Markante danske forfattere får tid og plads i vitaminrig og vedkommende serie på nettet

At leve og at skrive hænger uløseligt sammen for Helle Helle, Henrik Nordbrandt og 10 andre forfattere, som kan opleves kvit og frit på Louisiana Channel

Suzanne Brøgger, Kim Leine, Peter Høeg, Henrik Nordbrandt og Helle Helle er blandt de forfattere, der er med i Louisiannas nye serie.
Suzanne Brøgger, Kim Leine, Peter Høeg, Henrik Nordbrandt og Helle Helle er blandt de forfattere, der er med i Louisiannas nye serie. . Foto: Leif Tuxen, Linda Kastrup/Ritzau Scanpix, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Celina Dahl/Ritzau Scanpix, Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Vi har efterhånden lært, at kvalitet koster på nettet. At interessant indhold er noget, vi må betale for, noget vi ikke kan forvente at få gratis.

Alligevel er der lysende undtagelser og flere af dem findes på Louisiana Channel – museets site med videoer om kunst og kunstnere – hvor man med et par klik kan få vitaminrige og tankevækkende oplevelser kvit og frit.

Tag bare netkanalens nyeste serie, hvor 12 danske forfattere fortæller om, hvordan de skriver, og hvorfor de skriver, i grundige, men aldrig stillestående samtaler. Og nok er der interviewere, men de er tonet helt ned, for her er det forfatterne, det handler om. Som aktuelle Helle Helle, der sidder i sit arbejdsværelse i hjemmet på Sorø-kanten. Når hun skriver, fortæller hun, ser hun ofte op og ud ad vinduet, ud på haven og musvågen over granplantagen. Mennesker må der ikke være. De forstyrrer, de flytter tankerne væk fra dét, det handler om, nemlig ordene og historien.

Arbejdet foregår nu ikke kun ved skrivebordet, men også på gåturene i de nærliggende skove. De hensætter hende i en anden tilstand, hvor fortællemæssige og sproglige knuder løsner sig. Som hun siger: ”Der er ikke det litterære problem, jeg ikke kan løse, når jeg går.”

Hvor Helle Helle fremstår rolig og omhyggelig, ikke ulig hendes romaner, er der noget anderledes nervøst over Henrik Nordbrandt. Han sidder uroligt på stolen i stuen i huset på Møn, hvor han i barndommen oplevede stor glæde og harmoni. Som voksen forsøgte han at genfinde huset. Forgæves. Men da han en dag, og med et helt andet formål, kørte rundt på Møn, så han med ét huset. Og så var han jo tvunget til at købe det.

Det er en typisk Nordbrandt-anekdote, og han er her som alle andre steder en vidunderlig fortæller, fuld af humor, vid, idiosynkrasier og neuroser. Det sidste viser sig i forholdet til borde. Dem kan han slet ikke arbejde ved. ”Et bord er fantastisk skræmmende”, fortæller han, og at han foretrækker at skrive mindre forpligtende steder og helst udendørs, hvor han lader omgivelserne digte med.

”I am what is around me” – jeg er, hvad der er omkring mig – forklarer han med en linje fra et af sine forbilleder, den amerikanske lyriker Wallace Stevens. Og noget lignende gælder for Suzanne Brøgger, som vi møder i huset og haven i Løve. Hun forklarer, hvordan hun flyttede fra byen og ud på landet for at slippe for distraktion. Derude, i afsondretheden, kan hun tænke og skrive sådan, som hun selv ønsker det.

Hun forklarer også, at hun lever med et ”dobbeltsyn”. At hun på samme tid er til stede i verden og betragter den udefra. Og med sin eftertænksomhed og dragende fremtoning er der ligheder med Peter Høeg, der i sin samtale sidder på en stol i et meditationsrum i Nørre Snede i en hvid, ærmeløs T-shirt og opsmøgede blå bukser. Han er rank og ser ung ud trods sine 63 år og tager sig tid til at finde sine svar om skabelse og væren, om at blive menneske og om – med romanen ”Frøken Smillas fornemmelse for sne” – at blive en stjerne på den litterære verdensscene.

Det sidste er tydeligvis ikke vigtigt for ham. Han fortæller, at han ikke engang ejer sine egne bøger, og at hans liv i dag på den ene side er udadvendt, at han elsker at danse og tale, men på den anden side også er orienteret mod det indre. Og i vores ekstremt udadvendte vestlige kultur er det vigtigt også at finde ro, ”at se indad”, som han udtrykker det, og når han mediterer eller sætter sig og skriver, er alene med ordene og sig selv, oplever han ”forhøjet vågenhed” og en ”kreativ gennemstrømning”.

Høegs formuleringer er overalt farvet af meditationens sprogbrug, og man mærker, hvor dybt og længe han har tænkt over dét at være menneske og dét at være et skrivende menneske.

Det sidste gælder alle de ældre forfattere, som medvirker – heriblandt Dorrit Willumsen og Peter Laugesen – mens der er en anden intensitet på spil i udsendelserne om de yngre forfattere. Som Niviaq Korneliussen i Nuuk, der i høj grad skriver for at rette fokus mod forholdene på Grønland. Eller Peter Adolphsen, som forklarer, at han stjæler alt fra andres tekster, men at de i skriveprocessen bliver hans egne. Eller Hanne Højgaard Viemose, der bor og arbejder på Island, og hvor kameraet følger hende rundt i landskabet og gynger og ryster.

Det sidste adskiller udsendelsen fra de 11 andre, der er rolige, ja, indimellem næsten provokerende lavmælte. Men der er altså meget at hente i udsendelserne, uanset form. For enhver med interesse for litteratur og for det at være menneske.