Martin Becks svanesang

Efter 42 afsnit af ”Beck” lakker det mod enden for Nordens længst varende tv-serie. Henrik Wivel har igennem mere end 40 år levet med serien i forskellige versioner – de seneste 25 med Peter Haber i titelrollen som kriminalkommissær Martin Beck. Han bliver svær at slippe

Peter Haber i rollen som kriminalkommissær Martin Beck. En rolle, han anno 2021 har gennemspillet i 42 episoder over de seneste 25 år. I de nyeste afsnit af serien har Beck fået det, han altid har frygtet: en tumor i hjernen. – Foto: C More.
Peter Haber i rollen som kriminalkommissær Martin Beck. En rolle, han anno 2021 har gennemspillet i 42 episoder over de seneste 25 år. I de nyeste afsnit af serien har Beck fået det, han altid har frygtet: en tumor i hjernen. – Foto: C More.

Den svenske serie af film om kriminalkommissær Martin Beck er den mest slidstærke, der er skabt i Norden. Ikke mindst på grund af hovedkaraktererne, der er tegnet op, så de bliver vedkommende og nærmest mytiske skikkelser, der har vandret igennem skiftende tider, kriminelle og politiske intriger, sociale udfordringer og flygtige strejf af noget, der ligner kærlighed og solidaritet.

Det er egentlig ikke de enkelte ”Beck”-episoders plot, der fastholder interessen. Plot er jo bare en motor, et påskud for at fortælle en anden historie. Den handler om de gennemgående karakterer. De er sat med deres karakteristika, samtidig med at de aldres og modnes og rent fysiologisk ændrer sig. Ikke mindst i de 42 episoder i fuld spillefilmslængde af ”Beck”, der har Peter Haber i titelrollen og siden 1997 har samlet et stort publikum i biografier og foran tv-skærme i Skandinavien og Tyskland.

Har man som jeg fulgt ”Beck” fra begyndelsen, kommer man selv til at leve med serien. Jeg har set visse episoder igen og igen, købt boks-sæt, streamet og fulgt den tilsyneladende evige sløjfe af genudsendelser på DR. De mange gensyn destillerer netop plottene væk, så den gennemgående og menneskelige hovedhistorie står tilbage. Jeg har sendt mig selv frem og tilbage i kronologien og på en vis måde i stadierne i mit eget liv. Jeg har som regel set ”Beck” alene. Hvorfor? Måske fordi serien på mærkelig vis er blevet en del af ens åndedrag. Man har kunnet følge samfundsudviklingen i Sverige og set metropolen Stockholm spejlet i den; udviklingen i den filmiske æstetik og genrebevidsthed; men frem for alt udviklingen i eksistensen, livet. ”Beck” har i sin kerne en særlig blufærdighed, ja, måske ligefrem en maskulin smerte og ømhed, der er sjælden.

Martin Beck har været igennem skilsmisse, tabet af sin søn, sin viltre datters opgør og adskillige små skarpe på altanen sammen med sin nabo i aftenskumringen. Han har fået sit første barnebarn, der nu er blevet voksen og selv søger ind på politiskolen. Ringen sluttes for morfar Beck, der er blevet tøvende på arbejdspladsen, hvor ingen rigtig lytter til ham længere, og hvor han bliver en mere og mere perifer skikkelse i randzonen. Et relikt, chefen vil have væk.

Det lakker tydeligvis mod enden for Martin Beck. I de seneste fire episoder, der netop har haft premiere på streamingtjenesten C More, har den hypokondriske Beck fået det, han altid har frygtet: en tumor i hjernen, og har været på operationsbordet og skal det igen. Beck har igennem de 42 afsnit overlevet alt muligt: skudepisoder, trusler og intimideringer, hjerteanfald og at blive levende begravet. Men generationsskiftet i serien ser han ikke ud til at overleve, selvom serien bærer hans navn. Døden venter på at tage det.

Historisk grunder serien om Martin Beck sig på Sjöwall og Wahlöös 10 samfundskritiske kriminalromaner samlet til ”Historien om en forbrydelse” (1965-1975). Med serien skabte parret fundamentet for den ambitiøse nordiske politikrimi, der så på etaten indefra, det møjsommelige opklaringsarbejde, den potentielle korruption i korpset, den politiske afhængighed, rivaliseringen med efterretningstjenesten Säpo og i videre perspektiv de dybe snit og åbne huller i det svenske folkhems sikkerhedsnet, samfundssind og selvforståelse.

