Martin Andersen Nexøs gigantiske gravsten er – naturligvis – i bornholmsk granit. Den står som en 2,45 meter høj klippe på Assistens Kirkegård i København. Gravstenen er hele 130 centimeter bred, men dybden er symbolsk nok ikke til at måle, fastslår litteraturforskeren Henrik Yde, da han står med en tommestok foran den store danske forfatters grav, der er pakket ind i et tæt buskads, som ganske rigtigt skaber en slags evighedsfornemmelse at kigge ind i.
Der kunne ligge en hel verden bag den gravsten, hvis man ikke vidste, at H.C. Andersen hvilede rundt om hjørnet. Og på samme kirkegård ligger andre store danskere som Søren Kierkegaard, Niels Bohr og den i dag mere glemte bornholmer J.N. Madvig, en af Danmarks første kultusministre, der som Martin Andersen Nexø (1869-1954) kæmpede sig op fra fattige kår på klippeøen for at erobre sig en fremtrædende plads i verden.
For kun H.C. Andersens eventyr opnåede større udbredelse end Martin Andersen Nexøs romaner og noveller. Og navnlig de fire bøger om Pelle Erobreren satte ham på verdenskortet i sådan en grad, at hans bisættelse måtte holdes i Forum med flere tusinde gæster og partikammerater fra både Sovjetunionen og Europa og endda helt fra Mexico.
”Nexøs 33 år yngre tredje kone, Johanna, var selv tysk kommunist, og hun ville sørge for, at der blev hæget om Nexøs minde. Hun var også med til at gøre Nexø berømt, ligesom Grundtvigs kone Asta også var med til at bære Grundtvig frem herhjemme. Og Nexø blev allerede en international superstjerne, længe før parret flyttede til DDR i 1951. Men Nexø ville begraves i Danmark,” siger Henrik Yde og tilføjer, at Johanna planlagde bisættelsen i tæt samarbejde med Aksel Larsen, der på det tidspunkt var formand for Danmarks Kommunistiske Parti.
”Nexøs bisættelse blev formentlig en af de største bisættelser i Københavns historie. Og den var også tænkt som en manifestation for det kommunistiske parti. For Nexø ville være proletariatets store digter, og sådan blev han også behandlet,” siger Henrik Yde, der selv er aktuel med en klippeblok af en biografi med titlen ”Nexø – Martin Andersen Nexøs liv og værk”.
I år er det 150 år siden, at Martin Andersen Nexø blev født, og det bliver ud over bogudgivelsen blandt andet også markeret med flere arrangementer både på Bornholm og i København. Og selvom Martin Andersen Nexø altså endte som et kommunistisk ikon og ovenikøbet havde været personlig ven med Lenins kone, er sammenligningen med Grundtvig ikke grebet ud af den blå luft, forklarer Henrik Yde.
”Nexø blev ved at betragte Grundtvig som Nordens største ånd, og det gjorde Nexø hele sit liv igennem skiftende ideologiske og politiske ståsteder. Han holdt flere taler om Grundtvig i blandt andet Tyskland, hvor Nexø sagde, at Grundtvig formåede at forbinde himmel og jord ved for eksempel at skrive: ’Mit land, siger Livet, er Himmel og Jord, hvor kærlighed bor’. Det var både essensen for Grundtvig, og det var det også for Nexø, der havde en vision om Danmark som et kærligt hjem. Og Grundtvig og Nexø havde den samme bibelske vision om, at vi skal forstå, at vi er hinandens søstre og brødre.”
Nexø fejlfortolkede så bare bolsjevikkerne som de sidste grundtvigianere, og han så Lenin som en pendant til Grundtvig, fordi de begge ville opbygge en nation til det gode med deres tanker. Men Nexø har også selv noget tilfælles med Grundtvig ”på et mindre heldigt område”, mener Henrik Yde:
”Grundtvig kæmpede på litteraturens mark om, hvem der var den største forfatter i sin samtid, men i 1819 trak han sig ud af den kamp og iscenesatte sig selv som den profet, der pegede på Danmarks genkristning og nationale genrejsning. Det gav ham en usædvanlig selvsikkerhed, for nu var han folkeåndens ufejlbarlige organ.
Det var der mange, der var forargede over i samtiden, hvor det skadede Grundtvigs renommé, men det var nøjagtigt det samme, der skete for Nexø, da han besluttede sig for at blive proletariatets internationale digter. For nu talte han ikke længere som lille Martin, men på menneskehedens vegne. Og det var der også grund til at være forarget over, men det gav ham også en sikkerhed, der kunne være fantastisk i mange situationer. Sådan minder Grundtvig og Nexø om hinanden i stort og småt og i fejl og dyder.”
