Noget af det, amerikanske forfattere er eminente til, er at beskrive ukendte og tilsyneladende tilbagestående egne af landet, så de står lyslevende for læseren. Det begyndte med Walt Whitman og Mark Twain, som i 1800-tallet drog ud i det dengang nye USA og beskrev det landlige liv og folkekulturen på sympatiserende, og ikke nedsættende, vis. Og det er fortsat til i dag, hvor senest Tara Westover med bestselleren ”Oplyst” og nu Delia Owens med ”Hvor flodkrebsene synger” viser et USA, som de færreste kender. Hos Westover kommer vi med langt ud i bjergene i delstaten Idaho, og hos Owens er det sumpene og marsklandet ved North Carolinas kyst, som danner baggrund, ja, er en slags hovedperson, i beretningen om pigen Kya.
Hun vokser op i en fattig familie på syv i årene lige efter Anden Verdenskrigs afslutning. Faderen er krigsveteran, moderen er hjemmegående i den spartanske hytte i marsken, og hjemmet er præget af vold og druk. En efter en flygter børnene fra deres utilregnelige far, til sidst bliver det også for meget for moderen, og den yngste, Kya, er alene tilbage. Den krigsmærkede far er tydeligvis syg, og da han også forlader hytten på en af sine mange drukture for aldrig at komme hjem igen, er Kyas livsbane og syn på eksistensen formet: Hun vil for altid blive boende i hytten ved den lille fiskerby Barkley Cove, og hun vil for altid tro, at folk forlader hende. Kærlighed kan man ikke regne med. Livet skal leves i isolation.
Fra dette eksistentielle nulpunkt folder historien sig nu ud. Den krydsklipper mellem Kyas barn- og ungdom, en retssag, hvor hun står anklaget for mord, og hendes død i 2009. Intet sted forvirrer de mange spring i tid, for Owens er en historiefortæller af den gamle skole og ferm til at bygge plottet op, tegne miljøet skarpt og med sin forestillingsevne skabe en figur, Kya, der bliver hængende i læserens hoved efter sidste side. ”Kya er en uforglemmelig heltinde,” står der på bogens bagside med et citat fra en amerikansk anmeldelse, og det er sandt.
Skellet mellem hytten i marsklandet og den nærliggende by er stort, og en stor del af romanens dynamik kommer fra modsætningen mellem vildnis og civilisation. Kya går ikke i skole og undviger enhver form for kontakt med myndigheder. Inde i byen kalder man hende vildkatten eller marskpigen, og kun det lokale sorte købmandspar tager sig af dette præmieeksempel på ”white trash”. Dog: Også drengen Tate, der ligeledes vokser op alene med sin far og senere uddanner sig til biolog med ekspertise i marsklandet, fatter sympati for Kya. Han lærer hende at læse og dele erfaringer med fugle- og fiskelivet langs kysten. For Kya er der kun Tate og naturen, hun kan tale med.
Den langt mere ondsindede Chase, byens ”wonder boy” med de flotte fodboldresultater og de lette dansetrin, er den anden unge mand i Kyas liv. Det er ham, der en dag i 1969 findes myrdet ude i sumpen, og det er udtryk for Delia Owens’ håndværksmæssige tæft, at læseren nærmest indtil sidste side ikke aner, om Kya er morder eller ej.
Det skal heller ikke afsløres her, for der venter nye læsere en klassisk og solid læseoplevelse med ”Hvor flodkrebsene synger”, der med kapitlerne med retssagen i den fordomsfulde lilleby bringer mindelser om ”Dræb ikke en sangfugl” og i miljøtegningen kan minde om tv-serien ”Ozark”, der foregår langs vandvejene i de bjerge, der har givet serien navn, i delstaten Arkansas.
Hele historien omkring bogen er i sig selv sensationel. Den er via mund til mund-metoden og en kommende filmatisering blevet en fuldkommen uventet succes med over en million solgte eksemplarer, udgivelse i 40 lande og i månedsvis placeret i top af bestsellerlisten i The New York Times. Owens bor nu i Idaho efter mange års arbejdsliv i Afrika som vildtforsker med speciale i løver og elefanter.
Hun er født i 1949 og debuterer som romanforfatter med ”Hvor flodkrebsene synger”, der er gennemsyret af forfatterens viden om zoologi og biologi – en viden, der selvsagt kommer Kya til gode, efterhånden som hun vokser op og skal finde sin vej i menneskenes verden, der for hende er langt mere jungleagtig, end livet med dyrene i marsken er. Det er ikke underligt, at bogen skal op på det store lærred, for den er filmisk skrevet og undertiden lidt håndfast koreograferet. Og så sætter den sumpene ved kysten i North Carolina på landkortet i en grad, så man ikke er i tvivl om, at de mest rørende eksistenshistorier kan udspille sig i egne, som alle andre har afskrevet som tilbagestående.