Der findes et lag af amerikanske skuespillere, som gang på gang leverer blændende præstationer, men af den ene eller anden årsag aldrig bliver superstjerner. Laura Linney, Giovanni Ribisi og Diane Lane er bare nogle af dem, og til samme kategori hører 52-årige Mark Ruffalo, der er én af sin generations fineste skuespillere og i udseende, gestik og stemmeføring bringer mindelser om Marlon Brando.
Det gør han også i HBO-miniserien ”I Know This Much Is True”, der er baseret på en roman af Wally Lamb og er instrueret af Derek Cianfrance, der tidligere har skabt stærke film som ”Blue Valentine” og ”The Place Beyond the Pines”.
I ”I Know This Much Is True” får han det allerbedste ud af Ruffalo, der spiller de enæggede tvillinger Dominick og Thomas. Men selvom de er ens af ydre, er deres indre vidt forskelligt. Thomas er skizofren, lider af apokalyptiske visioner og mener, at han kan forhindre Golfkrigen ved at bringe Gud et offer. Derfor skærer han sin ene hånd af med en kniv. Efter det bliver han overført til en anden, værre institution, og bror Dominick er, som han har været det gennem hele deres opvækst, opfyldt af både pligtfølelse og skyldfølelse. Han er født med et raskt sind, men hans liv er hele tiden ved at bryde sammen under vægten af broderens lidelse og af en fortid med et forlist ægteskab og en hård stedfar. Og da moderen får kræft og skal dø, giver hun ham sin fars håndskrevne selvbiografi, og da han får den oversat, træder sandheder frem, som kun gør alt værre.
”I Know This Much Is True” udgøres af et hovedspor i 1990’ernes Connecticut, hvor tvillingerne er voksne, men gennemlyses af tilbageblik fra de tos barn- og ungdom. På den måde gives et indblik i, hvorfor de er endt, som de er, og hvor de fleste amerikanske serier er urealistiske i deres higen efter idyl og ”feel good”-liv, er Cianfrances serie næsten urealistisk i sit buldermørke: Stort set intet er lyst eller godt eller fungerer.
Fortiden er et traume, nutiden et helvede, og fremtiden ser sort ud, men trods det insisterende sortsyn er serien opløftende i kraft af skuespillet og ikke mindst Ruffalo, der spiller de to brødre, så det gør ondt. Dominick skildres med forhutlet venlighed og blussende frustration over aldrig at kunne hjælpe sin bror og over aldrig at kunne få gang i sit eget liv, og Thomas fortolkes i langt de fleste scener med så tilpas lidt afsind, at skizofrenien virker sand og dødsenstrist.
Ruffalo har med dobbeltrollen landet én af den slags roller, der gerne indbringer priser. Specielt i USA, hvor de elsker sådanne kraftpræstationer – specielt som handicappede og psykisk syge – og hjertens gerne præmierer og på alle andre tænkelige måder lovpriser filmene og skuespillerne. Tænk på Dustin Hoffman som autisten i ”Rainman”. Eller Daniel Day-Lewis som spastisk i ”My Left Foot”.
Ruffalo fortjener alle de priser og al den hæder, han kan få, for ”I Know This Much Is True”, der brutalt demonstrerer, hvordan vi i livet er viklet ind i hinanden og i os selv, og hvordan familien er stedet, hvor vi bliver dem, vi bliver. På godt og – i seriens tilfælde uendelig meget – ondt.