Martin A. Hansen og den historiske empati

Flere af Martin A. Hansens digte blev aldrig genoptrykt, men f.eks. hans fine essay ''Om pessimisme'' skriver sig fuldstændig ind i nutidens klimadebat

Her ses forfatteren Martin A. Hansen,som blandt andet kendes for værker som Løgneren, Orm og Tyr og Lykkelige Kristoffer.
Her ses forfatteren Martin A. Hansen,som blandt andet kendes for værker som Løgneren, Orm og Tyr og Lykkelige Kristoffer. Foto: Mogens Amsnæs/Ritzau Scanpix.

Det er altid en glæde at genbesøge Martin A. Hansens forfatterskab. Man tror, man kender ham, og så bliver man alligevel overrasket over nye aspekter af forfatterskabet. Tag nu bare hans fine, lille essay ”Om pessimisme”, som er optrykt i en netop udkommet samling af hans essays.

Martin A. Hansen indleder elegant med ordene: ”Det er ikke nemt at være Optimist i Dag” og fortsætter med sine slående refleksioner over forholdet mellem forskellige typer af optimisme og pessimisme.

Det er fascinerende at læse essayet ikke mindst i lyset af den verserende klimadebat. Martin A. Hansen gør det klart, at det er ”nemt at være Pessimist, eller rettere sagt at blive Pessimist, at tale pessimistisk, for det er nu ikke altid nemt at være det”.

Så fint kan det siges. Og spørgsmålet er så, i hvilket omfang man kan tillade sig faktisk at være optimist. Det overvejer man uvilkårligt, mens man stakåndet haster sig igennem Hansens lille mesterværk af en tekst. Klimadebatten er selvsagt ikke Martin A. Hansens ærinde, ikke desto mindre er essayet så elegant og aktuelt, at man nærmest skulle tro, at det var skrevet i går og ikke i efteråret 1946.

”Om pessimisme” er et af de ”fem aldrig genoptrykte essays”, som teologen Jørgen Jørgensen har fundet frem af arkiverne og sat sammen med otte andre essays af Hansen. Flere af de optrykte essays er i højere grad præget af deres samtid end det netop fremhævede; det gør dem imidlertid ikke mindre værdifulde.

De giver alle skarpe indblik i Hansens tankeverden. For eksempel er det en fornøjelse at læse hans essay om ”Øksen”, hvor han reflekterer over, hvordan man i stenalderen har gjort sig tanker om værktøjets betydning og ofret til guderne. Hansen er bevidst om, hvor uendelig lidt han ved om stenaldermenneskets forestillingsverden, og hvor lidt man faktisk kan sige med videnskabelig sikkerhed ud fra for eksempel en økse. Alligevel formår han med sin udtalte historiske empati at fremmane mulige scenarier og på den måde levendegøre fortiden for sin læser. I forlængelse heraf fremsætter han en række kritiske kommentarer til dyrkelsen af ”det naturlige Menneske” i forhistorien.

Også det lille essay ”Rentierfilosofi” tiltrækker sig opmærksomhed. Det blev offentliggjort i Fri Presse (et illegalt blad) i 1944 og er ikke blevet genoptrykt før nu. Heri kan man følge Hansens argumentation for nytten af at gøre noget aktivt og engagere sig i forsøget på at ændre verdens gang i positiv og demokratisk retning. Det er bevægende at læse.

Jørgen Jørgensen har gjort sig stor umage med sine mange forklarende kommentarer til Hansens essays bagest i bogen. De udgør faktisk næsten halvdelen af bindets sider.

Det er indiskutabelt, at en form for kommentering er nødvendig. Man kunne måske kritisk indvende, at den praktiske udførelse er udtryk for en overkommentering, at der med andre ord er for mange og lange kommentarer.

Ikke desto mindre er der grund til at glæde sig over den viden, som Jørgensen med stor præcision stiller til rådighed for det læsende publikum. Blandt andet fordi han slutter mange af sine kommentarer af med henvisninger til andre steder i Hansens skønlitterære eller essayistiske forfatterskab, hvor det pågældende emne tages under behandling.

Indimellem gengives og kommenteres også relevante citater af Hansen. Det åbner på fornem vis forfatterskabet for læseren og giver perspektiv.