Den første ”Beck”-film, jeg så, er Bo Widerbergs mere end 40 år gamle klassiker ”Manden på taget” (1976) med den store Carl-Gustaf Lindstedt i rollen som Martin Beck, men allerede i 1967 blev ”Roseanna” indspillet med Keve Hjelm som Martin Beck. Som serie-film etableredes ”Martin Beck” i 1993-1994, hvor seks afsnit blev indspillet med den spinkle, underspillede Gösta Ekman i rollen som Martin Beck og Rolf Lassgård som en tung, indebrændt og respektløs Gunvald Larsson. De seks film følger mere eller mindre loyalt handlingen i Sjöwall og Wahlöös romaner, personkonstellationerne er de samme, tonen og spillet ligefrem gemytligt og kammeratligt. Alle filmene fortælles langsommeligt, stedvis anekdotisk i dagklare farver og et musikalt tema af Stefan Nilsson, der vægter den nordiske melankoli.

Ind i det dystre glider filmene i de 42 afsnit af ”Beck”, der er indspillet fra 1996 til 2021 og forholder sig anderledes frit til Sjöwall og Wahlöös forlæg. Over det lange tidsrum kan serien tillade sig at forankre de bærende karakterer i dybden og lade dem udvikle sig. Med disse afsnit bliver serien normdannende for genren nordic noir. Martin Beck, spillet af Peter Haber, mærkes af rollen i de 25 år og får en troværdighed, ja, en menneskelig sandhed ind under huden, der er overbevisende. Ligeledes Gunvald Larsson, spillet af Mikael Persbrandt, som gradvist modnes, til han i de sene afsnit frem mod den fatale død i episode 31, ”Gunvald” (2016, instruktør Mårten Klingberg), bliver et med rollen og vinder den styrke og stamina, han i begyndelsen blot postulerer. Det er inciterende at være vidne til, hvordan Persbrandts blanke unge ansigt blive furet igennem hans 20 år lange dans med Gunvald Larsson.

Ikke mindst disse to hovedfigurer lagde grunden til seriens popularitet og psykologiske spænding. Martin Beck og hans højre hånd, Gunvald Larsson, henholdsvis symboler på den juridiske og moralske retfærdighed og på den instinktive og forbudte. Good cop, bad cop. Men også mennesker i egen ret, den sentimentale, evigt bekymrede Martin Beck over for det flamboyante, forfængelige og omsorgssvigtede hippiebarn Gunvald Larsson, hvis macho er udtryk for lige dele styrke og sårbarhed.

”Beck” førte til Mikael Persbrandts internationale gennembrud som skuespiller. I sine skånselsløse erindringer ”Persbrandt” (2017) skriver han ikke pænt om serien, men skoser de lapidariske optagelser, hvor han ofte mødte op indisponibel, og tager afstand fra Peter Habers angivelige arrogance på filmsettet. Privat er de to tydeligvis ikke venner. Men man kan ikke fraskrive sig en succes, selvom man på en vis måde er blevet for stor en skuespiller til den. Da Gunvald Larsson bliver skudt og dør i afsnit 31, er det ikke til at bære. Episoden er stærkt bevægende, producenterne ved godt, at dette drab er seriens helt afgørende vending og så at sige den lille afslutning før den store. Et varsel.

Der blev fældet tårer blandt seerne, da Micke forlod serien i 2016, og Persbrandt måtte rykke ud på Facebook med ordene:

”Vi lavede den første film i serien tilbage i 1996. Og siden det år har jeg tilbragt 1000 dage eller 24.000 timer med at forberede eller optage ’Beck’-serien. Det har været en stor glæde for mig at tilbringe al den tid med Gunvald. Men vi har alle brug for at komme videre i livet.”

Gunvald Larsson var ikke det eneste mordoffer i ”Gunvald”, et andet – gudskelov også fiktivt – offer i episoden var en journalist og biografiforfatter med efternavnet Wivel. Så jeg fældede også en tåre efter mine 24.000 timer med ”Beck”.

