Marokkos ambassadør elsker danske fester

Danskere lever ikke op til fordommen om indelukkede skandinaviske folkefærd, mener Marokkos ambassadør, der særligt bed mærke i én dansk spiller ved fodbold-VM.

Marokkos ambassade holder til i en nyrestaureret bygning i Hellerup, hvor nordafrikansk kunst og dybrøde, mønstrede tæpper møder dansk design, som ambassadøren beundrer. Khadija Rouissi er tidligere medlem af det marokkanske parlament, menneskerettighedsforkæmper og var vicepræsident fra 2011 til 2014.
Marokkos ambassade holder til i en nyrestaureret bygning i Hellerup, hvor nordafrikansk kunst og dybrøde, mønstrede tæpper møder dansk design, som ambassadøren beundrer. Khadija Rouissi er tidligere medlem af det marokkanske parlament, menneskerettighedsforkæmper og var vicepræsident fra 2011 til 2014. Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Mange forbinder danskerne med jantelov, tilbageholdenhed og skandinavisk punktlighed.

Men ikke Marokkos ambassadør i Danmark igennem små to år, Khadija Rouissi.

Hun ser os som et festligt, taknemmeligt og åbent folkefærd - der til tider kan være overraskende lang tid om at få arbejdsopgaverne gjort.

Og selv om hun faktisk bedst kan lide køligt vejr, nyder ambassadøren København om sommeren, når jazzfestivalen sætter liv i gaderne.

Artiklen fortsætter under annoncen

* Hvem eller hvad viser du frem, når du har gæster fra Marokko?

- Jeg tror, at jeg har besøgt alle museer i København og omegn med min datter og niece.

- Særligt ét vil jeg dog fremhæve - Rudolph Tegners Museum og Statuepark nær Dronningmølle. Kunstneren Rudolph Tegner var selv to gange i Marokko i 1900-tallet og blev inspireret af vores kunst. Nu viser museet værker fra otte marokkanske kunstnere. Det er meget smukt.

* Hvad forbinder det danske folk med det marokkanske?

- Vores forhold strækker sig langt tilbage. Jeg ser hele tiden en større og større forbindelse mellem vores lande. Der er kommet væsentligt flere danske turister til Marokko på det seneste. Det viser, at der er en interesse for os.

* Hvad undrer dig ved Danmark?

- Nogle gange bestiller man noget og må være tålmodig. Meget tålmodig. Her tænker jeg ikke på postvæsenet, men på håndværkere. De kan godt være lang tid om at få gjort deres ting færdige. Men når det er færdigt, så er det også lavet godt. Det bliver jeg nødt til at sige.

- Noget der undrer mig på en god måde er, hvordan I kan have så højt uddannelsesniveau og mange børnehaver. Det er meget imponerende. Og jeres arkitektur er både moderne, smuk, harmonisk og med respekt for traditionerne.

* Hvad sker der i Danmark, som aldrig kunne ske i Marokko?

- Jeres cykelkultur er enestående. I Marokko bruger vi næsten altid biler, men en dag skal det nok komme til Marokko.

- Selv har jeg aldrig lært at cykle. Det er et paradoks. Marokkanske kvinder er i dag nået langt i forhold til rettigheder. Men da jeg voksede op, måtte en pige ikke cykle. I min alder er det pludselig svært at skulle begynde på. Min datter har dog lært det.

* Hvad har overrasket dig, efter at du flyttede til Danmark?

- Jeg kan godt lide den måde, danskerne fester på. Glæden. Nogle gange kan jeg høre naboerne feste, og det er dejligt. Blandt andet ved fodbold-VM. Men lad os ikke tale for meget om det. Vi er knuste over, at vi røg ud. Jeg bliver dog nødt til at fremhæve jeres førstemålmand, Kasper Schmeichel. Han var blandt VM's bedste.

- Min søn har mere tid end mig, og han bruger den blandt andet til at tage på festivaler. Det er bemærkelsesværdigt, så mange I har, og at de forløber så fredeligt.

- Jeg foretrækker faktisk vinter og kulde frem for denne varme sommer. Jeg ved ikke hvorfor. Måske er jeg bare indrettet på den måde. Så for det meste passer vejret i Danmark mig godt. Men jeg kan godt lide jazzfestivalen, og den måde, den giver liv til byen om sommeren.

* Hvis du skulle give Danmark en overskrift, hvordan ville den så lyde?

Harmoni. Glæde. Ro.

/ritzau/