Filosoffen Karl Marx er netop fyldt 200 år, og næste år fylder digteren Johann Wolfgang von Goethe 270 år. Hvad har de med hinanden at gøre, ud over at de begge var fra det vestligste Tyskland, Marx fra Trier, Goethe fra Frankfurt?
Temmelig meget. Goethe døde i 1832 og nåede ikke at læse Marx, men Marx kunne sin Goethe og bruger i et tidligt skrift et citat fra Faust til at illustrere pengenes væsen: Mefisto forklarer, at hvis han ejer seks heste, er deres hestekræfter hans egne (H.C. Andersens eventyr om Lille Claus og Store Claus handler om det samme). Anderledes sagt: Man kan købe sig til alt for penge.
Goethe og Marx var fælles om at have et skarpt blik for forandringerne i verden. I 1827 begyndte Goethe at tale om ”verdenslitteratur”, hvormed han ikke mente de 100 største mesterværker, men en fremtidig litteratur, der ville blive globaliseret: Det nationale ville gå op i en højere enhed, men ville samtidig virke som surdej i det fælles.
Og globalisering er også et emne i ”Det kommunistiske manifest” af Marx og Engels, som også har en slags jubilæum, det udkom i 1848:
”Storindustrien har skabt det verdensmarked, som Amerikas opdagelse forberedte. Verdensmarkedet har givet handelen, skibsfarten og trafikken til lands en umådelig udvikling.”
Få år i forvejen havde Goethe sagt, at Tyskland nok skulle blive forenet, det ville udviklingen af infrastruktur sørge for – og derfor var der ikke brug for en enhedsstat. Marx’ og Engels’ manifest er på sin side en stadig aktuel analyse af det borgerlige samfund, og de fremtidige kommunister skulle læse 30 sider om det. Ikke noget Twitter-fjas her!
Men omkostningerne kendte de gamle også til. I Goethes sidste roman fra 1829 om ”Wilhelm Meisters vandreår” fortælles om de bøhmiske vævere, som mister deres eksistensgrundlag, da de nye maskiner slår deres manufaktur ud.
”Maskinvæsenet trækker op som et tordenvejr,” står der, så voldsom er udviklingen. Andetsteds: ”Den største ulykke i vor tid er, at den ikke lader noget modnes. I det næste øjeblik spiser man det foregående op, solder her og nu og lever på den måde hele tiden fra hånden til munden uden at få noget udrettet.”
Og i ”Det kommunistiske manifest” kan man læse: ”Bourgeoisiet har taget helgenglorien fra alle de hverv, som man tidligere betragtede med hellig ærefrygt. Det har forvandlet lægen, juristen, præsten, digteren og videnskabsmanden til sine betalte lønarbejdere. Bourgeoisiet har revet det rørende sentimentale slør af familieforholdet og reduceret det til et rent pengeforhold.”
Alt det, som borgerlige senere har anklaget socialismen for, har Marx og Engels tidligt udpeget som borgerskabets eget værk.
Goethe ville ikke have været uenig. Han skrev om ”handelens livlighed, papirpengenes brusen, gæld, der svulmer op for at betale anden gæld”, og heller ikke migration var ham fremmed:
”Vi har jo set (…) det ene folkeslag drive det andet foran sig, en total forandring af herredømme og ejendom. Fra overbefolkede egne vil nøjagtig det samme komme til at ske flere gange endnu.”
Alt det var for ham en spore til at redde en alternativ verden i sin digtning, men med fuld bevidsthed om den faktiske udvikling og derfor med en levende optagethed af sin tids videnskab.
Heller ikke Marx var kun en Moses, som så ind i et land, der i bedste fald ville blive det forjættede, men bestemt ikke var erobret endnu. Han var tillige den sidste romantiker.
Manifestets ord om ”det rørende sentimentale slør”, som er revet af familielivet, er illusionsløs erkendelse, men også udtryk for savnet af en verden, som endnu havde naturlig størrelse. Hverken Goethe eller Marx klamrede sig til det, der gik under. Men de var heller ikke lallende fremskridtsoptimister. De vidste, at der til udvikling også hører tab, og at fortrængning af tabet fører til blindhed og katastrofer. Det er godt med mere historiebevidsthed. Det er fatalt, hvis den reduceres til nutidens selvros.