I episoderne fra seriens guldalder og frem til vendingen med Gunvald Larssons exit rummer ensemblet tillige finlandssvenske Stina Rautelin i rollen som det kvindelige medlem af efterforskningsgruppen, Lena Klingström, den nærmest autistiske Oskar Bergman, spillet suverænt forfjamsket af Måns Nathanaelson, karakterskuespilleren Marie Göranzon som Becks afmålte øverste chef Margareta Oberg, der stråler af aristokratisk svensk magtfuldkommenhed og tilmålt noblesse. Og hele vejen igennem alle afsnit selvfølgelig datteren Inger, spillet med livligt temperament af Rebecka Hemse, og naboen Valdemar, skønt gestaltet af Ingvar Hirdwall. Han er seriens eksistentielle og humoristiske kerneskikkelse, iført piskesmældskrave efter en ulykke, der først sættes navn på i episode 42!

Beck er konstant irriteret på den påtrængende nabo og hans hjemmebrændte, men kan heller ikke undvære ham. Man kan ikke undvære den, der siger sandheden og ser lige igennem panseret af hykleri og forstillelse. Han er seriens livsfilosof: ”At sove om natten er for amatører.” ”Jeg har det med Gud som mågerne bag Vaxholms-bådene. Jeg holder mig lidt på afstand og ser, hvad der sker.”

Manus bag den første store generation af ”Beck” blev lagt i hænderne på Rolf Börjlind, der siden tog sin hustru Cilla med. Parret har udviklet sig til nutidens svar på Sjöwall og Wahlöö med et socialkritisk sigte i både manus og siden en serie krimier. Instruktionen har skiftet mellem forskellige rutinerede instruktører: Kjell Sundvall, Harald Hamrell, Daniel Lagerlöf og et enkelt afsnit danske Morten Arnfred.

I den anden generation af ”Beck” skifter manusforfattere og instruktører løbende, og serien virker mindre sammenhængende i plotstyring og karakterudvikling. Det selvom Gunvald Larsson har fået en fin erstatning i den norske viking Kristofer Hivju som den tilsyneladende joviale Steinar, og på det seneste den vildt intense Martin Wallström som strømeren Josef. Den nye kvindelige efterforskningsleder, ”Alex” Beijer, spilles af Jennie Silfverhjelm, og hun bliver i pagt med tidsånden måske seriens nye hovedperson. Ligesom Beck bærer hun ar på krop og sjæl og tøver med at give sig hen følelsesmæssigt. Som Beck bryder hun kun sammen, når hun er alene. Han er et sted inden i hende med sin stædighed og egenvilje, sin evne til beherskelse.

Som øverste chef hos Rikskrim har den slibrige og intrigante Klas Fredén, gestaltet af Jonas Karlsson, huseret i en lang række af de nyere episoder. Jonas Karlsson excellerer i den slags roller i svensk film- og tv-produktion. Det gælder for hele serien, at de bærende roller besættes med skuespillere fra øverste hylde i svensk film og teater, som regel med baggrund på Dramaten eller Stockholms Stadsteater. Det løfter serien op på det niveau, hvortil den skal løftes, nemlig i fortolkningen af karakterernes psykologi og den træfsikre genkendelse. Protagonisterne er dem, de er, også for os, der ser på og bekræftes i, at vi har set rigtigt. Karaktererne kan presses og slides, uden at de bliver flade klichéer.

Det lange tidsrum, som ”Beck” er indspillet i, betyder også, at serien rent stilistisk ændrer sig med tiden. Fra de første mange afsnits dystre regnvåde og pixelerede gul-grønne og glinsende sorthed med tydelige referencer til den stilskabende amerikanske thriller ”Seven” (1995) over de følgende afsnits klarlagte og farvestærke billeder til de seneste episoders stålblanke modernitet og manende krydsklipning. Kendetegnende for serien er, at adskillige af scenerne er skudt om natten, den traditionelle crime scene, hvor forfærdelige ting sker.

Såvel tonen som karaktererne har vital betydning for det Stockholms-billede, der tegnes. En stor del af scenerne er filmet på location i byen: Kungsholmen, Vanadisparken, Kronobergsparken, Blasieholmen, Hötorg City, Nybrogatan, Frihamnen, Grand Hotel, Slussen, Sergels torg, Johannes kyrka og Gustav Adolfs kyrka, Kungsbroplan, Västerbron, Centralstationen, Tunnelbanan, Östermalm, Gärdet, Drottninggatan, Medborgarplatsen, Skogskyrkogården og Bergsunds strand, men på en måde, der fortegner byen og gør den ekstra hård. Et arsenal af flakkende skæbner, hvis konstitutionelle træk er ensomhed, brutalitet og fortielser, er strømmet igennem dette topografiske og mentale landskab i et socialrealistisk og psykologisk skyggespil om at være overladt til sig selv.

