”Historien er til i Aktualiteten”, skrev forfatteren Martin A. Hansen (1909-1955) i slutningen af 1954 i en polemik med historieprofessoren Aksel E. Christensen.
Adjungeret professor i historiedidaktik og fortidsbrug ved Roskilde Universitet Bernard Eric Jensen opfatter udsagnet, der citeres i hans bog ”Fortiders nærvær. Historikeren Martin A. Hansen”, som et forsvar for en tilgang til historien, hvor der ikke som hos faghistorikerne blev skelnet skarpt mellem fortid og nutid. Opmærksomheden blev i stedet rettet mod ”de fortider, der var virksomme og nærværende i menneskers levede liv”.
I et radioforedrag fra omkring 1950 formulerede Hansen sit historiesyn på denne måde: ”Vi stammer jo fra de glemte Folk. Vi har noget af deres Sjæl i vor Sjæl. Og naar vi opdager noget om deres Sjæl, saa er det, som om vi har opdaget noget om vort eget Hjerte og Sind. Det er Historie.”
Martin A. Hansens forhold til og brug af historien er emnet for Bernard Eric Jensens bog, et dybdegående og komplekst værk, hvor Hansens liv og forfatterskab anskues ud fra en anden synsvinkel end den skønlitterære, som hidtil – hedder det – har været næsten enerådende i forskningen.
Det skal siges, at bogen er mindre kompliceret at læse end forfatterens beskrivelse af sin metode kunne tyde på: ”Der er tale om en historiserende og begrebsanalytisk behandling af (Martin A. Hansens) historiske forfatterskab med afsæt i en historiekulturel og identitetspolitisk læsning af hans skrifter.”
Ud over at besæftige sig med blandt andet fortidsbrugen i tre af Martin A. Hansens romaner, ”Jonatans Rejse” (1941), ”Lykkelige Kristoffer” (1945) og ”Løgneren” (1950), gør Bernard Eric Jensen forståeligt nok meget ud af ”Orm og Tyr” (1952) om nordiske trosforestillinger i tiden op til cirka år 1300 og Hansens ”mest omfattende og væsentligste historiske fremstilling”.
I en artikel fra 1947 havde forfatteren advaret om, at det danske folk ved ved at gå i opløsning og dermed risikerede at blive en usammenhængende masse. Det skulle – skrev han – forhindres via tilvejebringelse af en folkelig kultursyntese. Det forekommer Bernard Eric Jensen oplagt at opfatte ”Orm og Tyr” som et bidrag til en sådan syntese.
Han er indledningsvis inde på, at Martin A. Hansens interesse for historie var forbundet med hans ønske om at påtage sig rollen som folkeopdrager – defineret som en vejleder af det danske folk. I den sammenhæng ser han ”Orm og Tyr”.
Hansen var helt på det rene med, at fortiden ikke bare kunne efterlignes. Det drejer sig om noget langt dybere, ja, om intet mindre end ”et forsøg på at ændre ved danskeres føle-, tænke- og handlemåder”.
I et brev fra 1949 skrev Hansen til maleren Sven Hav-steen-Mikkelsen, at ”Orm og Tyr” skulle være beretningen om en tid, ”da der i Folket udløstes en stor samfundssskabende og kulturskabende Kraft”. Og han forestillede sig, at det danske folkefællesskab i efterkrigstiden ”kunne tilføres ny energi og livskraft, såfremt dets medlemmer lod sig inspirere af det romanske folkefællesskab og fik gjort den tids fællesskab til en nærværende og virksom fortid” i den foreliggende virkelighed.
At Martin A. Hansens ambition først og fremmest var rettet mod skønlitteraturen virker indlysende i dag. Også mere indlysende, end det åbenbart er.
Med henvisning til flere af forfatterens egne livshistoriske tilbageblik fremhæver Bernard Eric Jensen, at satsningen på en karriere som forfatter ligefrem i nogen grad havde ”karakter af en retræteposition – noget, han valgte, fordi han ikke kunne gøre det, han helst havde villet – nemlig at blive historiker”.
Den aldrig realiserede drøm om at blive faguddannet historiker er ifølge Jensen vigtig til forståelse af såvel Martin A. Hansens livshistorie som af hans forfatterskab.
”Fortiders nærvær” er et indholdsrigt og mangesidet værk, et betydningsfuldt tilskud til Martin A. Hansen-forskningen. Og en understregning af den mangfoldighed, der kendetegnede ham. Hans forfatterskab er som en dyb brønd, der ikke kan tømmes.