”Historie er et mareridt, jeg forsøger at vågne fra,” lader forfatteren James Joyce sit alter ego, Stephen Dedalus, sige i romanen ”Ulysses” fra 1922.
Det er et citat, der ofte kan melde sig, ikke mindst hvis man beskæftiger sig med den europæiske historie i den første halvdel af det 20. århundrede.
Det melder sig atter under læsningen af Anne Applebaums nye bog ”Rød sult. Stalins hungersnød i Ukraine”. Den udkom i USA sidste år og handler om de år, 1932-1933, hvor Stalins regime udhungrede Ukraine for at udrydde det eksisterende familielandbrug, få liv i en stagnerende kollektiviseringspolitik samt i det hele taget få disciplineret den ukrainske befolkning.
Den målrettede politik kom til at koste fire millioner ukrainere livet og i de samme år også en million andre sovjetborgere deres. Efterfølgende har man i forbindelse med Stalins morderiske fremfærd i Ukraine talt om ”holodo-mor” – et ord sat sammen af de ukrainske ord for sult – ’holod’ – og udryddelse – ’mor’.
Det er en fremragende, rystende og meget effektivt skrevet bog, hvor man aldrig kommer i tvivl om forfatterens engagement.
Anne Applebaum er forholdsvis velkendt i Danmark. Hun er fast kommentator ved Washington Post og gæsteprofessor i historie ved London School of Economics og har ofte kommenteret den aktuelle politiske situation i Europa med temaer som EU, Brexit, populisme og ikke mindst Putin, også i danske aviser.
I sit forfatterskab har hun som oftest haft blikket vendt mod øst, overvejende Sovjet- og Ruslands-kritisk. Hun fik stor opmærksomhed for bogen ”Gulag: A History” fra 2003 (på dansk i 2004), som hun fik Pulitzerprisen for, og som er forblevet et referenceværk vedrørende historien om Stalins koncentrationslejre.
Før den udgav hun i 1994 rejsebogen ”Between East and West: Across the Borderlands of Europe”, hvor hun rejste fra Østersøen til Det Sorte Hav og skildrede byer og egne med det tilfælles, at de historisk havde været under ofte skiftende herredømme. Tag for eksempel en by som Lviv, som i dag ligger i det vestlige Ukraine – den var tidligere Lvov i Sovjetunionen, før Anden Verdenskrig var den Lwow i Polen, og før Første Verdenskrig Lemberg i kejserriget Østrig-Ungarn. At være menneske i sådanne grænselande mellem øst og vest – Ukraine, Hviderusland, Polen, Litauen – har historisk været en ganske anden sag end livet på vore fredeligere breddegrader.
Det hører med til billedet, at Anne Applebaum, født i 1964 i en velstående jødisk familie i Washington D.C., i 1992 blev gift med den polske politiker Radoslaw Sikorski, som i 2007-14 var udenrigsminister i Donald Tusks polske regering og har stærke bånd til Ukraine. Han spillede en mæglende rolle under Maidan-krisen i 2014 og advokerede senere skrappe sanktioner mod Rusland.
Applebaum er bosat i Warszawa. I 2013 fik hun polsk statsborgerskab.
Tilbage til det konkrete historiske mareridt, som Applebaum dokumenterer så overbevisende. For Ukraine har det historisk spillet en stor rolle for landets attraktion for eksterne magthavere, at landet med den sorte jord både er meget udstrakt og meget frugtbart – hvortil kommer den strategiske gevinst ved landets havnebyer ved Sortehavet.
Hitler betragtede Ukraine som et gigantisk spisekammer lige ved bagdøren, som han måtte have fingre i. Hans videre plan var at skrue den sovjetiske industrialisering af landet tilbage og så reservere det udelukkende for produktion af fødevarer.
Stalin så det omkring 1930 ikke meget anderledes. Produktionen i det ukrainske landbrug var central for hans femårsplaner, men det var afgørende, at landbruget blev kollektiviseret, og at kulakkerne, de bedrestillede bønder, blev ryddet af vejen. Stalin stolede ikke på kulakkerne, som han – ikke uden grund – så som fjender af revolutionen og forestillede sig som en femte kolonne: Kulakkerne ville – mente han – med kyshånd tage imod den invasion af fremmede kapitalistiske magter, som han paranoidt forestillede sig altid var lige om hjørnet.
