Noget af det bedste, jeg ved, er simpelthen at have gang i en stor roman, som jeg så kan glæde mig til at læse i. Det giver mig virkelig megen glæde, og det er jo vigtigt, at vi alle sammen husker at have noget, vi glæder os til. For mig er det sådan, når jeg er midt i en god bog.
Jeg læser helst romaner, og jeg elsker store engelske romaner af eksempelvis Charles Dickens, Jane Austen og George Eliot, men for tiden læser jeg ”Bogtyven” af Markus Zusak. En fantastisk og fascinerende fortælling, som foregår i Tyskland under Anden Verdenskrig, skrevet af døden selv.
Men det er sjældent, at jeg har den med mig, fordi det er lidt bøvlet med min lille kuffert, og det er den næsten for tyk til. For nogle år siden havde jeg et bind af Charles Dickens samlede værker med mig på en flyvetur. Den er uindbundet, og siderne falder fra hinanden. Det er en udgave, som jeg har arvet fra min morbror. Så jeg sad der i flyveren med kun 100 af siderne, og min sidemand spurgte mig forundret, hvad det dog var for en gammel sag, som jeg sad med der. Det var virkelig morsomt, og faktisk har det vist sig at være vældig praktisk, fordi min mand kan have de andre sider af bogen, og på den måde kan vi læse den samtidig.
For nylig genlæste jeg ”Det gode håb” af William Heinesen, som er en de allermest fantastiske bøger. Sprogligt er den helt sin egen, og nærmest på hver eneste side er der jublende gode sætninger som for eksempel: ”Provsten holdt en lang og leddeløs prædiken.” Den linje kan jeg blive ved at grine ad.
Personligt synes jeg, at jeg får læst for lidt litteratur, fordi jeg bruger megen tid på at læse aviser og rapporter. Men jeg sætter pris på at genlæse bøger – hver gang lægger jeg mærke til nye detaljer.
Da mine børn voksede op, læste jeg meget højt for dem. Det er jo en kvalificeret måde at være sammen med sine børn på, og vi tog os god tid til det. Men det har ødelagt min læsehjerne lidt. Jeg har vænnet mig til at læse højt og læser derfor også højt for mig selv, hvis jeg ikke koncentrerer mig om at lade være. Det har betydet, at jeg er en langsom læser, men heldigvis tænker og taler jeg jo ikke så langsomt, så helt forfærdeligt går det dog ikke.