Marianne Jelved: Der er ingen grænser for DR

Politikerne skal ikke bestemme, hvad DR skal sende, eller på hvilken platform det sker, mener kulturministeren

Marianne Jelved (R). –
Marianne Jelved (R). –. Foto: Leif Tuxen.

Public service kan i princippet være alt, siger kulturminister Marianne Jelved (R) til Politiken.

Allerede inden forhandlingerne om en ny medieaftale er skudt i gang, risikerer kulturminister Marianne Jelved at sprænge kredsen bag det eksisterende forlig.

For mens de borgerlige partier gennem et par måneder har efterlyst strammere og hårdere krav for public service i DR, erklærer Marianne Jelved for første gang klart, at politikerne skal holde sig fra at begrænse DR uanset om det gælder indhold eller platform.

DR skal have lov til at bruge de næsten 3,7 milliarder licenskroner, der er afsat til mediekoncernen, til at sende alt fra X Factor til amerikanske tv-serier.

Det kan nemlig lokke brugere ind til nyheder, oplysning og debat på DR: Det er en offentlig opgave, at seere, der betaler licens, får det, de gerne vil have og så nogle udfordringer ved siden af, siger Marianne Jelved. Direkte adspurgt, om der er noget, som ikke er public service, svarer hun: Nej.

Ellen Trane Nørby, medieordfører for Venstre, kalder udmeldingen bizar:

Det svarer til at sige, at god børneopdragelse bygger på, at hver gang børnene råber på slik, skal de have alle de poser slik, som de gerne vil have. Bag public service ligger et kvalitetsstempel. Public service kan ikke være alt, siger hun til Politiken.

Dansk Folkepartis medieordfører, Morten Marinus, er alarmeret over kulturministerens udtalelser. Dansk Folkeparti er ligesom Venstre med i den medieaftale, som nu skal genforhandles:

Det skuffer mig, at kulturministeren allerede inden forhandlingerne melder så bombastisk ud, at DR bare skal have lov til alt. Jeg læser mellem linjerne, at vi som politikere ikke skal sætte nogen begrænsninger og heller ikke stille nogen krav til DR, siger Morten Marinus.