortegn. Magten finder altid nye veje at kontrollere og regulere det enkelte menneskes på, synes moralen at være. Kun kærligheden lader sig ikke styre, hvad enten den kastes på en 11-meters pytonslange eller en undermåler af en heks. 

Maren Uthaug: 11 %. 352 sider. 249,95 kroner. Lindhardt & Ringhof.