Marie Kjestine Høiers sønderjyske tidsbilleder er meget mere end blot lokalhistorie

Den hverdagsnære historiske dokumentation, der gives, er afgjort af almen interesse – hvad der gør ”En landsby i krig og fred” til lokalhistorie, der er mere end lokalhistorie, skriver anmelder Claus Grymer blandt andet

Klovtoft er omdrejningspunktet for "En landsby i krig og fred". Her er det Klovborg Skole, cirka 1974.
Klovtoft er omdrejningspunktet for "En landsby i krig og fred". Her er det Klovborg Skole, cirka 1974. Foto: Peter og Marie Høier/Museum Sønderjyllands Mediearkiv.

Marie Kjestine Høier (1904-1987) voksede op på en dansksindet slægtsgård i Klovtoft i det daværende Nordslesvig. I 1926 blev hun gift med lærer ved Klovtoft Skole, Peter Høier (1899-1992), der havde været soldat i Første Verdenskrig. Marie Kjestine Høier virkede som håndgerningslærer og var aktiv i den lokale ungdomsforening.

Desuden – og ikke mindst – efterlod hun sig en række lokalhistoriske værker, slægtshistorie og erindringer. Et eksempel på hendes fine skrivekunst – erindringslitteratur af høj kvalitet – er bogen ”En landsby i krig og fred. Sønderjyske tidsbilleder 1905-45”, der er udgivet af hendes datter og søn, Anneli Høier og Hans Kr. Høier.

Marie Kjestine Høier skriver om sig selv, at hun ”er så stavnsbunden, som nogen kan blive”. Hun boede i Klovtoft hele sit liv, dog afbrudt af et betydningsfuldt ophold på Danebod Højskole på Als.

Hun mener, at det særligt stavnsbundne hos sønderjyderne skyldes, ”at de som et lille folk har levet en helt anden tilværelse end dem, der boede (…) nord for Kongeåen. På en måde var deres levned mere hårdt, fordi man her efter 1864 i mange henseender havde statsmagten imod sig, når man ville indrette sig som dansk i den tyske stat”. I skolen blev der således udelukkende talt tysk, i hvert fald i klasseværelset. Men på legepladsen og efter skoletid talte børnene sønderjysk. Dette at skulle udtrykke sig på to forskellige sprog var angiveligt intet problem for dem. De indrettede sig med forholdene, som de var.

Skoletiden kunne ellers være barsk. Den praktiserede preussiske disciplin kendte ikke til nåde. Marie Kjestine Høier brød i gråd, da hun første gang var vidne til, at læreren tævede en dreng med sin stok. Sådan var det: De, der ikke kunne deres lektier, straffedes med tærsk. De svage elever kunne være så bange for at svare forkert på lærerens spørgsmål, at de slet ikke turde svare.

Fortrolighed

Det stavnsbundne hos forfatteren afspejler sig i hendes fortrolighed med selv de mindste detaljer i Klovtofts dagligliv. Rammen om dets rolige rytme var et fællesskab, der omfattede det meste, men samtidig var præget af den nationale modsætning. Dette udgjorde et usynligt, men altid nærværende skel.

Med næsten videnskabelig omhu forholder Marie Kjestine Høier sig til stoffet. Grundigt, men ubesværet levendegør hun en svunden tids bondekultur. Som skribent er hun så konkret og præcis, at man tydeligt ser det skildrede for sig. Som om det opleves på film. Til stadighed holder hun sig selv undseligt i baggrunden. Det, der optager hende, er først og fremmest den virkelighed, som hun både var en meget opmærksom deltager i og iagttager af.

Med sin på én gang lette og nøgternt registrerende stil er hun blottet for nostalgi. De mørke eller ligefrem tragiske tildragelser hører med.

Lange skygger kastes ind over landsbyen fra Første Verdenskrig, da alle mænd, helt unge som ældre, blev indkaldt. Den arbejdskraft, man da kom til at mangle på gårdene, søgtes erstattet af russiske krigsfanger. Hjemme hos Marie Kjestine Høier havde man fire-fem boende ad gangen. Det kammer, der blev indrettet til dem, havde jerngitter for vinduerne og en træbom for døren. Til yderligere sikring bidrog skiftende vagtmænd.

Den hverdagsnære historiske dokumentation, der gives, er afgjort af almen interesse – hvad der gør ”En landsby i krig og fred” til lokalhistorie, der er mere end lokalhistorie.

Marie Kjestine Høier: En landsby i krig og fred. Sønderjyske tidsbilleder 1905-45. 194 sider. 199,95 kroner. Forlaget Mellemgaard.