Markusevangeliet udlagt i samtale

Ny genre, der forener bibelkommentar med samtalebog, er født i vellykket samarbejde mellem Geert Hallbäck og Troels Engberg-Pedersen

Markusevangeliet udlagt i samtale
Foto: Anis.

Det første evangelium er en samtalebog af den mere usædvanlige slags. Samtalens emne er Markusevangeliet, samtalepartnerne er Geert Hallbäck og Troels Engberg-Pedersen, begge forskere i Ny Testamente, tilknyttet Københavns Universitet. Evangeliets forløb strukturerer samtalen, som forholder sig til teksten afsnit for afsnit med enkelte tematiske afstikkere om for eksempel apokalyptik og templet. Bibelkommentar og samtalebog i én, Markusevangeliet udlagt i samtale og det er godt!

Geert Hallbäck har hele sit forskerliv beskæftiget sig med Markusevangeliet, det gælder både i hans disputats og i en række delstudier, ligesom han har undervist studerende i evangeliet over talrige semestre.

Hallbäck er ganske enkelt og uden overdrivelse ekspert i Markusevangeliet, det ældste og korteste evangelium. I Markusevangeliet er hverken barndomshistorier eller opstandelse; Markus slutter brat med, at kvinderne flygter fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange (Markus 16, 8 de følgende vers er en senere tilføjelse).

LÆS OGSÅ: Lang rejse til sandheden

Da Hallbäck i 2012 fratrådte sin stilling på grund af sygdom, fandt hans kollega Troels Engberg-Pedersen det ærgerligt, hvis Hallbäcks intense beskæftigelse med Markusevangeliet skulle forsvinde med hans afgang fra universitetet. Kræfterne rakte ikke til en traditionel enmands- kommentar, derfor den usædvanlige konstellation, hvor de to forskere mødtes en gang om ugen for at tale Markusevangeliet igennem fra en ende af.

Hovedsagen er Hallbäcks læsning med fokus på evangeliets narrative forløb, stedernes betydning og opgøret med templet. Engberg-Pedersen spørger og kommenterer og har efterfølgende skrevet samtalen ud.Det første evangelium er rapport fra den lange samtale, replik for replik, vers for vers. Det er en langsom bog; som læser må man have en finger i Bibelen for at følge med, nytestamentligt nørderi på den virkelig gode måde.

Samtaleformen er god, de to forskere lader sig disciplinere af evangeliet, argumenterer med teksten og fortaber sig ikke i opgør med ikke-tilstedeværende forskere, selvom alternative positioner naturligvis uudtalt spiller med i samtalen. De er ikke altid enige. For eksempel må Engberg-Pedersen spørge en ekstra gang, om Hallbäck virkelig mener, at man ikke kan sige noget om den historiske Jesus.

Nej, man kan ikke sige noget om den historiske Jesus!, lyder svaret fra Hallbäck, der sondrer mellem den jordiske Jesus, den litterære figur, som fremtræder i fortællingen, og den historiske Jesus, som er et videnskabeligt projekt, der forsøger at komme bag om fortællingen. Hallbäck er interesseret i Jesus i fortællingen og at det er en ualmindelig produktiv tilgang, dokumenteres af hans analyser. Teksten vokser.

De markerede uenigheder er en gevinst for læseren. Man får ikke bare et indblik i det nytestamentlige forskningslaboratorium man får stof til eftertanke. Skriften skal jo udlægges.

Det første evangelium anbefales varmt.