Hun er blevet folkeeje for sine overdådige historiske romaner. Hundredvis af timers research, der på den mest selvfølgelige måde omsættes til fortællinger. Om Hildegard af Bingen, Dronningen af Saba og Kong Salomo og senest Margrethe den Første.
Så på en måde er det en lettelse at modtage ”Jeg læner mig mod verden”, en lille, tynd pamflet fra Anne Lise Marstrand-Jørgensens hånd, der vejer som en brevdue. Og som på mange måder er et brev, en smertebåret og generøs betroelse til læseren: om litteraturens betydning for livet og livets for litteraturen.
De to perspektiver er uadskilleligt sammenslyngede. Også sprogligt. Men selvom udgangspunktet smager lidt af poesibog, formår Marstrand-Jørgensen at forvandle det til et originalt kort over hjertet, skriften og verden.
Næsten biografisk går vi til værks. Så hvornår og hvordan fødes da en forfatter? I skyen og i barndommen. I isolation og i spring. I en ensomhed, der rækker ud mod fællesskabet. I en undersøgelse af andre mennesker, hvor ”jeg forsvinder ud af syne for mig selv”. Det gør stort indtryk at høre om unge år præget af angst og depression. Om ignorante psykiatere, der bare fylder medicin på (næsten umuligt ikke her at tænke på Søren Ulrik Thomsens seneste essaysamling). Og om en følelse af netop at læne sig mod verden, men aldrig være i den – hegnet inde som et sært dyr, midt i et veltrimmet nordsjællandsk miljø.
Springet ind i verden begynder med skriften. Den bliver en bro ikke bare til virkeligheden, men også til andre mennesker. Uanset om de er af kød og blod eller fiktive. Levende bliver de. Skriften vælter muren og byder den bange natur indenfor. Den er selvforglemmende. Ja, indimellem kan inspirationen virke næste guddommelig. Men den er også (netop derfor) forpligtende. For litteratur skal ville noget, gøre noget, betyde noget for andre. Kæmpe mod fjendebilleder og ligegyldighed. Stilhed gør dig medskyldig, citerer hun den kendte syriske forfatter Khaled Khalifa for at sige.
I sit arbejde med flygtninge går Anne Lise Marstrand-Jørgensens for alvor ind bag ”de endeløse vildsvinehegn gennem sindet”, som hun kalder det. Og hun formår ret præcist at fortælle hvorfor, skønt de hvirvlende sprog danser lidt tungere her. Fordi nogen trænger til hjælp. Fordi verden er så konkret som et gulvtæppe. Og fordi hun har lært af sin egen angst, at modet til at se mørket i øjnene er forudsætningen for både at skrive og overleve. Liv og skrift er samme kamp.
Men et sted holder kampen op. Når det gælder børnene. Tiden er fuld af klagetoner om moderskabets begrænsninger. Men børn er bestemt ikke hindringer for at arbejde og folde sig ud, slås det fast så man fryder sig. Tværtimod. Børn er ”et uudslukkeligt bål af kærlighed (...) det eneste ægte kredsløb af energi i konstant fornyelse.”
Sådan danser vi fra lys til mørke i dette lille skrift. Fra den udefinerbare inspiration til den konkrete fødsel. Ind i og ud af verden. Med et sprog, der selv er i konstant bevægelse. Lettende, landende måger på en pløjemark.
Og skriften er broen hen over hegnet.
Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Jeg læner mig mod verden. Essay. 118 sider. 149,95 kroner. Gyldendal.