Marianna Shirinyan gjorde det hundesvære let

Den dansk-armenske pianist brillerede i Prokofjevs klaverkoncert i Tivoli

I lighed med Beethoven skrev den russiske komponist Sergej Prokofjev fem klaverkoncerter, men mens alle Beethovens værker i denne genre høres hyppigt i koncertsale over det meste af verden, er det kun én af russerens koncerter, der jævnligt bliver programsat. Det er hans ultravirtuose 3. klaverkoncert, som blev komponeret over et årti for til sidst at blive uropført i Chicago i 1921. Det meste af værket, som han ellers selv havde defineret som et af sine ”amerikanske”, blev skrevet i en lille landsby i Bretagne. Partituret er berygtet blandt koncertpianister på grund af sin sværhedsgrad – samtidig med at der er tale om en af de mest populære klaverkoncerter i dag. Det sidste kan være lidt af en gåde, eftersom værket også er en udfordring for de fleste lyttere. Og dog – når en pianist af en kaliber som den dansk-armenske Marianna Shirinyan med den største selvfølgelighed gav sig i kast med værket, kunne man blive lullet ind i en forvisning om, at så svært er det altså heller ikke. Måske drejer det sig snarere om, at den unge Prokofjev ønskede at demonstrere sine formidable avantgardistiske færdigheder – i hvert fald gjorde han værket til en ordentlig mundfuld. Men med Shirinyan ved tangenterne var man tilbøjelig til at sluge den råt.

Der strømmede unægtelig et rigere væld af melodier fra Tivoli Copenhagen Phil, da aftenens dirigent, finnen Eva Ollikainen, med store fagter ledte musikerne gennem Antonin Dvoráks 9. og sidste symfoni med tilnavnet ”Fra den ny verden”, komponeret i 1893 med inspiration fra Amerika, men rigtignok med bøhmiske rødder. Det blev et lille eventyr i Tivoli, ikke mindst i andensatsen, hvor engelskhornet – her fornemt trakteret af Birgitte Lindum – spiller en hovedrolle i andensatsen, en ualmindeligt indtagende largo.

Musikanmelderringens prisoverrækkelse (fra 2020) til den blot 19-årige cellist Jonathan Swensen indebar, at vi fik et nummer mere: Tjajkovskijs virtuose ”Pezzo capriccioso”, som den russiske komponist skrev i 1887. En fin prik over i’et, men der fulgte såmænd endnu et skønt af slagsen, da Marianna Shirinyan vendte tilbage til scenen for sammen med Swensen at spille en sats fra en af Rakhmaninovs cellosonater som et uhyre velkomment ekstranummer.

Flygelet var ellers trillet til side, men det generede hverken de to glimrende musikere eller aftenens taknemlige publikum.