Det er først og fremmest varmen, der gør ferien til et helvede. Den sydlandske sommerhede har lagt sig som en kvælende dyne over den lille italienske landsby, hvor to ægtepar stædigt prøver at holde ferie. For ferien er en del af en respektabel borgerlig livsførelse – også selvom den er uudholdelig.
De udfører de obligatoriske dagsritualer. Pendulerer planmæssigt mellem hotelbaren, boulebanen og badestranden, mens der ideligt diskuteres, hvorfor netop denne ferie er særligt slem.
”De små heste i Tarquinia” er en underspillet gyser om indestængte længsler og forspildte liv. Med sit kyniske klarsyn viser Marguerite Duras, hvordan ferien er et forstørrelsesglas, der fremhæver fejl og sprækker under solens strenge projektør. En petriskål, hvor alle ægteskabets dysfunktionaliteter yngler og træder tydeligere frem, og hvor vi ikke kan gemme os for os selv og hinanden. ”Om sommeren viste menneskers natur sig meget tydeligere. Menneskers opførsel fortalte mere om dem om sommeren end om vinteren. Det skulle man i hvert fald tro. I solen åbnede en persons karakter sig og lod sig se.” Men under den stillestående, mærkeligt meditative ferieslummer, lurer en stor og tragisk fortælling om desillusion, om længsler og begær, der ikke lader sig forløse, og om den uoverstigelige afstand mellem mennesker.
Parret Jacques og Sara har lejet et feriehus med deres uduelige barnepige og lille søn tæt på venneparret Ludi og Gina samt fællesveninden Diana, som bor lidt længere oppe ad landsbyens eneste støvede grusvej. Den ferierende flok laver ikke stort andet end at dase, drikke campari og skændes i en grundstemning af døs og irritabel rastløshed. Som en kærkommen distraktion bliver de optaget af en fremmed mand, der dagligt sejler rundt på den nærliggende flod i sin speedbåd. Den mystiske sejler introducerer potentialet for et eventyrligt element, lidt spænding i den døsige hverdag, og romanens hovedperson Sara indleder da også en kort affære med den fremmede.
I det ydre sker der påfaldende lidt på den klassiske duraske måde. Handlingen har en tomganglignende modus, der mimer ferietilstandens klaustrofobiske apati. Alligevel bliver det kun lidt kedeligt. For Duras har en sjælden sans for den store katastrofe i detaljerne; i en enkelt replik mellem ægtefolk, der åbenbarer en afgrund af forbitrelse, i et blik, en bevægelse. Den største styrke er romanens særegne, henslængte sprog, den slumrende stil, der pludselig perforeres af chokerende præcise sætninger, fortættede formler, der bærer summen af ophobet afmagt og tilværelsens almindelige absurditet. Som for eksempel ”der findes i enhver befrielse en undertrykkelse, som man ikke må glemme.”
Franske Marguerite Duras var de spildte skæbners store forfatter. Det lille sære persongalleri i ”De små heste i Tarquinia”, som nu er udkommet for første gang på dansk i Lone Bjelkes smukke oversættelse, er da også alle kuldsejlede i en eller anden forstand.
Særligt tragisk er feriebyens lokale købmand. Hvor de andre endnu og med det yderste af neglene holder fast i utopierne om ægteskab, kærlighed, venskab og sammenhæng, har han for længst givet op. Bitter over at være blevet gjort til ’en mand man ikke længere kan elske’ af sin tyranniske hustru er han resignationens triste eksempel. Det eneste, der rigtig giver hans liv indhold, er, da en ung minerydder bliver sprængt i stykker i bjergene omkring landsbyen. Hver dag besøger købmanden de sørgende forældre på bjerget, der går og samler ligdele af deres søn sammen i en sæbekassebil. Den absurde situation, som den voldsomme ulykke afstedkommer, fungerer som overrumplende kontrast til parrenes verdensfjerne småproblemer i ferieosteklokken.
Med gribende indsigt fortæller Duras’ lille kæberaslerroman om det nådesløse i at være menneske, når hverdagen sættes på pause, distraktionerne er forsvindende få, og vi møder eksistensen i al sin rå påtrængenhed. Det er oplagt læsning midt i en karantænetid.