For Martin Andersen Nexø var mødet med grundtvigianismen i højskolen i Østermarie og Askov også afgørende på flere måder. For dels betød det, at han kunne blive lærer i stedet for at være skomager, som han var blevet udlært i Rønne, men dels ændrede det også hans livssyn markant.
Martin Andersen Nexø blev faktisk født i København på Christianshavn på Sankt Annæ Gade 33 (hvor der i øvrigt snart kommer en ny mindeplade), men som navnet antyder, voksede Martin Andersen Nexø op i Nexø på Sydøstbornholm, hvor han som dreng arbejdede som vogterdreng, inden han kom i lære som skomager i Rønne.
”Martin Andersen Nexø voksede op i et miljø, der var stærkt præget af Luthersk Mission, som faderens arbejdsgiver endda var formand for. Og den religiøse opvækst prægede også Nexø, der som dreng blev præsenteret for en teologi, der dyrkede døden og skrækken for at gå fortabt på en påtrængende måde.
En af historierne fra søndagsskoleundervisningen, der gjorde indtryk på den lille Martin, handlede for eksempel om en dreng, der havde glemt at bede aftenbøn, inden han døde om natten. Og sådan var der et mylder af såkaldt opbyggelige historier, der handlede om børn, der døde.
Det var en anden grund til, at det var en stor befrielse for Nexø at komme ind i de grundtvigianske kredse, hvor det var tilladt at glæde sig over livet her på Jorden,” fortæller Henrik Yde, der citerer flere af Nexøs begejstrede højskoledigte i sin store bog, der både er baseret på arkivmateriale og Martin Andersen Nexøs værker og erindringer, som Henrik Yde har forsket i siden 1980’erne.
”Det begyndte, da jeg selv var højskolelærer i 1982 og opdagede Nexøs forbundenhed med højskolebevægelsen. Det forbløffede mig, hvordan Nexø kunne spænde over så stort et åndeligt og politisk register, så det gik jeg i gang med at undersøge. Og det endte med, at jeg skrev en doktordisputats om det, ligesom jeg har udgivet Nexøs hovedværker.
Især erindringerne har skabt meget arbejde for mig, fordi jeg har måttet eftertjekke mange detaljer, for Nexø skriver ikke altid historisk korrekt. Når han skriver om vejret, handler det for eksempel mere om hans følelser, så alt, hvad der står om det, er symbolsk og som regel løgn, når man dykker ned i arkiverne. Og han var også meget drevet af sine følelser,” siger Henrik Yde og tilføjer:
”Nexø var heller ikke noget analytisk menneske. Hvis han kom ind i et miljø, som han mærkede var menneskeligt lødigt og præget af idealisme, uselviskhed og visioner, så blev han begejstret. Og det oplevede han allerførste gang i det grundtvigske højskolemiljø, så han gik all in.”
Samme forelskelse i et nyt miljø oplevede Martin Andersen Nexø for anden gang, da han kom til København og blev optaget af de kulturradikale kredse. Og det miljø sprang han også ind i med begge ben og hele hjertet:
”Han skrev for eksempel en række romaner, der var mindst lige så dekadente som de andre kulturradikale kunstnere i København. Men i længden var det ikke helt tilfredsstillende, han søgte efter noget andet, og det fandt han i Andalusien, hvor han også mødte den mand, der gav ham den afgørende inspiration til at skrive ’Pelle Erobreren’,” siger Henrik Yde og hentyder til den spanske anarkist ”Alfonso”, som Nexø mødte, da han rejste til Andalusien, hvor især mødet med de andalusiske anarkister fik stor betydning for ham.
”Nexø kendte til fattige mennesker i Danmark, men her fandtes nogle mennesker, der var endnu fattigere, men alligevel ikke bøjede nakken. Og især blev han optaget af Alfonso, der ingenting havde, men alligevel var vært for Nexø og hans kone. Alfonso var brændende ateist på en meget religiøs måde, og han blev den første positive mandsskikkelse, man møder i hele Nexøs forfatterskab. Alle de tidligere mænd i Nexøs forfatterskab er nogle pjok, en flok degenererede, kyniske drukkenbolte. Men Alfonso er det første mandeideal, Nexø opstiller, fordi Alfonso nægter at være offer og samtidig har en stærk omsorgsside. På den måde bliver han også forudsætningen for ’Pelle Erobreren’,” siger Henrik Yde, der selv har mødt Alfonsos barnebarn og læst op fra Nexøs forfatterskab med en tolk, så barnebarnet fik tårer i øjnene over genkendelsen af bedstefaderen.