Central som billede på seriens virkelighedsnære kritik er ”Hævnens pris” (2004, instruktion Kjell Sundvall). Filmen er inspireret af hændelserne ved opsætningen på Riksteatern i 1998 af den nu netop afdøde dramatiker Lars Noréns stykke ”7:3” i et samarbejde med kriminalforsorgen. Her fik hærdede forbrydere lov til sammen med professionelle skuespillere at rable nazistiske, antisemitiske og racistiske brokker af sig i et forsøg på resocialisering. Lars Noréns eksperiment resulterede i et flugtforsøg, hvor forbryderne dræbte to politibetjente i Malexander i Östergötland. I ”Beck”-filmens fortolkning afføder det en tanke om hævn hos Gunvald Larsson, der i et voldsorgie jager sin egen skygge. Men typisk for seriens moralske kodeks ender han med selv at ydmyges og forsøger at redde politimorderen. Serien veksler intrikat mellem den juridiske og instinktive retfærdighed, kynisme og hudløshed. Jægerne og de jagtede, politi og forbrydere, ligner hinanden og spejler hinanden.

”Beck” er den tilbageholdte følsomheds serie og de flygtige berøringers. Martin Beck og Gunvald Larssons egentlige afsked med hinanden er fuldkommen ordløs. En stille forståelse i ”Sygehusmordene” (2015, instruktion Stephan Apelgren) skudt i én to minutter lang afsluttende optagelse af én berøring, kun én. Der er enkelte øjeblikke af næsten Becketts absurditet, der bryder den nøjagtigt tilmålte svenske disciplin, og en stedvis gemytlighed, hvor serien i øjeblikke bliver næsten gammeldansk i tonen, men de afløses af frustration, tavshed og rådvildhed.

Men netop på grund af ”Beck”-seriens svalt kalibrerede følsomhed og forfrosne, stadigt mørknende Stockholms-billede, forlenes den med en emotionel dybde i nordic noir. Den har en paradoksal følelsesmæssig intensitet på tværs af tid og rum og en moralsk styrke, lejret ind i karakterernes dedikation og vilje. Den skåner ingen i afdækningen af forbrydelserne. Men for hver forbrydelse, der opklares, lægges nye lag af ufrihed ind over karaktererne. De bliver aldrig fri for hinanden eller for sig selv. De vil ikke lykkes.

Så hvad sker der nu? Peter Haber er blevet 67 år, og hans nabo Ingvar Hirdwall er 86 år. Slipper de dialogen med hinanden deroppe på altanerne ved Bergsund Strand, og slipper de taget i serien? Noget tyder på, at det sker snart. Valdemar smider piskesmældskraven, og Beck taber glasset ud over kanten i de sidste episoder. Det går ikke længere. De to foreløbig sidste episoder, ”Døden i Samara” (2021) og ”Den fortabte søn” (2021), er instrueret af Lisa Ohlin, der er kendt for sit blik på maskulin smerte og afmagt. Hun var også den, der pensionerede den demensramte Wallander i Krister Henrikssons skikkelse i denne series sidste afsnit, ”Sorgfuglen” (2012).

Skal Martin Beck nu flyve ind i mørket? Becks hidtil sidste replik i serien er: ”Det er et smukt træ.” Han sidder på kanten af sygesengen på hospitalet og ser ud ad vinduet, hvor træet står som en arabesk mod himlen. Ordene er til hans afløser, ”Alex” Beijer. Derefter køres Beck ind på operationsstuen. Hans datter og barnebarn ses som de sidste i ensemblet i dørens cirkelrunde okular. Et røntgenbillede viser Becks hjerne, der ligner et træ med sine forgreninger. Anæstesisygeplejersken giver ham bedøvelsen, og han sover ind. Closeup på hans ansigt, hvor læberne skilles i et sidste åndedrag. Vågner Beck igen? Personligt håber jeg det. Jeg vil gerne følge ham videre i livet og til et andet liv. Beck på sidelinjen, men endnu som et pejlemærke for dem, der skal følge i hans spor.