”Til barnets bedste” hedder en ny antologi, hvis første del består af artikler og et enkelt brev af Martin A. Hansen. Alle handler de om undervisning og om at læse. Anden del består af en række essays om Martin A. Hansens tænkning og praksis. De er skrevet af en række fagfolk med bogens redaktør, Jørgen Jørgensen, i spidsen.
De fleste er teologer, men der sniger sig også en cand.mag. i religionsvidenskab og filosofi ind, ligesom litterat og anmelder her ved avisen Nils Gunder Hansen slutter af med erindringer om Martin A. Hansen-renæssancen i årtierne omkring årtusindskiftet. Ikke alle essayene forholder sig knivskarpt til emnet om barnets dannelse og undervisning. Faktisk falder et par stykker helt ved siden af, men samlet set rækker det dog.
I et kort forord til bogen spørger børnepædagogikkens nestor, nu afdøde Per Schultz-Jørgensen, om det giver nogen mening at trække Martin A. Hansens gamle tanker frem én gang til? Hvad skal vi dog med dem i en moderne verden, der minder meget lidt om 1930’erne og 1940’erne, som Hansen skriver om? Svaret er lige så oplagt som spørgsmålet: Vi skal tage fat på hans idéer, fordi de helt åbenbart stadig har noget at sige os i dag. Nye lærerstuderende kan sagtens begynde her, for Martin A. Hansen har fat i nogle af de meste grundlæggende spørgsmål, som en lærer må stille sig selv – og det hvad enten man underviser børn eller voksne.
Jørgen Jørgensen skriver selv den indledende artikel ”Martin A. Hansen og skolen i dag”. Her opridser han hovedlinjerne i Martin A. Hansens lærergerning og pædagogiske tænkning. Det er en vigtig pointe, at han skrev ud fra egne erfaringer som lærer og ikke ud fra et spekulativt pædagogisk synspunkt. Hans kongstanke er, at lærergerningen ”både er undervisning og opdragelse med henblik på barnets dannelse”. Man kan altså ikke skille kundskaber og opdragelse fra hinanden, eller som vi måske hellere vil sige det i dag: kompetencer og dannelse. Dengang som nu rumsterer der en forestilling om, at man kan springe dannelsesaspektet over og gå lige til de ”rene fakta” og de mekaniske færdigheder. Men den går ikke
At undervise er ikke et tankpasserjob. Eleven får ikke bare fyldt viden på sig af læreren. Læreren selv spiller en aktiv rolle gennem sit personlige engagement og sin evne til at møde eleven som et menneske og ikke som en tom harddisk. Men med det personlige indfinder der sig også et ansvar. Det er et ansvar, som går langt ud over det ansvar, læreren har i forhold til de officielle læreplaner. Det er ansvaret for den enkelte elev, som det er lærerens pligt at møde med åbent sind og forståelse. Uden det kan eleven måske nok lære at lire den lille tabel af, men kommer aldrig til nogen forståelse af, hvad man skal med alle de tal. Det er nemlig ikke nok at kunne tælle kronbladene på en blomst, man må også se skabelsesunderet i dem.
Hvis børnene skal fatte livet i naturen og i historien, gør man det ifølge Martin A. Hansen ikke ved, ”at Skolen skal være en Aflægger af Forskningen”. Læreren skal selvfølgelig være på højde med nyeste forskning, men i sin formidling må han eller hun kunne fortælle, så tingene får liv og betydning for eleverne.
Fortællingen, anekdoten og fablen står da centralt i Martin A. Hansens pædagogik. Det samme gør evnen til at undre sig og blive forundret. Og det gælder både eleven og læreren.
"Det er disse fundamentale fortællingers natur, at sindet rammes af dem, som klokke af en hammer,” skriver han med et slående billede.
Her demonstrerer han selv, hvordan det poetiske spiller med, når noget skal formidles. Fortælling og billede sætter sig fast i erindringen.
Martin A. Hansen skriver glimrende om sin egen dannelseshistorie og om de tanker, han senere i livet har gjort sig om den sag. Det er sjovt at læse hans karakteristik af en hel klasse og dens enkelte personer i ”Første Semester”. Ligesom det er forunderligt at høre om, hvordan han som dreng sidder i toppen af et piletræ og læser verdenshistorie. Hvilket barn i dag ville gøre sådan? Det er også stærkt at blive delagtiggjort i hans brændende engagement i hans brev til sin gamle lærer på Strøby Egede Skole.
Det er imidlertid begrænset, hvor mange forskellige tanker, Martin A. Hansen gjorde sig om undervisning. Derfor bliver det også de samme idéer, hans egne og denne bogs skribenter kredser om. Det er de samme citater, man henviser til, og de samme pointer med undervisning og opdragelse, der vendes og drejes. Det er da forfriskende, at en af antologiens yngre skribenter Jens-Peter Noes Olesen, der er ansat ved læreruddannelsen i Aalborg, sætter Martin A. Hansens dannelsestanker ind i en aktuel pædagogisk kontekst. Det er jo i sidste ende her, at hans idéer skal virke og leve videre. Det er her, de skal skabe undren og dermed sætte tanke og sind i bevægelse.
Martin A. Hansens pædagogiske idéer har bud til vores fortravlede tider, hvor de studerende skal paces gennem studierne, og man tvinges til at se bort fra dannelse og udvikling. I 1946 skriver han:
”Man har saa travlt med at tage en god Lærereksamen, at man ikke kan naa at udvikle sig til Lærer.” Og det er vel præcis dét, som det stadigvæk drejer sig om?
Jørgen Jørgensen (red.): Til barnets bedste. Martin A. Hansen og skolen i dag. 246 sider. 270 kroner. Hovedland.