Skarp, drillende kritiker af paven og forbløffende fremsynet: Marsilius fra Padua præsenteres endelig på dansk

I tiden fra den græske oldtid til det 18. århundrede var der ikke mange forsvarere af demokratiet. Claus Bryld har skrevet om en af dem – en ret overset kristen tænker fra det 14. århundrede

Skarp, drillende kritiker af paven og forbløffende fremsynet: Marsilius fra Padua præsenteres endelig på dansk
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Historikeren Claus Bryld er vendt tilbage til en kærlighed fra sine studieår, Marsilius fra Padua (1275/1280-1342). Han var formodentlig uddannet i Padua, var en overgang rektor for universitetet i Paris og hørte til ved Ludwig af Bayerns hof, da Ludwig i strid med pave Johannes XXII’s ønsker lod sig krone som romersk kejser. Marsilius er også forfatter til skriftet ”Fredens forsvarer”. Dette skrift er interessant på flere måder.

Kirkehistorisk viser det et tidligt eksempel på en katolsk lærd, der er en skarp kritiker af paven, ”biskoppen i Rom”, som han drillende skriver. Marsilius mente, at paven ikke havde nogen ret til verdslig magt eller rigdom, og han opfattede pavens stræben herefter som årsagen til den trussel mod borgeres fred, som Marsilius ville forsvare. Det udtrykker Marsilius i tidens hårde, polemiske sprog således, at truslen mod freden er ”forestillingen, begæret og den ihærdige bestræbelse fra den romerske biskop og hans kreds af gejstliges side på at tilegne sig verdsligt herredømme og timelige goder i overflod”. Ikke overraskende blev Marsilius og hans skrift erklæret kættersk af Johannes XXII i 1327, og skriftet peger således frem mod reformatorerne fra det 15. og 16. århundrede. Nogle af dem kendte ”Fredens forsvarer”, andre ikke – heriblandt Luther.

Samfundsfilosofisk er ”Fredens forsvarer” et spændende skrift, fordi det har et revolutionerende syn på forholdet mellem kirke og stat og mellem borgere og menighed. Marsilius bygger på tidens dominerende filosof, grækeren Aristoteles (384-322 f.Kr.), og sine erfaringer fra de norditalienske republikker. Aristoteles skrev, at statens endemål, dens ”telos” på græsk, var at fremme det gode liv for alle mennesker. Aristoteles’ erfaringer fra de græske demokratier fik ham til at tro, at politisk strid ville være normen, og så drejede det sig om at finde den bedste forfatningsform. Denne tanke modificerede Marsilius, muligvis ud fra sine erfaringer i de norditalienske republikker og inspireret af kristendommen.

Marsilius ræsonnerer nemlig, at borgerne og menigheden er to identiske grupper, som kan udgøre et harmonisk borgerskab. Derfor har kirken ingen grund til at herske. I stedet skal borgerne udøve den verdslige magt og give love. Det gør de måske ikke ideelt, men når mange er sammen om det, forebygger det fejl og dumheder, og de manges deltagelse giver ejerskab til love og samfund. Hermed taler Marsilius for et samfund, der sigter mod borgernes gode liv her på jorden i stedet for at være en forskole til det evige liv bagefter. Et eksempel på hans blik for borgernes behov er, at han formulerer samme princip som den moderne tænker Max Weber (1864-1920), at staten skal have monopol på voldsanvendelse.

Den tyske filosof Jürgen Habermas mener, Marsilius havde forbløffende moderne idéer om forholdet mellem kirke og stat, og han skriver:

”Det er (...) på den tid usædvanlige tanker, som sammentømrer opfattelsen af en art protodemokratisk lovgivningskompetence, udøvet af det samlede borgerskab. Heri forbindes forestillingen om de samlede borgeres kollektive menings- og viljesdannelse med forestillingerne om en beslutningsprocedure og om en bemyndigelse til en regering, som er afsættelig og bundet af loven, og som repræsenterer alle borgere.”

Claus Bryld er den første til at præsentere Marsilius’ tanker på dansk. Resultatet er en spændende og let tilgængelig bog, hvor Bryld både sætter Marsilius ind i hans samtid og viser hans tankers senere betydning.

Skulle man rette en indvending mod bogen, kunne det være, at det oversatte stykke fra Marsilius’ skrift kun er et uddrag på 13 sider. Det gør det svært at vurdere rækkevidden i Marsilius’ tanker og brug af begreberne mere præcist – er det gamle tanker i en sprogdragt, der narrer os, eller virkelig nye, revolutionerende idéer? Det skal dog forstås som et ønske om mere af det gode, Claus Bryld her har givet os, altså på samme måde som man på en fin fransk restaurant er glad for maden, men alligevel ærgrer sig over, at der kun ligger så lidt af den midt på en stor tallerken.