Selv i bøgerne om Pelle har Grundtvig dog også en betydning. For det er Grundtvigs morgensalme ”Udrundne er de gamle dage”, som de synger i fængslet, da Pelle er blevet uberettiget fængslet, og det er den salme, der gør, at Pelle pludselig føler sig forbundet i sit kaos, så han kan mærke, hvor han hører hjemme. Bøgernes succes fik i første omgang Nexø selv til at melde sig ind i Socialdemokratiet inden Første Verdenskrig, fortæller Yde.
”Da Nexø fik sin store anerkendelse med ’Pelle Erobreren’, måtte han alligevel ind i det parti, for det var derfra, at al begejstringen udgik. Det var et bredt parti dengang. Forfatteren Johan Skjoldborg opfattede sig for eksempel som anarkist, men der var ikke andre partier at gå til dengang, så Nexø blev også medlem af Socialdemokratiet.”
Med udbruddet af Første Verdenskrig ændrede verden sig – også for Martin Andersen Nexø.
”Der var revolutioner i mange lande, men de blev alle sammen slået ned med hård hånd, undtagen i Rusland, hvor oprøret vandt med store menneskelige omkostninger. Nexø tog til Rusland for at se revolutionen, og her blev han igen slået af idealismen. Han fik et personligt møde med Lenin og blev gode venner med Fru Lenin og navnlig med den sovjetiske undervisningsminister, men han kunne ikke se, hvad der skete i landet.”
Martin Andersen Nexø talte ikke russisk, men lod sig i mere end en forstand forføre af sine unge kvindelige, russiske tolke, mens han blev ført derhen, hvor russerne gerne ville han skulle være.
”Sådan skabte russerne et filter mellem det, Nexø så og troede han så i Sovjetunionen, hvor han naivt troede på det, han fik fortalt. Det er deraf, tragedien udgik med hans senere forsvar for Moskvaprocesserne. Han troede, at det var sandt. Og sådan var han analytisk set ikke noget stort talent.”
Hvad kan vi så bruge ham til i dag?
”Martin Andersen Nexøs forfatterskab blev ikke kun udbredt, fordi det forsvarede en bestemt politisk holdning. Hans forfatterskab er almengyldigt, fordi det handler om at gøre sig fri fra en plaget barndom og kæmpe sig frem i livet. Pelle er et billede på et menneske, der nægter at være offer for sine omstændigheder, og som sådan dør historien aldrig, ligesom tragedien i ’Ditte Menneskebarn’ stadig kan bevæge folk."
Og den drøm, der lå bag Nexøs politiske fejlfortolkninger, kan også stadig bruges. For hans vision var, at samfundet skal styres som et kærligt hjem, og den vision er jo ikke sådan til at slå ihjel. Nexø gav udtryk for det i sine bedste værker, der i den forstand peger tilbage på Grundtvig, men Nexøs samfundsdrøm peger også frem mod Inger Christensen, der skrev, at ’et samfund kan være så stenet’, til ’nogen begynder at bygge en by, der er blød som en krop’. Det er nøjagtigt det samme, Martin Andersen Nexø skriver med lidt andre og lidt flere ord i ’Pelle Erobreren’.”
Selvom Martin Andersen Nexø blev kommunist, opgav han heller aldrig troen på, at troen kan have en værdi.
”Han kunne godt finde på at håne den russisk-ortodokse kirke af politiske årsager. Men han forlangte alligevel, at familien skulle i kirke til jul, og han sagde til datteren, at ingen har taget skade af at vide, hvad man ikke tror på, da hun ville sno sig uden om religionsundervisningen som de andre kommunistunger.
Og gennem hele sit forfatterskab havde han også et bibelsk syn på kønnenes egenskaber, hvor det mandlige stod for det udadvendte, åndelige og erobrende, mens det kvindelige stod for omsorg, natur og psykisk bundethed.
’Pelle Erobreren’ er således en positiv udviklingsroman, mens ’Ditte Menneskebarn’ er skrevet under indtryk af Første Verdenskrig, hvor mændene efterlod kvinderne som rod- og retningsløse, fordi kønnene har brug for hinanden. Det kan man også se i hans mindre kendte noveller om tyske krigsenker. Og synet på kønnet går tilbage til forholdet mellem Adam og Eva og forholdet mellem Kristus og kirken.
Sådan så Grundtvig det også som et forhold mellem ånd på den ene side og natur på den anden,” siger Henrik Yde og løfter blikket mod gravstenen, hvor manden og kvinden er mejslet ind i samme bornholmske granit.