Hungersnøden i 1932-33 kom altså som en udløber af kollektiviseringen af landbruget i slutningen af 1920’erne, som var en formelt frivillig, men i praksis tvungen proces. Stalins samfundsmodernisering, forceret gennem femårsplaner, skulle finansieres gennem en korneksport, der var sikret til statsligt fastsatte priser. Problemet var, at statens agenter ikke anede, hvor meget korn der var at tage af, og ikke uden grund formodede, at meget blev gemt. Det blev anledningen til en intens kamp om fødevarer mellem statsagenterne og bønderne.
Høsten i 1932 var under gennemsnit, men Stalin foretrak at forstå situationen sådan, at bønderne saboterede staten, selvom hans egne bureaukrater, når de ellers vovede, prøvede at overbevise ham om, at der ikke var mere korn, eller noget andet spiseligt, at komme efter.
Det springende punkt, som vestlige sovjethistorikere løbende diskuterer, er her, om Stalin decideret gik efter at få udryddet millioner af ukrainere – for at slippe for flere problemer med dem – eller om han ”blot” ønskede at inddrive mest muligt korn, sådan som det også foregik i andre af Sovjets kornproducerende regioner.
I den ukrainske selvforståelse har der siden 1930’erne ikke været tvivl: Holodomor var ikke bare en national tragedie, det var folkemord. Her er Applebaum helt på ukrainernes side, som det også fremgår af undertitlen på den amerikanske udgave af bogen: ”Stalin’s War on Ukraine” – i den danske udgave er den af uransagelige årsager afsvækket til det lidt uklare ”Stalins hungersnød i Ukraine”.
Det virker plausibelt, at hvad der i kernen var et spørgsmål om inddrivelse af korn og omlægning af landbrugets struktur i kollektiv retning, undervejs radikaliseres til en straffepolitik rettet mod kulakker, nationale ukrainere, ukrainske intellektuelle og lokale bureaukrater i kommunistpartiet, som var mistænkt for sabotage.
Formodningen styrkes af Ukraines status som et grænseland, som Kreml mente, de pr. definition ikke kunne stole på. Allerede i 1920’erne havde Ruslands nye magthavere fulgt den kurs, zarerne havde udstukket over for ukrainsk nationalisme, skriver Applebaum. De havde forbudt ukrainske aviser, forbudt brugen af det ukrainske sprog i skolerne og lukket teatrene. I 1930’erne gik det hårdere til: Institutioner blev lukket ned, ukrainske intellektuelle, præster og kunstnere blev over en bred kam dømt som kontrarevolutionære og henrettet i tusindvis.
Imens døde folk ude i landdistrikterne. Konfiskationerne af fødevarer blev udført med effektiv grusomhed. Kommunistpartiets aktivister drog – ”drevet af sult, frygt og et årtis hadefuld og konspiratorisk retorik” – fra gård til gård, rev gulvbrædder op, sonderede hølofter med jernstænger, gravede køkkenhaver op og konfiskerede alt, hvad de fandt, herunder næste års såsæd. De sultne blev forbudt adgang til byerne, døde og døende børn og voksne fyldte vejene – billeder i bogen viser, hvordan – og konfiskationsturnéerne fortsatte. Hvis lavere rangerende lokale partifunktionærer protesterede, risikerede de at blive skudt.
Den planlagte udsultning havde ifølge Applebaum til formål sammen med ødelæggelsen af den lokale landsbykultur og henrettelserne af de bedste hjerner at skræmme ukrainerne til lydighed over for den sovjetiske stat. Da muligheden for national frigørelse viste sig 60 år senere, tøvede de ikke med at trække det sidste tæppe væk under Sovjetunionen.
Applebaums bog er en medrivende fremstilling af dette historiske mareridt, baseret på et kildemateriale, der er blevet tilgængeligt siden Sovjetunionens fald, og dokumenteret med et næsten absurd grundigt noteapparat.
Afslutningsvis diskuterer hun emnets aktuelle rolle i den russisk-ukrainske konflikt. Det har forståeligt nok en central placering i moderne ukrainsk nation-building, og man søger international anerkendelse af holodomor som folkemord. Den russiske side har siden 1991 været omhyggelig med at understrege, at der ikke var tale om et russisk overgreb, men et sovjetisk.
Men når man hører ”den sene Putins” apologi for Stalins rolle i det 20. århundredes russiske historie, harmonerer den yderst dårligt med Applebaums beretning. Mareridtet er ikke slut.
Gæsteanmelder Henrik Jensen er forfatter, historiker og anmelder ved Morgenavisen Jyllands-Posten.