Mario Vargas Llosas roman om frihedsidealer får anmelderne til at vælge side

Anmelderne kan ikke blive enige om, hvilket spor der er det mest interessante i den peruvianske Mario Vargas Llosas to i én-roman om maleren Paul Gauguin og malerens feministiske pionér af en mormor

Mario Vargas Llosas ”Vejen til paradis” løber i to spor – og som det så ofte sker, når en fortælling løber i to spor, risikerer man som læser at blive mere fascineret af det ene end af det andet, hvilket også sker for flere af de danske anmeldere. –
Mario Vargas Llosas ”Vejen til paradis” løber i to spor – og som det så ofte sker, når en fortælling løber i to spor, risikerer man som læser at blive mere fascineret af det ene end af det andet, hvilket også sker for flere af de danske anmeldere. – . Foto: Bo Amstrup.

Han har netop gæstet Danmark, den 81-årige forfatter Mario Vargas Llosa, der i 2010 blev tildelt Nobelprisen i litteratur. Han har været i Aarhus i forbindelse med litteraturfestivalen LiteratureXchange og i København på Det Kongelige Bibliotek for at tale om sin seneste roman på dansk, der dog udkom på spansk allerede i 2003, men som nu er udkommet på Forlaget Klim i Rigmor Kappel Schmidts danske oversættelse.

Den hedder ”Vejen til paradis” og løber i to parallelle spor, der i 22 kapitler dels fortæller historien om maleren Paul Gauguin (1848-1903), der i 1891 forlod sin danske kone Mette-Sophie Gad og deres fem børn i Paris for at rejse til Tahiti i Fransk Polynesien, dels om hans mormor, den franske foregangskvinde og feministiske pionér Flora Tristán (1803-1844).

De kæmpede begge, på vidt forskellig vis, en kamp for kunsten og kønnet, der gik ud over grænsen for tidens normer, og om romanen skriver Klaus Rothstein i Weekendavisen blandt andet:

”Det simple ved Mario Vargas Llosas litterære metode er den dybt traditionelle fordeling af de to personspors kapitler, der veksler så pænt, ét til dig og ét til mig. Da Paul Gauguin og Flora Tristán aldrig mødtes, og da Paul kun har rudimentær viden om sin mormor, bliver der ikke tale om fortællingernes dybe krydsbestøvning. Jeg vil mene, at dobbeltromanen lader sig læse ganske friktionsfrit som to enkeltromaner i egen ret, man skal bare læse de ulige kapitler først, derefter de lige.”

Som det så ofte sker, når en fortælling løber i to spor, risikerer man som læser at blive mere fascineret af det ene end af det andet, hvilket sker for så vel Klaus Rothstein som for flere af de andre anmeldere, og han konkluderer:

”’Vejen til paradis’ udkom på spansk i 2003, syv år før forfatteren modtog Nobelprisen. Nobelprisklasse holder romanen om feministen og impressionisten vel ikke, men mindre kan også være vellykket. Måske fordi Vargas Llosa har nemmest ved at identificere sig med Kunstneren & Manden, bliver Gauguin-delen en lidt forudsigelig reproduktion af en kendt kunstnermyte. Flora Tristán er derimod romanens bevægende og bjergtagende scoop.”

Ganske anderledes forholder det sig i Information, hvor Mathilde Moestrup har det lige omvendt. Hun finder, at beretningen om Flora Tristán er ”ret ensidig”, at hun som romankarakter desværre bliver ”temmelig flad”, men at fortællingen om Gauguin til gengæld er ”anderledes ambivalent og fængslende”, omend hun i bund og grund ikke køber konceptet om den tosporede roman:

”Men hvad fører sammenfletningen af de to historier egentlig med sig? Sammenhængen skrives på intet tidspunkt frem, og efter endt læsning står det ikke klart for mig. Den oplagte forklaring er selvfølgelig, at de to var beslægtede, og at det i sig selv udgør en kuriøs tilfældighed. Alligevel provokerer det mig, måske især fordi kapitlerne om Tristán er så meget kedeligere end dem om Gauguin.”

Også Kim Skotte kaster sit lod i Paul Gauguins skål i sin anmeldelse i Politiken, hvor det bliver til fire hjerter ud af seks. Han finder ikke, at forfatterens dramadokumentarisme i ”Vejen til paradis” når samme højde som andre af hans romaner i samme genre (for eksempel ”Bukkens fest” om diktatoren Trujillo eller ”Kelterens drøm” om den irske frihedskæmper Roger Casement), fordi idéen om at mod- og sidestille to friheds-idealer – det kunstneriske og det feministisk-politiske – viser sig at være noget skematisk:

”Vargas Llosa er som en fisk i vandet, når han fortæller om Gauguins heftige liv som syfilitisk fordrukken og ludfattig kunstmaler på Tahiti og Marquesasøerne, hvor han havde drømt om at genfinde menneskets tabte paradis. (…) Fortællingen om Flora Tristán (ligner) mere pligtstof.”

Kim Skotte ville måske hellere have haft en roman kun om Paul Gauguin – og så måske alligevel ikke, for så ville Flora Tristán være forblevet i glemslen. Og det er hun måske også for interessant til? Hvorom alting er, så mener han, at romanen er lidt for meget konstruktion, lidt for meget idé, præcis som Torben Weirup i Berlingske, der dog ikke vælger så eksplicit side som de øvrige anmeldere. Men han problematiserer ligeledes formen og finder ikke, at de to hovedpersoner kompletterer hinanden, og at den formodede synergieffekt derfor udebliver:

”Grebet med to romaner i samme bog forstyrrer altså mere, end det gavner. Det er ærgerligt, for det er to meget medrivende his-torier, som man glubsk læser. Også selvom man, fordi det er historiske personer, kender til handlingen og nok aner, hvordan den må ende.”

Men i Kristeligt Dagblad, hvor der falder fem stjerner ud af seks, slår Mads Rosendahl Thomsen sig ikke på formen. Snarere tværtimod. I hans læsning bliver beretningen om de to historiske figurer nemlig mere end summen af delene:

”Nogle gange kan en roman forekomme så oplagt komponeret, at man glemmer, at den ikke er opstået ud af ingenting.”

Han mener dog heller ikke, at ”Vejen til paradis” har samme tyngde som nogle af de andre af Mario Vargas Llosas romaner, der er skrevet over historiske figurer, hvilket dog ikke piller ved hans helt overordnede begejstring for romanen såv el som for et stort og vægtigt forfatterskab:

”Llosa veksler mellem flere registre i sin fortælling. Nogle gange er tonen objektiv og historisk saglig, andre gange lader en fortæller sig komme til syne, der adresserer de to hovedpersoner direkte for at skabe et nærvær med den situation, som de stod i, og de mange valg, de stod over for. Denne vekslen mellem de to liv og mellem en objektiv og en indledende stemme giver romanen en markant nerve. Llosas sans for at beskrive en verden af i går med alle de ting, som satte begrænsninger, som vi ikke længere kender på samme måde, er også uovertruffen. Det gælder i forhold til sociale normer, til beskrivelsen af oplevelsen af omverdenen og til det erotiske, som ved siden af kritikken af magtstrukturer udgør en vigtig del af Llosas forfatterskab.”

I ”bogen i tiden” skriver vi hver uge om mediekritikkens modtagelse af en væsentlig aktuel bog eller om en debat, som en eller flere bøger har rejst.