Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Marmor, vers og honning er Stefan Zweigs moderne modgift

4 stjerner
Stefan Zweig blev født i 1881 og døde i 1942. Den østrigske forfatter oplever for tiden ny interesse, og en række af hans værker udkommer igen. – Foto: Ullstein Bild/Ritzau Scanpix

At tænke sig, Marseillaisen blev ikke til i Marseille, men på et værelse i Strasbourg. Denne revolutionssang blev ikke skrevet af en revolutionær. Den blev skrevet på en nat i 1792 af den unge kaptajn Rouget til ære for ”Rhin-hæren”. En lille mand på sit hummer skrev vers, der skulle gå sin sejrsgang til et sted, hvor den erstattede ”Te Deum” i kirkerne. Og vigtigere for en type som Stefan Zweig: Den blev ”mere udbredt end alle værker af Moliére, Racine og Voltaire tilsammen”.

Det bemærkelsesværdige ved denne (lille) verdenshistoriske begivenhed var ifølge Zweig, at Rouget sad i sin garnison i Hüningen og intet vidste om, at den hymne, han læste om i aviserne, var hans: ”Hans navn bliver ikke trykt med på teksterne. (…) For – kun historien kan udtænkte et så genialt paradoks – skaberen af revolutionshymnen er ikke revolutionær; tværtimod.”

Sådan fortæller Stefan Zweig historie i sin gigantiske succes ”Stjernestunder”. Den er gennem tiden udkommet i forskellige versioner, men i den nu samlede udgave indeholder den 14 såkaldte miniaturer. Indfølende, patosladede essays om store øjeblikke i temmelig forskellige genrer: slaget ved Waterloo, Lenins rejse til Rusland i det plomberede tog, Byzans’ fald, Dostojevskijs skinhenrettelse, Ciceros liv, tilblivelsen af Goethes Marienbadelegi.

Man bemærker selvfølgelig Zweigs påståelige humanisme i sammenligningen af afgørende militære og politiske hændelser med åndshistorien. Det er uimodståeligt plastisk, pædagogisk og en oplagt indgang til sand interesse for det historiske – og hvad der driver historien.

Den kendteste og vel bedste miniature er Waterloofortællingen om Napoleons marskal Grouchy, der svigtede – på grund af trofasthed. Zweig beskriver denne loyale rytterifører, der roligt er blevet marskal, fordi alle over ham er døde eller efterhånden nægter at deltage i flere militæreventyr. Napoleon overgiver Grouchy kommandoen over en tredjedel af den franske hær, der skal forfølge prøjserne og holde dem ude af slaget, mens Napoleon selv tager sig af englænderne. Den dygtige Grouchy parerer og marcherer af sted.

Da han længe efter hører ”kanonaden fra Saint-Jean, begyndelsen til Waterloo”, bør han vende om på trods af, at det er imod ordren: ”Hvis Napoleons marskal ankommer rettidigt, vil solen fra Austerlitz igen skinne over Frankrig.” Men ”den underordnede adlyder altid ordre og aldrig skæbnens kald.” Åbenbart.

Det er med andre ord stærkt medrivende fortælling og en indfølende stil, der i sandhed synes at høre en anden verden til.

Det er én grund til, at vi så godt kan lide det. En anden grund er, at der er en tro på historiens mening. Der findes øjeblikke, ”dramatisk fortættede, skæbnesvangre timer”, hvor sådanne stunder ”lysende og uforanderlige som stjerner overstråler forgængelighedens nat”. Alting får pludselig mening i denne hyperhumanistiske komedie. Det er en klassicistisk modgift til modernitetens meningsløshed. Honning, marmor og vers skal frelse verden, som de gav Ciceros alderdom mening.

Kernen i dette verdenssyn er nok idealiseret, men også indimellem snarere følelsesladet end indfølende. Og derfor bør Zweigs åndelige position altid kun være en del af et sundt syn på liv og historie. Årsagen til Marseillaisens eksplosive succes er eksempelvis, at ”følelse og følelse, de evige poler, har rørt ved hinanden”.

Men alt ér ikke følelse, og derfor udvikler Zweig også ubemærket og ubevidst en form for overmenneskedyrkelse ud af sin beundring for det skæbnesvangre i følelsernes vold. ”Der skal altid millioner af mennesker til i et folk, for at der kan fødes et geni”, hedder det i en af værkets mest berømte og elskede sætninger.

Dermed når man frem til et grundparadoks i fænomenet Zweig. Som Marseillaise-fortællingen viser, kan han godmodigt og med blot et melankolsk svirp holde af mennesker og historie på trods af selvmodsigelserne og vildfarelserne. Samtidig kan han dyrke forestillinger om slave- og herremoral.

Det er ikke udelukkende ucharmerende. Den elitære humanisme har ofte virke som både trøst og inspiration. Men to ting skal man lære af denne glædelige udgivelse og Lone Østerlinds indsats for at få dette i Danmark så sjældne værk på markedet igen: For det første var Zweig ikke blot menneskekærlig, han var også kyniker. For det andet kan man bekymre sig over, hvordan værkets videre skæbne vil blive, hvis fremtidige generationer ikke formår at relativere dets skæbnesvangre indfølingsreligion.